Dagens klumme… Om stærke forældre

Kunne jeg igen ikke finde på FPN.dk, så derfor får du den her. Måske er den lidt en gentagelse af, hvad der er foregået på bloggen den sidste tid, men jeg håber alligevel at du har tid til at læse den.

Om stærke forældre

Jeg har lige været syg. Sådan rigtig syg, hvor jeg blev indlagt akut, fik fjernet en blindtarm, der blev opdaget betændelse steder, man ikke vil have det, og derefter kom jeg hjem, pumpet med penicillin og fyldt til randen med træthed og ondt i kroppen. Det var ikke godt. Det gjorde ondt alle vegne, og på grund af syninger kunne jeg end ikke løfte Elias. Og så var det her balladen begyndte for alvor.

Elias er snart halvandet år gammel. Halvandet år vild, halvandet år gammel, halvandet år tung og i hvert fald bevidst om hvem han selv er, og hvad han mener, han med rette kan forvente af sin mor. For eksempel at blive taget op, når han vil, krammet når han har lyst og løftet op til ting, han endnu ikke selv kan nå, fordi han jo kun er halvandet år høj. Jeg blev naturligvis syg i lige præcis den uge på året, hvor min mand havde allermest travlt, og slet ikke var hjemme – hverken dag eller nat, så der blev indforskrevet babysittere både til Elias og til mig. Problemet var ikke babysitterne – de var fantastiske, men at Elias faktisk opdagede at noget ikke var som det plejer. Så han blev endnu mere pylret og ville krammes og kysses endnu mere end han plejer, og blev da også selv lige småsyg oveni.

Dagens klumme er sådan set ikke en klagesang over hvor hård en uge jeg har haft, men en afgrundsdyb undren over hvor lidt man kan tillade sig at være syg eller have ondt, når man er forældre. For en del af aftalen man indgår når man siger ”ja tak” til den gave det er at få et barn, er at være den store; den voksne; den stærke. Man skal kunne holde løver og onde drømme på afstand, man skal kunne lave havregrød og løfte et lille menneske op på puslebordet, og man må ikke være for tung i hovedet til at kunne tyde de ord, der endnu ikke er formet, så man helt forstår dem. Man skal være på. Fireogtyve – syv. Dette siger jeg ikke for at bidrage til den lange liste med krav til den perfekte familie, men blot som konstatering, for var det ikke for vuggestuer og bedsteforældre, så ville man jo være nødt til at have et øje på hver finger hvert minut hele døgnet. En mor – og en far – skal fungere og være funktionsdygtige. Det mærkelige jeg opdagede var, at det gjorde mig mere ked af det, ikke at kunne være ordentligt til stede for Elias i en sølle lille uge, end det faktisk gjorde at have ondt. Jeg synes det var rædselsfuldt, at være sat ud af spil, at se skuffelsen på hans ansigt og at skulle bede andre om hjælp til at løfte ham op i min favn. Ikke fordi jeg krydser fingre for at jeg en dag bliver en superkvinde, der kan alt, men fordi jeg krydser fingre, tæer, arme og ben for at være en supermor. Ind i mellem. Gerne i stramt blåt tøj og en rød kappe med et gyldent M på brystet. Fint med mig. Den slags mor, som man altid kan regne med, og som man ved er der. Ikke den slags der bager boller i tide og utide, men den slags, der hjælper en med de vigtige kampe i livet. Sådan havde min mor det også. Og hun var ikke syg i en uge, men i flere år. Min mor var syg af kræft i sine sidste år, og jeg forstår nu, de ting hun forklarede mig om at savne os, selvom vi sad lige ved siden af hende, og holdt hendes hånd. For jeg er helt sikker på, at den måde hun ønskede at være mor, for sine voksne og store børn, ikke var  den udeltagende slags, men den slags mor der kan huske, hvad der blev sagt i går, og den slags mor der ved, hvor barnet er på vej hen i morgen. Men hun kunne ikke. Hun var for træt, for afkræftet og for svag til at kunne holde sig oprejst i længere tid, og sine tanker var hun heller ikke mere selv herre over hele tiden. Det var slemt for os, men værst for hende.

Den store aftale om at de voksne passer på børnene, holder vist nemlig ikke op. Man afleverer ikke ungerne ved kassen på deres 18års fødselsdag. Man holder fast i dem. At have børn – kan jeg efterhånden så småt forstå – er ikke en del af livet i en periode. Børnene er en del af livet hele livet. De gode forældre, dem der vil tage del, ønsker sig sundhed og styrke, så de selv når børnene er godt på vej mod de fyrre, kan tage fra, støtte dem, og sørge for de ikke snubler. Så forældre skal være i god træning, de skal kunne holde hovedet oven vande, og holde vejret under det, når det gælder. Også når de er halvfjerds. Den uge, jeg lige har taget, hvor jeg hverken kunne holde vejret for mig selv, eller for andre, var ikke god. Især fordi jeg hemmeligt var nervøs for at påføre mit barn varige mén og minder om afvisninger fra sin tidlige barndom. Nu kan jeg løfte ham, kramme ham, og svinge ham rundt igen, og jeg kan se, at han faktisk har glemt hele sidste uge. Som småbørnsforældre har vi nemlig én grundlæggende forsikring for at klare os nogenlunde: Vores børns evne til at være lige her, lige nu.

13 Comments
Previous Post
Next Post