Den sidste feriegave: MIN RØDSTRØMPE ABC

Jeg er taget på ferie. I en uge. EN HEL UGE! Og jeg har lovet dem jeg ferierer sammen med at jeg er uden computer. I EN HEL UGE. Og selv om jeg i virkeligheden mener, man skal lade være med at være hjemme på bloggen, når man er ude (hvis I forstår), så kan jeg simpelthen ikke lade være med at vige pladsen for den legendariske Maria Marcus, som har udgivet en helt vidunderlig bog. Den er en blanding af et personligt memoir, en abc i rødstrømpe-paratviden, en historiebog, men også af en påmindelse om, hvad det er vi skal værne om i dette samfund. Og hvor længe den ligestilling vi har i dag har været undervejs. Så derfor, får I hver dag jeg er væk et indlæg / afsnit fra Marcus bog: Min rødstrømpe ABC. Den er udkommet på Politikens Forlag og jeg har lavet et lille bitte interview med Maria Marcus i det Femina, der udkommer 8. April. God læselyst.
Kh
Julia

Rødstrømpe ”Sig mig, du er vel ikke ved at
blive rødstrømpe?” Sådan var der mænd, der begyndte at sige. En rødstrømpe
var nemlig et frustreret kvindemenneske, en harsk kælling, der gik med
lilla ble og hadede mænd – sikkert fordi ingen mand gad røre ved hende med
en ildtang! Sådan reagerede mange mennesker, både kvinder og mænd. Rødstrømpe
– det var ikke ligefrem nogen kompliment. Sådan var det i 70’erne,
og sådan er det i dag. Men hvad var en rødstrømpe – sådan mere præcist?
Tja – en rødstrømpe var ikke sådan lige at definere. Det var ikke nogen
beskyttet titel, enhver kunne sige, at hun var rødstrømpe. Måske fordi hun
var aktivt med i bevægelsen. Måske fordi hun tænkte eller opførte sig som
en rødstrømpe. Måske bare fordi hun havde sympati for den ny kvindebevægelse.
Var jeg selv rødstrømpe?
Jeg sagde pænt nej tak, første gang nogle kvinder spurgte mig, om jeg
ikke ville være med i den ny kvindebevægelse. Det havde jeg vist ikke brug
for, jeg havde skam for længst tænkt hele kvindeproblematikken igennem.
Det kunne de da læse om i den bog, jeg havde skrevet seks år tidligere, i
1964 (med titlen Kvindespejlet), hvor jeg gjorde nar ad den traditionelle
kvinderolle. Jeg tror, de kiggede venligt og en smule overbærende på mig.
Først da aktionerne tog fat for alvor, begyndte det at dæmre for mig, at det
måske ikke var nok at have afklaret problemerne intellektuelt, oppe i hovedet.
Hvis der skulle ske en forandring, så krævede det handling – i en eller
anden form. For mit eget vedkommende blev det i medierne, med ting jeg
skrev, debatindlæg i aviserne, programmer på tv og den slags. Og med tiden
fik jeg så min egen kvindegruppe, selv om vi aldrig kaldte os basisgruppe.
Så – jo, jeg blev vel en slags rødstrømpe.
Men hvorfor det mærkelige navn – rødstrømpe? Der var da ingen af os,
der kunne drømme om at gå med røde strømper!
Engang var der noget, der hed blåstrømperne. Det kaldte man de kvinder,
som i 1700- og 1800-tallet tillod sig at læse bøger og studere. Og det var
ikke så godt, nærmest lidt latterligt – og meget, meget ukvindeligt. Lægevidenskaben
havde ligefrem advaret om, at det var sundhedsskadeligt at læse
bøger. Altså for kvinder. De blev da også gjort til grin: En blåstrømpe, det
var en kvinde, der gjorde alt det, man ikke måtte som kvinde. Ja, hun tillod
sig endda at ryge – på offentlige steder! Hvor vulgært! Hun havde fornægtet
sin kvindelighed og gjort sig selv til mand!
Blåstrømperne var en stor provokation helt op til begyndelsen af
1900-tallet. Dengang kaldte de sig kvindesagskvinder. De gik i demonstration
med store hatte, de ville fanden gale mig have stemmeret i samfundet!
Det fik de så faktisk i Danmark i 1915. Det var da en arv at tage op!
Men der var forskel på en blåstrømpe og en rødstrømpe, og skiftet i farve
var ikke tilfældigt: Mens blåstrømperne og kvindesagskvinderne mest interesserede
sig for selve kvindesagen isoleret set, så koblede den ny kvindebevægelse
kampen mod mandssamfundet sammen med kampen mod det kapitalistiske
klassesamfund. Det var ikke længere nok at få lov til at læse bøger, uddanne
sig og få indflydelse på samfundet. Det handlede også om en klar politisk holdning:
Systemet skulle ikke længere leve af, at nogle mennesker tjente penge på,
at nogle andre mennesker arbejdede for dem. Systemet skulle laves om!
Derfor farven rød, som udtryk for en mere eller mindre socialistisk holdning:
Lige løn for alle, lige rettigheder for alle, lige muligheder for alle. Mange
rødstrømper var medlemmer af VS, partiet Venstresocialisterne, som blev
dannet i 1967. Og stort set alle var venstreorienterede i al almindelighed.
Så hvad var en rødstrømpe? I virkeligheden er det nok bedre at spørge:
Hvad var rødstrømpebevægelsen?

1 Comment
Previous Post
Next Post