GÆSTEBLOGGER #4 FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP

Så er det fredag; og ikke blot næsten weekend, men også tid til endnu en gæsteblogger. Denne gang er det Anne-Sophie, som er afsender på en opfordring om søstersolidaritet fra Folkekirkens Nødhjælp. Læs denne beretning, og helt ærligt: Der skal ikke så frygteligt meget til for at hjælpe andre kvinder.

Søstersolidaritet.

I april måned sidste år blev den kasteløse pige Supriya i den indiske delstat Rajasthan overfaldet og voldtaget af tre overklasse mænd imens hun passede sit arbejde på marken. Da familien opdagede det, havde Supriya allerede hængt sig selv i skam.

Supriyas historie er blot ét eksempel på, hvordan kasteløse i Indien kæmper for deres rettigheder, og især kvinder er hårdt ramt, fordi de som både kvinder og kasteløse ikke har megen chance for at få deres stemme hørt i et mandsdomineret samfund.

Samtidig viser politiets optegnelser et meget højt antal voldtægter af kasteløse kvinder – på landsbasis er det hele tre i timen. Og så har man ikke taget hensyn til, at de fleste voldtægter ikke bliver anmeldt, og at kun en lille brøkdel af voldtægtsmændene faktisk bliver dømt.

Supriyas familie har med hjælp fra en lokal organisation, der bliver støttet af Folkekirkens Nødhjælp, valgt at gå rettens vej og håber nu på at opnå bare en smule retfærdighed. Samtidig kan sagen i fremtiden gå hen og skabe præcedens og med tiden bidrage til at bane vejen for en holdningsændring.

Men der er lang vej endnu, for det er ikke kun i Indien, at kvinder bliver undertrykt og mishandlet, det er desværre ofte hverdagen for mange kvinder i verdens fattigste lande.

Samtidig peger alle undersøgelser på at empowerment af kvinder er den direkte vej til udvikling og velstand for når kvinder får adgang til mad, får familien mad; når kvinder tjener lidt penge kommer børnene i skole.

For mig at se, viser dette med al tydelighed at det er tid til søstersolidaritet. Tid til at vi kvinder i nord støtter vores knap så ressourcestærke søstre i syd til en bedre fremtid.

Så kære medsøstre: fat kampgejsten og søstersolidariteten og kom med ud og saml ind for Folkekirkens Nødhjælp søndag den 7. marts.

På æresord – vi kan alle være med til at gøre en forskel.

Du kan melde dig som indsamler på www.noedhjaelp.dk

3 Comments
Previous Post
Next Post