Børnesygdom

Så kom jeg hjem fra det der fantastiske Paris… Hjem til syg Elias. Johan var på drengetur med alt hvad der dertil hører, og jeg var alene med feberbaby. Lørdag havde jeg ligesom prøvet at bestemme mig for at nu var han rask, men det blev KUN værre. Heldigvis kom veninde Leila og hjalp mig, for da kunne jeg slet ikke andet end at holde om ham, hvis jeg skulle undgå at han græd så meget at jeg ikke ville kunne få ro på ham igen. Natten til i dag nåede vi omkring vagtlæger, opkald og en feber på 42,2, og jeg kunne slet ikke holde det ud: At sidde alene med grædende barn på armen, som er så varm at man selv sveder, og han bare græder og græder og græder. Han nægtede at spise noget, og det var der jeg blev rigtigt bange. Det er så gået over, det der med spisevægring skulle jeg hilse at sige og heldigvis for det! Man bliver SÅ magtesløs når ens barn ikke har det godt, og jeg får lyst til at kæmpe mod drager, eller regeringen eller noget andet (næsten) umuligt bare for at slippe for at han skal have det så dårligt. Mine arme kan kun holde om ham, men ikke holde feberen væk, lige meget, hvor meget jeg prøver. Så i morges, da jeg var allermest træt og lille, kom min far og tog over, så jeg kunne sove et par timer, og nu er Johan hjemme og alt er som det skal være, inklusive knapt så varm lille Skattefidus.
Og Pyyyha.
Så Trine (Trine har appelleret til os alle om at være modige i denne weekend – se her: http://www.hverdagsjunkie.blogspot.com/ ) – jeg nåede det altså ikke, må gøre mig umage i ugen, der kommer!

12 Comments
Previous Post
Next Post