Dage, hvor man har brug for alle de kanelsnegle man kan få

Herude på bloggen, tror jeg tit at vi alle er i samme båd. Men det er vi ikke. Det lærte jeg nemlig forleden:
Jeg skulle hente Elias. Jeg kom for sent, for jeg kunne ikke finde min cykelhjelm, og jeg styrtede rundt i lejligheden og ledte efter den, indtil jeg endelig fandt den og kunne komme ud af døren (jeg har nemlig en storneurotisk tvangstanke omkring at dén dag, jeg kører uden hjelm, vil jeg blive pløjet ned og dø en langsom død med hjernemassen sivende ud af ørene. Eller noget.) Jeg kom ned i vuggestuen og ind på den stue, hvor alle ungerne var samlet. Der stod jeg så lidt og så på Elias, inden han så på mig. Han legede lige så fint med en stor gul plasticlastbil, som han puttede en grøn krokodille ind i, mens han sad og brummede. Det var meget fint og fredfyldt der allersidst på dagen. Så kom jeg og forstyrrede. Ikke så smart. For at sige det mildt. Meget mildt.
Da jeg prøvede at lokke Elias med hjem gik han amok. Han skreg hele vejen ned i regntøjet, hele vejen ud på cyklen, og så stoppede det heldigvis også. Tilgengæld gik han i gang med at skrige på mad. Så vi stoppede ved bageren. Jeg tog cykelhjelmen af. Troede jeg da. Det viste sig at den sad fast i mit hår, så mens jeg balancerede med 14 kgs fastspændt baby, en cykel der ikke kunne stå fast, regnvejr, der trommede ned, havde jeg så en filtret masse hår og en cykelhjelm hængende ned af kinden. Og der, lige der i mit allermindst overskudsagtige øjeblik (og stadig med cykelhjelmen hængende i håret) kommer en kvinde (smuk, høje hæle, lækker frakke, paraply, fin taske, makeup, tørt hår, the works) hen og siger:

Hej, jeg har læst din bog. Den er ok, men jeg vil lige sige dig, at sådan har mit barn altså aldrig opført sig. Jeg synes du overdriver lidt. Og det er ikke særligt solidarisk. Du må jo huske på at det med børn ikke er sværere end DU SELV gør det til. Det er det samme med amning og søvn. Ja, det er jo kun for at hjælpe dig, men det kan jo være at du har brug for et lille puf.

Mere gennemblødt end da samtalen startede, og stadig med hjelmen kækt på sned, fik jeg sagt ”Tak for dine værdifulde input”, og endda “Jeg sætter stor pris på din interesse” og gik hjem. Med filtret hår. En cykelhjelm, der skulle tvinges af og en endelig glad unge med en våd bolle. Så nej, den fælles referenceramme er bare ikke er så fælles. De der liv er meget forskellige. Og det er børnene også. For ligesom at understrege dét, rakte Elias tunge og sagde AaaaaaD, da vi var på vej væk. Se, det er min dreng!

39 Comments
Previous Post
Next Post