Feriegave #1 Min Rødstrømpe ABC

Jeg er taget på ferie. I en uge. EN HEL UGE! Og jeg har lovet dem jeg ferierer sammen med at jeg er uden computer. I EN HEL UGE. Og selv om jeg i virkeligheden mener, man skal lade være med at være hjemme på bloggen, når man er ude (hvis I forstår), så kan jeg simpelthen ikke lade være med at vige pladsen for den legendariske Maria Marcus, som har udgivet en helt vidunderlig bog. Den er en blanding af et personligt memoir, en abc i rødstrømpe-paratviden, en historiebog, men også af en påmindelse om, hvad det er vi skal værne om i dette samfund. Og hvor længe den ligestilling vi har i dag har været undervejs. Så derfor, får I hver dag jeg er væk et indlæg / afsnit fra Marcus bog: Min rødstrømpe ABC. Den er udkommet på Politikens Forlag og jeg har lavet et lille bitte interview med Maria Marcus i det Femina, der udkommer 8. April. God læselyst.
Kh
Julia


BILLIG

Billig er normalt et plusord. Noget man går efter – der er
udsalg! Prisen er helt nede!
Sådan er det bare ikke, når ordet bruges om kvinder. Så er det et minusord.
En billig kvinde, en billig pige, en billig tøs, det er en, der er alt for nem.
Hun er en vandrepokal, hun har været i seng med så og så mange, hende
kan man komme i seng med så let som ingenting – og hvad skal man så
med hende?
Nej, en kvinde skal ikke være billig, hun skal tværtimod gøre sig kostbar.
En kvinde skal gemme sin største skat, sin dyd, det vil sige sin mødom, til
den eneste ene. I hvert fald ikke stykke sig ud til forskellige mænd, sælge
ud af sig selv, for så… nå ja, så er hun netop på udsalg. Ikke ligefrem luder,
men dog noget derhenad. Allemandspige hed det i gamle dage, i 60’erne hed
det spand, smatso, fælles-Kirsten og den slags. Eller forsuttet bolsje. Det var
ord, vi var vant til at høre – altså om andre. Og det lød ikke rart, så vi var
vant til at passe godt på vores rygte.
Det var noget, vi havde på rygmarven: Enten holdt vi os pænt tilbage –
eller også lod vi som om og passede på, at far og mor og alle de andre ikke
fik noget at vide om alt det, vi faktisk foretog os – også inden den seksuelle
revolution: At vi gik alene på værtshus? At vi gik i byen for at score – eller
finde en fyr, eller hvad vi nu sagde dengang med et lidt mindre teknisk
udtryk? Altså finde en at gå i seng med? Fordi det var spændende, fordi vi
ville lære os selv og vores egen seksualitet at kende – for at prøve os frem,
så vi bedre kunne finde ham, der en gang ad åre var den rigtige for os? Og
alt sammen, fordi det var det, vi længtes allermest efter: At finde HAM.
Det var selvfølgelig ikke som på vore mødres tid. Siden 1930’erne havde
man talt og skrevet om frisind og eksperimenteret med en friere sexmoral
(kønsmoral, som det hed, eller til nød seksualmoral). Moralbegreberne var
heller ikke så strenge i København som andre steder i landet. Men det lå
alligevel i luften, der var ingen af os, der var i tvivl: Pas på dit rygte! Hvis
du ikke følger spillets regler, så lad for himlens skyld være med at gøre det
åbenlyst – du risikerer at blive kaldt billig!
Vi var selv med til at holde fast i spillets regler. Vi talte nedsættende om
kvinder, der ikke fulgte dem: Se hvor hun majer sig ud, se hvor hun gør sig
til, se den kavalergang – ærlig talt, hun kan vist ikke holde sig fra mændene!
Men inderst inde var vi nok en lille smule misundelige på de kvinder,
der åbenlyst gjorde noget, vi ikke selv tillod os.
Det var jo ikke sådan, at nogen familie i et moderne frisindet land som
Danmark i 1960’erne kunne finde på at begå æresdrab. Men noget med ære
og skam var der alligevel. En søn, der førte sig frem med mange erobringer,
han var et rigtigt mandfolk og en ære for familien. En datter, der førte sig
frem med mange erobringer, hun var løs på tråden og bragte skam over sin
familie; i hvert fald var hun ikke ligefrem nogen reklame for familien. Og
selvfølgelig var der en god portion kærlig omsorg i fars og mors advarsler:
Hvis der først var gået skår i en ung piges gode rygte, ville det aldrig kunne
repareres – og hvem ville have et bolsje, som andre havde suttet på?
Det var ikke rødstrømperne, der tog fat, hvor 1930’ernes frisindsdebat
slap. Det var ikke os, der startede den seksuelle revolution, hvor mennesker
af alle køn tillod sig ting, der havde været bandlyst tidligere. Det var begyndt
i 60’erne. I 1970 var det i fuld gang, i hvert fald i de store byer. Men
det var totalt uvant at diskutere åbent, hvad der var flovt og hvad der var
okay, og hvad der lå i det dér med rygtet og angsten for at være billig, og
hvordan vi rent faktisk levede!
Det blev efterhånden et tema i kvindegrupperne, noget vi så småt turde
snakke om med de andre. Og det begyndte at gå op for os, hvad det var, vi
stiltiende havde overtaget fra vore forældres generation: At der ligesom helt
naturligt gjaldt en anden moral for kvinder end for mænd. Jamen ærlig talt,
skulle vi virkelig sidde og vente på, at nogen kom og bød os op på livets
dansegulv – bare for ikke at blive kaldt billige? Det var da til at dø af grin
over! Hvad med at blæse på det gamle motto om pæne pigers pæne rygte og
prøve os frem med et nyt: At hvis en ung piges rygte først er spoleret – så
kan hun leve præcis, som det passer hende!
Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort, den slags gamle forestillinger
forsvinder ikke sådan lige. Men vi prøvede os frem, og vi fik absolut
et mere spændende liv ud af det. Nogle af os fandt ligefrem ud af, at det
også var muligt at være sammen med kvinder; altså være sammen ’på den
måde’. Var vi så også billige – eller hvad var vi så? En ære for familien var
vi afgjort ikke. Til gengæld fik vores rygte et helt nyt hak i tuden, for den
ene trussel mod kvinders rygte blev afløst af en ny. ”Hun kan ikke holde sig
fra mændene” – blev til: ”Hun kan ikke holde sig til mændene”!
Det var ikke sådan at finde ud af, det dér med kvinders rygte.

8 Comments
Previous Post
Next Post