Familie+tilgivelse=god karma?

Mens Elias sidder og ser Teletubbies holde Jul, får jeg lige fem minutter bag skærmen. Når Teletubbies holder jul i aften, er det fordi jeg er nervøs for at vi endnu engang får ham til at tro, at der kun er plads til en film i fjernsynet. For nogle måneder siden brød barnet grædende sammen over at de fordømte væsener opførte sig anderledes end han var vant til, så nu prøver jeg at huske at skifte ind i mellem. Og i dag er vi så nået til jul.

Jeg er simpelthen så røvtræt (igen) i dag – jeg vil slet ikke begynde at udpensle årsagerne, men hold op, hvor er det rædselsfuldt at sidde inde bag sine øjne og prøve at se ud på verden, som ser underligt fordrejet og uvirkelig ud. Og så var det også i dag, hvor jeg simpelthen blev så glad for at høre fra min tyske familie, som jeg ellers ikke har kontakt med. Onkel ringede mig op, og det viste sig så at være en fejl, fordi den gamle mand havde fået ny mobiltelefon. Men det var da næsten hyggeligt at tale med ham. Når kontakten er ebbet ud med den gren af familien, er det fordi de ikke havde tid til at komme til min mors begravelse.

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

De skulle nemlig til Ibiza to dage efter, så det passede så frygteligt dårligt ind i deres kalender med et besøg i Danmark lige præcis den weekend.

Den lader jeg så også lige stå et øjeblik.

Men det er tre år siden. Skulle man (jeg) ikke bare se at komme videre, og så være den, der har overskud, kan opføre sig ordentligt, og ER kommet over hændelsen (altså forstået som deres idioti?) Hvis man nu forestiller sig at de også var i en slags chok over at hun døde, så kunne man måske være den, der gjorde sig lidt ekstra umage? Det tror jeg ikke ville være helt dårligt for hverken familien, karma eller verdensfreden. Måske skulle jeg prøve at ringe op med vilje – altså ikke ved en fejltagelse.

14 Comments
Previous Post
Next Post