Yderst på bænken

P1020175

I nat døde min mormor. Hun blev 100. Jeg kommer ikke til at savne hende. Desværre. Hun var ikke just interesseret i at være mormor, og vist heller ikke helt i at være mor. Da min mor var døende og bad om at se hende, kom hun ikke. Det er facts. Men der er også de andre ting. En kvindeskæbne jeg ikke kender. Et liv jeg ikke forstår, og en måde at tackle livet på jeg slet ikke begriber. Jeg sørger ikke. Men jeg er vemodig over den kontakt og det forhold der kunne have været. Og så er der linket – det link, der er væk. Min mor er ikke mere, min mormor er ikke mere, så nu sidder min søster og jeg alleryderst på bænken, og er dem, der er. Vi passer heldigvis på hinanden.

14 kommentarer

  1. Må hun hvile i fred. For det lyder ikke som om, hun har haft meget fred, mens hun var her, hvis hun ikke har villet jer og jeres familie. Èn ting kan man dog sige om alle kvindeskæbnerne i din familie, det er nogle særdeles stærke nogle af slagsen, selv om det kan komme til udtryk på mange måder.

    Kh
    Lykke

  2. Jeg tror du mistede din mormor for længe siden. Men derfor er det stadig tankevækkende, når familie går bort.
    Dine ord fra bogen klinger stadig i mig – “galden har holdt hende glat og stram, kærlighed bliver man blød af”

    Du kan være din mormor taknemmelig for at hun lærte dig, hvordan du ønsker at finde din egen kærlighed – og leve efter det!

  3. Pyh. Det er hårdt at sidde der, yderst.
    Gør det også selv, har gjort det urimeligt længe. Og det er på utroligt mange måder helt uretfærdigt.
    kh

  4. Julia, det er godt du og din søster har hinanden. Og at du ikke ligner din mormor.
    Vi vælger ikke selv vores familie, og det har du så smerteligt fået understreget med de tanker, som din mormors død har sat i gang.
    Kram

  5. Pyh…..græder stille tårer over dit indlæg. Føler mange følelser på dine vegne. Måske er de bare mine egne.

    – Jeg er vred på din mormor over, at hun ikke kom til din mor, da hun var døende.
    – Jeg er ked af det på dine vegne over, at det ikke var din mor, der skulle leve et langt liv ist for din mormor.
    – Jeg er skræmt og trist over at prøve at forestille mig, hvilket liv din mormor må have haft. Det synes så trist og meningsløst…

    Mon du og din søster deltager i begravelsen? Altså ikke at I er forpligtede men i håb om en art closure (mangler bedre ord)?

    Mange kærlige tanker til dig, Rikke

  6. Godt at du og din søster har hinanden, og at I passer på hinanden. Bliv ved med det!
    Og så nyd Bedste Karen endnu mere – hun har valgt dig/Jer!!!

  7. Kondolerer.

    Julia, der er mange familier, der ville være rigtig godt tjent med at have én som dig yderst på bænken. Si’r det bare …

  8. Kvinder der mangler moder-genet er desværre ikke en sjældent oplevet ting. Min egen familie er heldigvis meget kærlig, men på svigersiden er der sket følelsesmæssige svigt, der er svært at begribe når man selv er blevet mor og har oplevet hvor meget kærlighed der opstår til det lille nye menneske og til resten af verden, når man holder sit barn i armene og hører “moar” gennem knus og lidt snot om næsen. Tak for ærlig og kærlig blog.

  9. 🙁 Og i nat døde min farfar.. Malthes oldefar. Han fik fred.
    Godt I har hinanden og du har din kæreste og lille søn.

  10. Du og din søster sidder yderst på bænken Julia. Men heldigvis sidder din far på en træstamme i Afrika og er der med jer.

    Han er den, I har tilbage, udover hinanden, som har kendt jer altid. Som kan huske historierne fra jeres barndom og har billederne af jer i sit hovede. Han er den, som ved, hvem I er, og hvad I er kommet af.

    Din far er den, I har tilbage. Udover hinanden.
    Min far sagde engang, at det er hårdt, når der ikke er nogen tilbage, der har kendt en altid. Men at det, som gør, at han selv kan acceptere døden er, at han ved, han vil leve videre i min søster og jeg. I vores gener, vores hjerter og vores historier om ham.

    Han er her endnu, min far. Og det er din heldigvis også.

    Kærligst, Rikke

  11. Har også måtte sige farvel til min mor alt for tidligt… og egentlig til min mormor, som godt nok stadig lever, men ikke kunne finde ud af andet end at såre min mor, da hun var allermest syg.
    Der er ikke meget at sige – men en masse at mærke.

  12. Tænk at livet koster livet!
    Det er altid samme pris.
    Kom med glæde! Vær til stede!
    Tanken spreder øjets dis;
    rigt og bredt går livet ned
    i evighed.

    Godt at livet koster livet!
    Godt at synge dagens pris.
    Det er glæde, alt til stede,
    i et nu er paradis!
    Tørstende når roden ned
    i evighed.
    JØRGEN GUSTAVA BRANDT 1985

    1. og sidste vers af en af mine ynglingssalmer salmebogen.

    God styrke til dig og alle jer andre der måtte have brug for det.

  13. Og ville så ønske det var min far der sad på en gren i Afrika. 😉
    Han døde da jeg var næsten 12 og uden jeg nogensinde kendte ham særlig godt. Altså ikke meget historie at have med resten af livet. Om ikke så mange år er jeg lige så gammel, som han var da han døde!! Det bliver mærkeligt.
    Knus fra Marie

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *