Solotid

Elias er hos min far, så denne søndag morgen er ikke som de plejer at være. Min far rejser snart hjem til Afrika, så det er om at de to får set hinanden. Johan er et sted i Jylland, og vender heldigvis snart tourbussen mod København. Og nu sidder jeg så her. I vindueskarmen en søndag morgen med al tid i verden. Og savner Elias. Ind i mellem længes jeg efter den der tid for mig selv, og når den så er her, så er jeg rygende, lynende effektiv, mens jeg savner jeg Elias.

P1020231

Efterårsmelankolien udenfor vinduet hjælper nu heller ikke. Men solotid er godt. Den holder. Den er nødvendig for mig, og jeg elsker den i virkeligheden. At kunne arbejde til sent, køre hen over det øde Østerbro mens hele verden ser fodbold, besøge kær veninde på Riget, og lige sy to timer fra 24 til 02. Det holder altså, ind i mellem at kunne bestemme sit tempo selv. Men det bedste ved solotid er, når man ved hvornår den slutter.

7 Comments
Previous Post
Next Post