The Monster Within

Jeg skal åbenbart ikke sove i ret mange nætter før jeg begynder at tænke over at det også kunne være rigtigt fint med en kolonihave. Eller en rigtig have. Eller bare en altan. Og når så bedste Karen sender billeder som det her, hvor hun har plukket kolonihaven tom for ærteblomster, ja, så begynder jeg igen at forfalde til idylliske forestillinger om, hvordan jeg sidder der midt i blomsterfloret og bælger ærter. Hvorefter jeg lige smutter hjem og sylter et eller andet. Det kommer aldrig til at ske, men tanken er rar nok. For, hvad er det der sker, når man får barn, og pludseligt får den der indvendige stræben mod idyl? Mod middage med storfamilien a la den italienske mafia? Eller begynder at overveje om det virkeligt er så hårdt med en have som man ved det er? Jeg tror, at der inden i mig i virkeligheden bor et “shabby chique-monster”, der ind i mellem kæmper for at komme ud. Jeg må holde det nede.

12 Comments
Previous Post
Next Post