Tidslommer

0219

Fornemmelsen af ikke at nå alt det jeg gerne vil, fornemmelsen af at weekender og dage smutter mellem fingrene på mig, er på en eller anden måde kun blevet stærkere jo ældre jeg er blevet. Det gælder helt sikkert om at øve sig i at fastholde nuet, men ind i mellem gælder det vel også om at øve sig i at være ligeglad med alt det man ikke når? Og bare skyde det væk? Jeg talte med en kvinde, som er mor til tre børn, forleden. Hun sagde at efter nummer to havde man jo alligevel givet helt og aldeles afkald på tid til sig selv. Og ja, det har man vel… Men det lyder faktisk ikke så rart. Der må der være muligheder for at skaffe sig lommer af tid? Bare ti munutter her og fem der?

15 kommentarer

  1. Jeg tror på, at hvis du ikke finder tid til dig selv, på den ene eller den anden måde, også selv om det kun er fem minutter ude på toilettet, så brænder du sammen og kan dermed heller ikke være noget for andre. Men måske tror vi bare, at tidslommer kun kan være spa, veninde-snak, storbyferie og tid på altanen med avisen, men hvad nu hvis vi allerede har tidslommer og vi bare ikke har defineret dem som sådan? Det er jo også en vej at gå, hvis tiden virkelig er knap.

  2. Efter at have bragt 3 børn til verden kan jeg kun sige, at det bliver rigtig, rigtig svært at skaffe sig de der hemmelige tidslommer, hvis man ikke selv jagter dem, kræver dem og tager dem.

    Jeg er blevet meget bedre til det, men det har krævet en indsats fra min side at lære det, og der er altså stadig uudforsket land på det område.

    Men hver 14. dag mødes jeg f.eks. med en flok veninder til kaffe og kage og FRIHED. Det er så skønt, at lade mand og børn være mand og børn, smutte fra opvask, madpakker og sengeputning og bare have et par timer i fred.

    Jeg kunne dog sagtens bruge lidt mere MIG-tid, men mon ikke det kommer. Øvelse gør som bekendt mester, og børn har det også med at vokse!

  3. Kære LS -du har ret – det er noget med øjnene der ser.
    Og PiaLouise, ja – de vokser!
    Men sejt at du kan finde ud af at finde den tid…

  4. JA man kan godt finde tiden og jeg tror også man skal 🙂 Jeg lærte hurtigt min datter at jeg skulle have EGO-tid. Så bad jeg om pause, mens hun tegnede fx. Selvfølgelig havde hun da en alder hvor man kunne sige: Nu leger vi en leg….

    Nu er hun 15 og jeg kan stadig bede om EGO-tid, hvor jeg vil være i fred. Det kan være alt fra 15 minutter dengang, til timer idag. Og det fungerer fint og jeg tror den er lidt nødvendig for at holde sig sane 😉

    Vores børn lukker også af og til deres dør og beder indirekte om Time Out…

  5. Jeg tror man bliver nødt til at have en gensidig forståelse med børnenes anden forælder om at det er ok at sige NU trænger jeg til…i mit tilfælde en løbetur. En halv time på landevejen, og jeg er en ny mor. Derudover har vi her i huset militærdisciplin når det gælder sengetider. Senest kl. 20 SKAL der være ro. Det giver et par timer om aftenen til MIG. Især efter at fjernsynet strejkede her for en måned siden – det var sgu en befrielse! Måske burde jeg brugt tiden på husarbejde, for er er ikke vanvittig rent og pænt, men det er en priorieringssag:-)

  6. Den slags tidslommer er man nok nødt til selv at skabe, de kommer sjældent og byder sig til.

    Mine unger pjatter med at når jeg svarer:” mmmmmm…….” på en helt bestemt måde, så er jeg udenfor pædagogisk rækkevidde.
    Så ved de at servicevognen er kørt i garage, at mor er sat på pause.

  7. Det ER muligt, at finde tid til sig selv. Det kan være cykelturen til daginstitutionen, 5 minutter under bruseren, eller en rigtig klassiker: Vaskekælderen! Jeg hørte engang om en kvinde, der havde i sit cv under punktet fritid, havde skrevet: vasketøj. Hun blev kaldt til jobsamtale, og hen mod slutningen af samtaler falder snakken så om det der vasketøj. Kvinden forklarer: “Jo, vasketøjet SKAL ordnes, der er ingen andre der gider gå med, og det kræver ikke stor tankervirksomhed. Når jeg ordner vasketøjet, finder jeg samtidigt tiden til mentalt at slappe af og lade tankerne flyve.”
    Klog kvinde, tænker jeg… hun ser bægeret halv fyldt og ikke halv tomt.
    Jeg er faktisk også blevet ret glad for vasketøjet… trods alt

  8. Vil give de andre ret i, at vi (mødre) skal kunne finde det dér ego-tid, me-time eller hva’ du vælger at kalde det – tidslommer…
    Jeg tror også på, at hvis vi ikke finder det, så brænder vi ud – og med at blive nogle bitre kvinder at være sammen med.
    Jeg tror så bestemt også på, at det er vores eget ansvar at finde de der tidslommer. Jeg selv sætter stor pris på at gå tur med hunden, lige at kigge forbi vores gode skrædderven i Nordborggade (han taler om ting, tekstiler og andet, som overhovedet ikke er en del af min verden) eller løbe en tur (bare rundt om en enkelt sø, tak!).

    Måske du skulle gen-læse Skyggebjergs bog igen??? Bare et forslag. Jeg kigger jævnligt i den for liiiige at minde mig selv om, at jeg skal huske de tidslommer.

  9. Jeg er så enig med Det lille Spørgsmål….og I andre, som er inde på noget af det samme.

    Det handler om, hvordan man definerer begrebet, og de briller man ser sit liv med. Ja, det ER svært at nå egne behov. Fordi man liiiige skal servicere, svare, tage sig af….alle de andre i familien. Og hmmm….man…..(jeg) er ikke lige så ansvarlig som min kæreste ift at TAGE mig ego-tid 🙂

    MEN den ER der, hvis man ser den. Eksempelvis de sidste par timer, hvor to børn OG kæreste har sovet. Og jeg har drukket te, set krimi, været på nettet. Kort sagt: haft egotid. Måske er jeg bedst til at tage den, når de andre sover eller ikke er hjemme 😀

    Men ja, der behøves ikke spa og anden luksus. HVIS der skulle så meget til, så kunne man da hurtigt få et ret trist syn på tilværelsen 😀

    Alt i alt er det vel en god øvelse at være i nuet og værdsætte de stunder man har. Både:
    – når man smører madpakken for kæresten og lægger en lille kærlig besked ved,
    – når man griner og nusser med sin baby,
    – når man taler med sin store om et eller andet, som måske ikke er vildt interessant, men som er sødt, og som man skal huske at nyde og suge til sig af, fordi det bare er lige nu, at ens 8-årige taler på lige nøjagtigt den måde, med de formuleringer, og de emner osv.
    – når man er længe om at putte sine børn, men samtidig kan tænke mange tanker, selv hvile sig lidt måske eller bare snuse til deres hår
    – når man drikker en god mundfuld rødvin
    – når man mærker vinden i sit hår mens man cykler
    – når man går i spa eller i byen eller shopper eller hygger med vennerne og og eller eller….

  10. Jeg læste, i et af de der gravid-mor-barn-blade, om en mor der til tider sørgede for at familien løb tør for mælk, så hun var nød til at køre på tanken (alene) og dermed fik alene-tid på den måde. Lidt alternativt – men jeg er HELT enig i at det er vigtigt. Det er det i hver tilfældet for mig:-)

  11. Altså jeg ville bare lige pointere, at der er så meget godt i livet, og ikke ALT er egotid…

    Man kan jo også godt nyde nogle af de andre ting 😉 Altså de ting, som man ikke kun gør for sin egen skyld…

    Knus

  12. god pointe fruGosh. Er meget enig. Selvfølgelig skal man gøre noget man selv gerne vil, men jeg synes, det er en kedelig diskurs at komme i, når man taler om EGOtid. Jeg tænker på, at jeg skal “tage mig selv alvorlig”, og det betyder for mig noget med, at når jeg mærker en lyst til et eller andet, så skal jeg ikke glemme den, men prøve at mærke den og gøre noget ved det. Det kan jo godt bare være at lave den aftensmad, jeg har lyst til eller lignende. Og så må børnene gerne være med, det er mig der har bestemt præmisserne…
    I øvrigt tak for en fin (og hyppig opdateret blog). Jeg har læst med i længe uden at kommentere.
    Britt

  13. De små tidslommer, dem der lige er 5 minutter her og der. Sådan på vej til bageren om morgenen, eller når det tager ekstra lang tid at gå i gården med vasketøjet. Dem kan jeg finde, og nyde. Men kun fordi jeg er opmærksom på dem. Og fordi jeg tager mig den lille smule tid der skal til. For selv de små lommer kan hurtigt blive optaget. De små tidslommer, er nødvendige hver dag. De store tidslommer må planlægges. Og de er mindst lige så nødvendige i det lange løb. Ellers bliver man (jeg) jo bims. Jeg synes bare desværre at det svært, at der er så få af dem. Når jeg nu så godt kan lide at være alene.
    Det er faktisk ikke så ukompliceret i min hverdag, både at ville være sammen med dem jeg elsker, og så ikke ville være det. Det er noget mor-noget som jeg slet ikke havde set komme.

  14. Efter at have været alene med 2 børn i 10 år og selvstændig sprællekvinde uden fornemmelse for faste spisetider og mønstre har mine aftener været mine hellige øjeblikke. Jeg har ordnet negle den ene aften, taget fodbad og ansigtmaske den anden, hængt vasketøj og fyldt opvasker mens lakken tørrer og masken størkner. Senere nyder jeg min aftensmøg ude på min skønne altan, og jeg gør stadig alt dette , selv nu hvor de 2 skønne er 13 og 15.
    Og derfor ser jeg altid godt ud og føler mig ligeledes.
    Kram
    Christina

  15. Som mange allerede har sagt: VÆLG oaserne af og til. Søg dem aktivt, så er de der!

    Og noget andet, som ganske vist ikke er så nu-og-her-agtigt, men som er en hjælp, når det ser værst ud: Det er en overgang. Den er længere end tigerspring, kindtænder og adskillelsesangst, men hvis man træder et skridt tilbage, så er det en relativt lille andel af sit liv, at man virkelig er hængt op i ørerne med små børn og hvad deraf følger af logistiske krumspring og lange, stjålne blikke til avisens rejsesektion, yndlingscafeen, spontaniteten, og alle de andre ting der står stand by i et hjørne af ens tilværelse. Det kommer igen! Mulighederne gør, i hvert fald. Hvis man ikke i mellemtiden har udviklet sig til et uhyre, som ikke kan sætte sig ned og slappe af, før alt vasketøjet er lagt sammen, sølvtøj og vinduer pudset, potteplanter nippet og nappet, dimser støvet af, og møbler og mand renset og banket. Jeg har en gensidig aftale med en veninde, om nådig aflivning hvis det nogensinde skulle gå så galt.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *