Klummen i dag

JP har ikke lagt dagens klumme ud på det der indernet, så her får I den så i stedet. Den handler om… fødsler….

(Vær lige sød at bære over med stavefejl, da der ikke er læst korrektur på denne udgave og jeg er så rædselsfuldt træt, at jeg ikke selv kan.)

Evolutionen tog fejl ét sted.
(Der er ikke andre forklaringer)

I løbet af en ganske almindelig mandag mødtes jeg forleden med to veninder. De er begge lige gravide i fjerde måned. Den ene er ekstatisk af lykke, den anden er taknemmelig og glad, men ved, hvad hun går ind til, og er derfor måske en kende mere afventende. Den førstegangsfødende veninde taler om yoga, bækkenbundsøvelser, økologi og om at komme tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Hun har et arbejde, hun er forrygende dygtig til, som hun elsker, og som stadig ikke er finanskriseramt, så hun har ikke behov for at gå og lurepasse. Hun forestiller sig at den kommende far naturligvis tager tre måneder, så hun kan få en rolig start på arbejdsmarkedet. (Og så vidt jeg kan forstå er de kommende forældre begyndt at tale om det, men den snarlige far er stadig noget ulden ved ideen – som langt de fleste andre mænd, har han nemlig ikke bare en smule svært ved at forestille sig at gå hjemme og bage, skifte, putte, købe ind, lægge vasketøj sammen, og hvad han ellers (naivt) forestiller sig man kan nå med en baby på armen. For ham er ideen lige så urealistisk, som at gå fra at være fan af FCK til Brøndby.) Denne veninde har for nyligt fortalt sin arbejdsgiver om at hun venter sig. Det obligatoriske ”Tillykke” lød, som det svar, man jo må forvente kommer, men veninden blev ikke rigtigt glad for den positive tilkendegivelse. Det var nemlig der, det gik op for hende, at det at tage arbejde med hjem, ikke kan lade sig gøre, når man først kommer tilbage om seks måneder.

Jeg husker det som var det i går, og ikke to år siden. Jeg var præcis samme sted. Jeg tudede i strømme på toilettet efter jeg havde fortalt chefen at nu var der baby på vej. Tænk at skulle være væk fra sit arbejde! Jeg gik også troligt til alle mulige fødselsforberedende kurser, hvor de flinke lærerinder efterhånden fik mig overbevist om at det at føde var en superlækker, naturlig og meget harmonisk oplevelse. Det har jeg grint meget af siden, for jeg kender kun en (1!), der har haft sådan en oplevelse; for alle andre kvinder, jeg kender begynder moderskabet med et døgn i smerte, nærdødsoplevelser, blødninger, og mødet med sit andet jeg, der tilsyneladende er en fattig, voldelig junkie, som ligger og brøler på morfin, ketamin, et boldtræ eller hvad som helst der kan fjerne den sindssyge smerte bare i et sekund. Det er den samme junkie, som har lyst til at bruge det førnævnte boldtræ, når en velmenende jordemoder med stort overskud tilbyder  lattergas. Lattergas! Som førstegangsfødende var man fuld af tro på at det der fødselshalløj, det var bare et spørgsmål om indstilling, og det har kvinder gjort i milliarder af generationer, så hvorfor skulle man ikke selv kunne smutte den mandel? I hvert fald lige indtil første ve.

Så er det noget helt andet at tale med min veninde, som skal føde for anden gang. Hun er finanskriseramt, mangler søvn på grund af første barn, har en mand, som har indset at han på ingen måde er den hjemmegående slags, og som håber at hun også snart giver ham ret i det. Hun er erfaren. Vi griner og smiler konspiratorisk ad vore egne tidligere forventninger, og da snakken falder på det forestående mareridt, fødselen, griber hun mig hårdt i armen, så de kortklippede negle skurrer mod mine knogler, stirrer mig lige ind i øjnene og siger: ”Jeg gør det fandme ikke! Jeg vil IKKE.”  Hun har nu arrangeret møder med det meste af det danske sundhedsvæsen, så hun kan blive målt her og der og alle vegne og få at vide, om det teknisk set er muligt at få et barn ud den vej, det bør komme. Hvis nogen tvivler i så meget som et sekund, siger hun, så er der dømt kejsersnit. For det mareridt, det skal hun bare ikke igennem igen. Jeg forstår hende så godt! Da jeg var gravid med Elias blev jeg inviteret ud på Christiania, hvor jeg kunne føde ”i rolige omgivelser, omgivet af andre spirituelle kvinder”. Heldigvis er jeg ikke helt så holistisk / spirituel / tillidsfuldt anlagt, som det ville kræve at lægge sig i en cirkel af andre kvinder, og finde mine egne urkræfter frem, for havde jeg været det, er jeg ikke sikker på at jeg ville sidde her i dag. Eller at Elias ville. Fødsler er stærkt opreklamerede, det er med livet som indsats man kaster sig ud i det. Vores store held er at ingen tror på, hvor rædselsfuldt det kan være før man selv har prøvet det, og når man har gjort det een gang, er man så erfaren, at man tør stille de spørgsmål, der skal til for at man kan stå det igennem en gang til. Ellers også er det her, biologien hjælper til: Man bliver skruk. Fortrænger og glemmer, indtil man er der, hvor det eneste man igen kan tænke på, er bløde babyfødder. Det må helt klart være noget evolutionen har sørget for, på samme måde, som man faktisk er i stand til at tilgive, at ens mand nægter at tage barsel, når det går op for ham, hvor skønt det er at komme ud af huset. Men hvis evolutionen virker, og det drejer sig om at få os til at formere os – hvorfor har den så ikke sørget for at gøre det lidt mere tillokkende at få børn? De bløde babyfødder kan vel ikke trække hele læsset? Eller kan de?

26 Comments
Previous Post
Next Post