Katten i sækken

Det er søndag, og det er ikke hvilken somhelst søndag, det er fastelavnssøndag. Johan er ude med Elias, klædt ud som løve (Elias altså), og jeg sidder hjemme og arbejder. Jeg ved ikke, hvornår jeg ellers skulle have nået det, men det er altså ikke med den bedste smag i munden, jeg sidder her. Jeg har ikke dårlig samvittighed over for Løven Elias, men overfor mig selv. For det er mig, der går glip af noget. Af at se ham ude i kulden, stå med en lille rød næse, pakket ind i så meget tøj, at han nok ikke rigtigt kan bevæge sig, muligvis svingende uforsvarligt om sig med en kølle, der er lige så stor som han. I stedet sidder jeg her. Og arbejder. Er det sådan en, jeg er blevet? Er jeg nu sådan en, som andre kvinder advarer hinanden imod, fordi man ikke sætter børnene foran arbejdslivet? Eller er jeg blevet sådan en der tager ansvar for familiens økonomi ved lige at give den en ekstra skalle. Jeg er i hvert fald lige lidt usikker over, om det er klogt at sidde her de næste par timer, så jeg får ordnet det jeg skal, så der er plads til leg og varm kakao med Johan og Elias senere. Lige meget hvad, så gør jeg mig umage for at få det hele til at hænge sammen og for at navigere ordentligt i det her forældrenoget, og jeg tvivler på, at Elias kan huske om jeg var der eller ej, når han er nået til slikposen. Alligevel, er jeg lidt i tvivl om jeg sidder det rigtige sted.

12 Comments
Previous Post
Next Post