Mænd

Igen igen igen igen kunne jeg ikke finde dagens klumme på epn.dk, så her kommer den. Den handler om mænd. Og kvinder. Mest kvinder. Men er mest til mænd.

Kære Mand

”Du er endnu smukkere end før du fødte.” Kære Mand, det er den sætning, vi drømmer om at høre. For vi er usikre. I bund og grund er vi så usikre, at vi ikke kan holde det ud. Når vi bliver gravide forandrer vores kroppe sig ubønhørligt. I begyndelsen venter vi på hver eneste forandring med spænding og glæde; vi glæder os til man rigtigt kan se, hvad det er vi venter os, og maven ikke kun ligner resultatet af alt for mange besøg hos bageren. Efterhånden vokser maven, og bliver for mange af os, ganske usympatisk, en form for trofæ; et bevis på at man kan få børn, et bevis på at man er voksen og har truffet det vigtigste valg. Brysterne vokser også. Til nogle kvinders store glæde, og til langt de fleste mænds absolutte og udelte fornøjelse. Kroppen forandrer sig, og vi flyder med. Morgenkvalmen fortager sig, og ud af de dunkle dystre snørklede gange, det konstante ubehag har trukket os igennem, dukker en vordende mor frem. Det er et særligt dyr, du kommer til at møde, dér i køkkenet over morgenmaden: Redebyggeren. Hende, der trods hævede fødder, kronisk sult og afgrundsdyb nærdøds-træthed der går gennem marv og ben, insisterer på en tur til IKEA. Hende, der nærmest ikke kan sidde bag et ret, men alligevel bruger weekend efter weekend på at høvle provinsens loppemarkeder igennem for at finde lige præcis den dims, der kommer til at gøre børneværelset til det absolutte unikum inden for boligindretning. Hende, der sadler bilen og kører to dage gennem nordsverige for at finde en slagbæk, du skal rense med syre, og male i en lækker mintgrøn nuance, for kun at male den om, når barnets køn bliver kendt. Redebyggeren er hende, der selv inden hun er fem måneder henne ved mere om Babysams varesortiment end om Nettos. Du, kære Mand, opdager pludseligt at du er ved at få barn med en ekspert ud i børnesikring og selvom der endnu er mere end et år til dit ufødte barn kommer til at gøre boligen usikker, er der allerede børnesikret i en sådan grad at du skal bruge fire hænder og en knibtang til at åbne køleskabet. Hende du forelskede dig i i tidernes morgen, er stadig derinde et sted. Det ved du, når hun pludseligt fortæller dig, at hun er klar på en ordentlig tur i byen, et stor fadøl, og så et ordentligt knald! Selvom hun er otte-en-halv måned henne, og du knapt kan give hende et kram uden at blive sparket i mellemgulvet af familieforøgelsen.

Så kommer barnet, og kroppen forandrer sig igen. Hører din kæreste til de lykkelige og ganske få, er hun en af dem, vi andre almindelig kvinder i virkeligheden ikke så godt kan lide: En af dem, der taber alle de kilo hun har taget på, i samme øjeblik som din arving ser dagens lys. Er hun ligesom flertallet sidder hun med dit yndige barn på armen, og kan stadig mønstre en kampvægt en ti-femten kg over normalen. Og igen vokser brysterne. Du tror at nogen har velsignet dig, men i virkeligheden er det mælken, der løber til, og inden du ser dig om er de (brysterne) totalt omgærdet af elektrisk hegn og forbudszone for dig. De næste seks måneder, er det bare om at gøre dig umage. Det er her, du, Kære Mand, bestemmer om din kæreste skal elske dig til hudløshed resten af dine dage, eller forbande dig hen hvor pebberet gror inden dit barn kommer i vuggestue. For hun er træt. Og brugt. Og ensom. Og Mor. Så hold hende tæt, fortæl hende at hun er smuk, fantastisk, dejlig, god til børnehalløjet, og husk at et kys når man mindst venter det, tæller hundrede gange mere end et man har bedt om. Langsomt finder det hele sit naturlige leje, og hvis du hjælper din elskede, så går det hele hurtigere end hvis hun selv skal navigere i Jeres nye liv. Og kroppen forandrer sig igen. Når hun stopper med at amme, når kroppen begynder at finde sig selv igen, ser det hele nok lidt anderledes ud end før. Det behøver du slet ikke lægge mærke til. Du skal bare huske at det hun er ked af (mindre faste bryster, løsere lår og så videre), skal du i kærlighedens navn omfavne og elske. Og det er her, sætningen kommer ind i billedet: ”Du er endnu smukkere end før du fødte”, bør være dit mantra, og hvis du elsker hende, så passer det også. For du er heldig. Tænk at hun hare båret dit barn under sit hjerte, tænk at hun har gjort dit til far, og tænk at du får lov til at elske den kvinde, der har gjort det muligt for dig at få alt det du ønskede dig. Så frem med poesien, kyssene og de to tændte lys. Du er en heldig mand.

9 Comments
Previous Post
Next Post