Om stress og jag

af den ·Ikke kategoriseret

Og om kalenderfacisme. Her er dagens klumme fra Jyllandsposten; og jeg ved det godt – det er mit eget ansvar og ja, jeg skal nok gøre noget ved det. Snart. Lover. Promise. På æresord.

Posted in Ikke kategoriseret

Bookmark the Permalink

21 Comments
Previous Post
in “Ikke kategoriseret”
Next Post
in “Ikke kategoriseret”

More Good Reading

Gaveregn: Uld, Bomuld og Fransk Velour

by in “Ikke kategoriseret”

Om Uldne Unger

by in “Ikke kategoriseret”

Mandagsopråb

by in “Ikke kategoriseret”

Stemmer i natten

by in “Ikke kategoriseret”

21 comments on “Om stress og jag”

  • Jela

    Åh ja, hvad er det lige, der gør at så mange kvinder påtager sig den rolle som huske-kaptajn?? Man har jo fyldt sin hjerne med så meget praktisk viden omkring antallet af ruller toiletpapir, hvor meget mælk, der er tilbage, og bleer og fødselsdage, gaver, der skal købes, kort, der skal skrives osv. osv. osv. Jeg har egentlig ikke noget imod at huske og sørge for diverse praktiske opgaver, men jeg har noget imod at skulle være min mands kalender og lille sekretær, nej, fandeme nej, derfor har jeg igangsat mit eget lille oprør: min mand er rigtig dårlig til at huske fødselsdage, fx hans forældres, og i lang tid, har jeg været den, der har husket ham på det, for “det er da også så synd, hvis de ikke får en hilsen på dagen”…. BÅÅÅT, ja det er jo så hans eget ansvar, så de sidste par år, har jeg droppet alle påmindelser om fødselsdage (undtagen min 😉 ) og ja, han har glemt det et par gange, men hvad så? Jeg har fået mindre i hovedet og han er blevet pinlig over at glemme det, og har derfor husket det bagefter… Det er jo nemlig ikke verdens undergang, som du også skriver, hvis man løber tør for bleer eller glemmer en fødselsdag, og det er altså bare rart for alle parter, hvis man som kvinde kan få lov at give slip på alle de infame ting, man tvangsagtigt går og husker på, for mændene kan jo altså godt, hvis bare kaptajnen gider afspadsere en gang imellem…

  • Annette Agerdal-Hjermind

    Jeg er ved at nikke hovedet ud af led til alt det du skriver. Hver dag er en øvelse i at blive mindre bestemmer-agtigt og give slip på tids- og kontroltyranniet. Din klumme får mig til at tænke på en gang hvor vores tvillingepiger var 4 måneder gamle, og min mand havde været alene med dem hele dagen for første gang. Og da jeg så kommer hjem, og han stolt og glad viser et par mætte og tilfredse babyer frem, er min første spontane kommentar ‘Hvorfor har de stadig nattøj på?’ Jeg græmmes stadig her snart 4 år efter, når jeg tænker tilbage på at mit fokus lå et så forkert sted…
    Jeg læste i øvrigt din Klumme på JP Blogs først, men valgte at vente med at skrive en kommentar til du havde lagt den på denne blog, da jeg hellere ville kommentere her… Lidt interessant oplevelse egentlig. Tænker årsagen er at jeg nok føler, at jeg kan være mere personlig herinde på din blog end på JP blogs, pga. de rammer du har sat herinde, og det at du selv deler så meget ud af dine følelser og tanker, hvilket skaber rum til at andre også tør..
    Dbh Annette

  • FruGosch

    Ja, Julia, vi er vist mange der kender det du beskriver, og tak fordi du deler det….

    Herhjemme går min kæreste mig dog lidt (meget!) i bedene, høhø….og jeg har bemærket, at når han er mest slem til det, så handler det om, at han er – netop som du også er inde på: stresset. Når han er stresset, så kommer han ind af døren, minder mig om 10 ting, skriver nogle af tingene ned, så vi ikke glemmer det (ikke lige en garanti for, at det bliver gjort 😉 ), og så går han sådan lidt hektisk rundt og vil have afklaret alle mulige små ting: “Hvorfor har du ikke sat en ny pose i skraldespanden, har du tømt post, har du handlet, hvad laver den der?? Vi skal huske sådan og sådan, nu skal vi altså også få gjort det og det, og den reol der, SKAL vi altså have boltret ind i væggen, så den ikke falder ned over Karl!” Osv….

    En anden grund til, at det nok mest er min kæreste, der hejler mig, er at hans standarder ift alt muligt indenfor husholdning er en smule højere end mine. De områder, jeg “husker på” og kommanderer ift er sådan noget, som Jela også er inde på: det der med at huske andre, at opføre sig ordentligt, at huske at give omsorg til den og den….typisk os kvinder 😉

    Det værste er, at de der “Husk lige….” og “Hvorfor har du ikke….?” Faktisk ikke hjælper. Hverken afsender eller modtager. De udsagn skaber mere stres. Og ufred. Det giver ikke engang den af os, der siger det, den dag, nogen ro.

    Vi ved selvfølgelig alle godt, at det er bedst at lade være med at sige alt for meget af de der bemærkninger, hvis man kan. Løbe en tur istedet, tage en kop kaffe/te eller et glas rødvin. Sætte sig på gulvet, og bede en anden tage lidt over. Sige, at man er træt og synes, at det hele vokser en over hovedet. Det kunne jo være, man bare havde brug for lidt afslappelse og forkælelse, og så pludselig opdagede, at den anden gjorde de ting, der var vigtigst….men det er nemmere sagt end gjort!

    Det jeg er allerværst til er at nævne, når min kæreste har taget morgentjansen (hvilket han ALTID gør): “Ja, okay, nu har du haft Karl i 2 timer, og det er også lækkert, men hold da kæft et rod her er. Og når jeg har ham 2 timer, så tømmer jeg lige opper, rydder af bordet, sætter en vask over osv” Hvis DET ikke lige er totalt ikke-i-orden, så ved jeg ikke….. 🙂 For jeg tror nok liiiige, at drengen har hygget sig mere i de to timer, far var sammen med ham!!!

    PS: Grinede godt nok af den med nattøjet Annette AH.

  • KunSandheden

    Og tænk, da jeg besluttede mig for at lade som jeg ikke vidste hvornår næste forældremøde i vuggestuen var, og vi glemte det (eller jeg vidste det godt, men jeg slog virkelig knuder på mine bevidsthed for at glemme det), så skete der ingenting. INGENTING. Barnet blev ikke smidt ud af vuggestuen. Han blev ikke holdt uden for af de andre børn. Vi gik ikke glip af en ny revolution. Til gengæld var det så frydefuldt dejligt at sidde og pjække (det var så kun mig der vidste det) derhjemme i sofaen en tilfældig onsdag aften…
    Og må jeg så endnu en gang slå et slag for en af de mest provokerende og lærerige bøger om familieliv: http://www.saxo.com/dk/item/gunilla-bergensten-familiens-projektleder-siger-op.aspx

  • julialahme

    Vi er tossede. Helt ærligt. Det holder jo ikke. Vi bliver nødt til at tage os sammen. Jeg gør i hvert fald. KH

  • Dorthes Roderier

    Hej – jeg hedder Dorthe og jeg er kalender-fascist!

    Jeg stresser rundt på min kærestes vegne over at han intet job har – han selv kan sagtens slappe nogenlunde af over det og kan sagtens få et par timer om dagen til at gå med at slappe fuldstændig af og fx spille computerspil. Men jeg hakker på ham og nu må han også se at komme igang. Jeg finder jobs til ham og det første jeg spørger om når jeg komme rind ad døren om eftermiddagen er hvor mange jobs han har søgt.
    Jeg ville så gerne lade være, men det er som om det kommer ud af min mund alligevel… HADER at føles mig som hans mor bagefter…!
    Min kæreste ved jo godt hvordan man søger et job og hvor man kan finde dem henne. Jeg behøver ikke finde dem til ham.

    Men nu skal det fandme være nok! Jeg tager en øl med dig Julia og holder mine Mor-huskeråd for mig selv! Tak…!

  • Vevika

    Hihihi, det kunne lyde som hjemme hos os. Jeg har virkelig raget “familie-overblikket” til mig 🙂 Ved præcis hva’ vi har og hva’ vi mangler. Men lige om lidt bliver det anderledes. Jeg flytter retur til DK et par måneder før resten af familien(!!!) og min mand får det totale ansvar for familie-overblikket – og når vi genforenes skal jeg huske ikke at rage det til mig igen.
    Han gør det jo helt fantastisk! Og er faktisk også noget mere afslappet. Det kunne jeg vist godt lære noget af…

  • Jane

    Spejler mig, smiler for mig selv og går direkte ud og blander mig en mojito (kan ikke lide øl).

  • mor-til-to

    Hold da fast vi er mange!! Mange af din slags Julia, men ikke så mange der ligefrem står ved det i jp…. :-). Tak fordi du gjorde det, det gav, lige en reminder om at jeg skal huske at holde fast i det “slip-tøjlerne-projekt” jeg egentlig er igang med allerede, men nogle gange glemmer at jeg skal holde fokus på for ikke at ryge tilbage i den gamle rolle. Tak for reminderen,måske sku jeg skrive det i kalenderen 😉 …. (jeg mener det faktisk) som en pop up hver anden uge; Slap af, husk af tage det roligt, tag ansvar for DIG SELV!

    hmmm…. måske ku det holde mit fokus lidt på plads.

  • Anne Lotte

    Av, den sad lige i (moder)skabet.
    Jeg tror jeg skal øve mig lidt i at slippe kontrollen igen, men det er ikke umuligt.
    Jeg vil. Jeg kan. Jeg SKAL. Det er for alles bedste.

  • Anne Lotte

    Ps. Sejt at FruGosch har en mand der er sådan i stedet for hende selv. Det tror jeg aldrig jeg har hørt om!

  • Kirstenk

    Dejlig klumme, jeg var lige ved at tro du havde været hjemme hos mig!!

  • Rikke

    Ihh, Julia. Jeg kender det så godt!!

    Er der en støttegruppe, man kan deltage i, når man midt i arbejdsstresset føler trang til at sms´e til sin mand: “Husk at købe toiletpapir… vi har vist kun en enkelt rulle tilbage”… og samtidig nå at irritere sig over, at han aldrig selv tænker på sådan nogle ting! “Hvorfor er det altid MIG, der skal have overblikket derhjemme???”

    Jeg ville så gerne kunne ligge den controlfreak-hat på hylden en gang imellem og tænke: “Ja, verden går jo nok ikke under, hvis vi en enkelt dag mangler toiletpapir” (det er det, man har kaffefiltre til, har jeg lært af min kloge mand)… men jeg KAN ikke… !

  • KunSandheden

    Erfaring nr. 2: Hvis man sidder på sine hænder (og det skal tages helt bogstaveligt) længe nok, så bliver der faktisk købt flyverdragter OG støvler OG huer OG handsker OG huer inden børnene fryser til is – måske ikke mit drømmedesign, men i hvert fald flere 100 kroner billigere end mit eget projekt. Total win-win (og angstprovokerende mens man venter)

  • Louise

    Nikker genkendende til det hele Julia og dog ved jeg at jeg er blevet bedre (pudser lige glorien!)

    Jeg har øvet mig ihærdigt på at undlade at tjekke havregryns- og kiksebeholdningen, ladet rent vasketøjet ligge dagevis i kurven, “glemt” at kigge i kalenderen efter fødselsdage eller andre arrangementer og faktisk derved opnået at min mand gjorde nogle af de ting helt spontant. De (vores mænd) behøver jo ganske rigtigt ikke at blive (k)ærligt mindet om dit og dat – de kan faktisk ret mange ting selv og vi kan ligeledes lade ret mange ting ligge uden at verden går af lave af den årsag!!

  • Jette

    I lighed med Rikke vil jeg hermed gerne forslå ens støttegruppe ala AA. “Hej jeg hedder Jette og jeg er kontrolfreak derhjemme”. For pokker… Jeg kan genkende mig selv, både i Julias klumme og i alle jeres tankevækkende kommentarer. Måske man bare skal lade det sejle indimellem, og derved lade mændene komme på banen, men som Rikke igen skriver… Jeg kan ikke give slip.

  • Karen

    Du rammer så meget plet Julia! Jeg har lige printet din klumme i 2 eksemplarer: Et til min psykoterapeut som jeg vil give hende når vi mødes næste gang og et til min mand som jeg vil lægge på puden til ham i håbet om at han vil læse den, forstå mig lidt bedre, tilgive mig min bitchy kommentarer og hjælpe mig til at slippe lidt af kontrollen!
    Mange tak og skål!

  • Julie

    Fantastisk klumme! Jeg nød den i flyveren på vej hjem fra Tenerife, og den faldt på et tørt sted, eftersom jeg allerede var igang med fredagens planer, endnu inden jeg havde sat fødderne på dansk jord… Så tak for reminderen!

  • Kathrine

    Hej. Tak! Hvor det bare rigtigt. Jeg er vokset op alene med min skoenne mor, saa jeg kender problematikken fra “mandesiden”. Og har lovet mig selv aldrig at goere det ved nogen.

    Min mor skulle altid saette en vask over lige naar vi skulle spise. Saa kunne man staa der og sorterer sure gymnastik sokker mens frikadellerne braendte paa. Og naar man saa endelig fik maden paa bordet – og var foerste spaergsmaal har du toerret komfuret af/vasket skaalen op/vaeret ude med affald? (oeh det taenkte jeg at jeg kunne goere efter vi havde spist og talt sammen Mor?) osv.

    Puha tror sgu det her et terapi-kraevende teenage-traume :).

  • Birgitte N

    Så skulle I prøve at være gift med en mand, der er facistisk med “husk nu”. Det er jeg – og eftersom jeg selv også er god til at rende i røven på andre med “husk nu”, giver det en udmærket mulighed for at tage sin egen medicin. Samtidig er det fedt, at jeg, når han 30 gange på 1 måned (eller cirka dagligt) har mindet mig om at ringe til tandlægen om vores datters tænderskæren, endelig triumferende kan meddele ham, at der ikke kan gøres noget ved det. Tænderskæren`en. Så jeg derfor ikke behøver at gøre som han ellers havde tænkt sig (på mine vegne) at tage fri og besøge skoletandpleje osv.
    Men kæreste Julia, du har erkendt din emhætning allerede i babybogen, så måske den bare er et karaktertræk du skal finde noget energi i, fremfor at tage afstand fra.
    Kærlig hilsen
    Birgitte

  • Nadja

    Du har så evigt ret! Desværre, kan man tilføje…Jeg kan sagtens genkende mig selv i det, du skriver. Stesser dog kun lidt over det, da jeg pt. er på barsel – men tak for en reminder om, at man måske skal forsøge at ændre det, inden hverdagen begynder igen. Gad vide, om man kan?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *