Jeg venter lige lidt

Jeg lægger lige låg på overvejelserne om at genoptage kontakten med den tyske klan for en periode, for jeg må indrømme at jeg ikke helt er klar over, hvad jeg skal sige endnu. Der er jo det absolut uskønne ved familier, at hvis der er nogen, der kan blive fornærmede så er det dem, man har et gen-fællesskab med. Og tyskerne er helt sikkert også fornærmede – over at jeg er så snæversynet og ego-agtig. Jeg er da heller ikke på nogen måde for fin til at tage det første skridt, jeg venter bare lidt.

På den anden side er der jo det store spørgsmål om man SKAL have kontakt. Det mener jeg faktisk ikke at man skal – med nogen. Man behøver simpelthen ikke med vold og magt være en familie hvis man ikke har lyst. Problemet er bare at jeg gerne vil kende dem: Ikke drikke kaffe hver anden lørdag. Men kende dem så godt, at man kan ringe op og sige god jul.

Men jeg venter altså lige lidt. Jeg venter på dagen efter en rolig nat, på at det bliver så meget forår, så jeg ikke fryser hele tiden, jeg venter på ikke at være for træt til at overskue hvordan jeg skal tale store følelser på tysk. Og den dag – der ringer jeg til dem, og aftaler et besøg. For helt ærligt: Jeg er bedre end det. Jeg gider ikke være sådan en, der ruller fornærmethed og snæversyn ud over det hele. Spørgsmålet er bare om jeg kan finde ud af at tage mig sammen.

7 Comments
Previous Post
Next Post