Ferie + dagens klumme

FØRST: TAK! Fordi i hjalp Johan og mig med at stemme. Og tak fordi I deltager i min første blog give away. Vi laver den store filmateriserede lodtrækning i weekenden.

I morgen er det feriens sidste dag – og Elias har netop afsluttet en to-timers skrigekoncert, hvor han nåede at kaste op på sig selv i hysteri, prøve at flytte rundt på møblerne og ovenikøbet også at kysse og ae (det gør noget rigtigt godt for moder- og faderhjertet, når man ellers er klar til at sælge barnet for 5 kr inkl ekstraudstyr.)

I dag handlede klummen i Jyllandsposten sjovt nok også om ferier. Den er skrevet for et par uger siden, og igen rakte min tekniske snilde ikke til at finde den på jp.dk, så her får I den (og tak, hvis du gider at læse den!!!):

Ferie – fra hvad?

Jeg har ønsket mig en ferie i halvandet år nu. Sådan en, hvor jeg går rundt på stranden i totalt god form, gyldenbrun og iført en bikini, der skjuler og fremhæver for alle de 1500 kroner jeg i et øjebliks vanvid har lagt for de fire stykker snor og tre frimærker. Jeg er toplækker, og på ingen måde solskoldet. Når jeg kommer hjem har jeg læst nobelprisvindende litteratur, dyrket uhyggelig svær yoga, spist enormt sundt og drukket the. Ikke kaffe. The. Jeg er totalt afslappet og i zen med mig selv. Min mand er selvfølgeligt afslappet som jeg, toplækker og helt utrolig vild med mig på min drømmeferie, hvor vores barn ikke bliver skoldet, pludseligt kan lege uforstyrret i timevis, ikke er kræsen, lærer at tale (også i sætninger, hvilket er ret flot når man er 15 måneder), pludseligt bliver renlig og endelig sover igennem: fra klokken 8 om aftenen til klokken 9 om morgenen, hvor han vågner og selv laver grød. Stedet hvor denne ferie afholdes er irrelevant, men der er varmt, folk er enormt søde og lommetyve og maveonde er fremmedord.

Virkeligheden ser nok snarere sådan ud:

Det bliver noget med at vi står i en kø i lufthavnen kl fem om morgenen, efter en amputeret nat, hvor barnet har groet tolv nye tænder presset frem af  41 i feber, og venter på at det bliver vores tur til at tjekke ind på et billig-fly. Vi kommer til at stå rigtigt længe i køen sammen med alle de andre fattige stakler, der – som vi – bilder sig ind at det er meget mere autentisk selv at stykke sin ferie sammen og komme af sted fire-fem mennesker i en uge for det samme som et mellemstort kollegium tjener i flaskepant en fredag aften, end det er at købe en luksusferie-pakke-rejse. Det er den tanke, vi fattige trøster os ved: Vi er autentiske! I virkeligheden har vi bare ingen penge. Igen i år. Så regner jeg med, at vi knapt er kommet igennem sikkerhedskontrollen før Elias skider første gang og vi opdager at hverken den ene eller den anden har huske bleer og skiftegear. Efter at have løst krisen, skaffet bleer og udstyr, skiftet barnet uden selv at blive smurt ind i noget (succes!), bliver der fire et halvt minut til at nå ud til gaten, som i sagens natur ligger i den modsatte ende af, hvor vi nok befinder os på det tidspunkt.

Det er i hvert fald det scenarie jeg planlægger efter. Det billige fly er det eneste, der er helt sikkert, resten er op til sønnen, skæbnen og dagsformen. For vi skal på ferie, For første gang med Elias, og kun for anden gang sammen. Vi har nemlig aldrig været særligt gode til hverken at spare op, lade være med at arbejde hele tiden eller til bare at hive stikket ud. Men er der noget man bare bliver nødt til at lære som børnefamilie, så er det det: At hive stikket ud, at være sammen og at nyde når der endelig er ro. Så vi tager til Frankrig. Og regner med at der bliver ro om aftenen og fuld knald på om dagen. For denne nye familiedisciplin, ferien, er noget vi også skal lære nu. Med til den gode ferie hører at de voksne kan slappe af og at den lille ikke falder ned af trapper, bliver bidt af en endnu uopdaget klapperslangeart, eller Gud bedre det: At barnet får tænder præcis den uge.  Problemet med det hele er bare at selve livet som småbørnsfamilie er i grundlæggende modsætning til hele ideen om ferie: Med til børnefamilielivet hører, at der aldrig er ro, og at når der endelig er ro, så er der jo en der får tænder. Så, hvordan får man børne-og-voksenferien til at gå op i en højere enhed? Jeg tror svaret er forberedelse: Panodiler til børn og voksne, rigeligt af det og i både fast og flydende form. Styr på bleerne. Styr på sutterne. Og styr på solcremen.

Og måske frem for alt: Styr på forventningerne. Nej, jeg bliver nok ikke lige så afslappet og rolig, som hvis jeg tog på ferie alene. Nej, jeg får nok kun læst en krøllet udgave af en gammel søndagsudgave af avisen her, i stedet for at fordybe mig i russisk filosofi, eller noget andet, jeg indtil nu mangler at forstå. Og hvis min mand og jeg tog alene på ferie, ville vi nok både være brunere, mere udhvilede og have prøvet flere eksotiske retter (og flere andre eksotiske ting). Men vi skal på familieferie! Og jeg glæder mig! Til sand mellem små tykke tæer, til at se min søn opdage nyt, til at være sammen med ham i dagevis uden man lige skal ordne noget vasketøj også. Jeg længes efter kølig hvidvin på en terrasse i aftenlyset, lyden af fremmede fugle og kys for enden af en lang dag. Jeg glæder mig til en uge uden vuggestue, en uge uden kalenderstyring, en uge uden vasketøj og Netto. Men en hel uge med ro til at lege med den samme åndssvage klods i timevis. Og jeg har sænket forventningerne, både til mig selv, min mand og mit barn. For hele pointen med ferien er at vi ikke skal nå noget. Heller ikke nå at leve op til noget. Vi skal bare nå at være.

Til et megaautentisk hus (der er sikkert både farlige trapper, manglende børnesikring og farlige dyr), og jeg lader som om at det er et projekt jeg er totalt, helt og aldeles rolig omkring. For en del af det at skulle på ferie er, at undlade at være stresset omkring ferien. Det er faktisk noget af det jeg synes er allersværest, nu, hvor vi er en børnefamilie: På den ene side ved jeg jo at der er ting og sager, der bare er nødt til at blive planlagt for at turen overhovedet bliver rar (altså, hvem gider Frankrig i en uge uden klapvogn til et-årig?), og ting, der skal ordnes førend vi overhovedet kan komme af sted (børn skal nemlig have pas…), og ting, jeg er nødt til at have med i tasken for alle eventualiteters skyld (modgift mod diverse bid, børnepanodiler og ditto-voksen), på den anden side er en god ferie jo også sådan en hvor man er lidt spontan og mere afslappet end ellers. Jeg ser det bare ikke for mig

8 Comments
Previous Post
Next Post