Hverdagsflinkisme

Nogle gange er der behov for et nyt ord. Det er hermed opfundet. For forleden dag gik Elias og jeg hjem i mørket langs søerne og fik øje på dette:

Og ja, det sneede. Som altid. Men når man lige kommer lidt tættere på, står der sådan her på skiltet:

Og det kan man jo kun være enig i. Det lader til at skiltet er del af en bevægelse, hvor en fyr har skrevet en hel bog om at vi skal være flinkere ved hinanden. Det kan du læse mere om her.  Som vi så tit taler om herude, så er overskud sådan set ikke at foragte. Det at være flink er heller ikke. Bagmanden for bevægelsen har opstillet nogle retningslinier for at være flink. Jeg synes nu han mangler en – at det også er vigtigt at være flink ved sig selv. Jævnfør diskussionen om makrelmadder fra tidligere i dag.

Designergear

Jeg er så heldig at have modtaget en vidunderlig designertaske i julegave. Jeg tror den bliver mit kæreste eje, og jeg er simpelthen så glad for den. Hvor heldig kan man være?

Varan-tog på en lørdag

Her er vi.

Elias og jeg. Inde der, midt i røgen og dampen, står jeg med Elias på armen. Mast op mod noget sindssygt varmt metal, som indeholder kul og kogende vand, står jeg svajende på et ben og bærer 17 kg knægt.

Frivilligt.

Yep – der er tog-dag i Græsted, så vi er kørt en time for at deltage i løjerne. Vi deltog i det hele! Og det var en fest. Bag røgen og dampen så det lille lokomotiv nemlig sådan ud:

Det lille lokomotiv kører seks personer tyve meter frem og tyve tilbage, og nej, det er der ikke megen fest i, men det er der tilgengæld i DSBs flåde af veterantog. Eller, som Elias kalder det: Varan-tog. Så sådan et kørte vi også i fra Græsted til Gilleleje og (rigtigt gættet!) tilbage igen. Det hele var meget sødt og fint og ordentligt. Ikke alt for Tivoli/Disney-agtigt, men virkeligt imødekommende og sødt. Det bedste var alle de voksne togentusiaster i gamle uniformer, der solgte billetter og agerede konduktører. Meget fint, og i morgen holder de hele festen igen!

Og hvis du selv har børn, eller måske er virkeligt glad for Varan-tog selv, så tjek det ud i morgen. Her er opslaget, der lokkede os dertil.

Hvorfor skriver du ikke mere om Johan?

I går fik jeg en mail, hvor jeg blev spurgt om hvorfor jeg ikke blogger om ting, der er endnu tætterere på? Her kommer nogle af svarene:

1. Jeg blogger ikke om mine venner, fordi de ikke orker at deres mødre læser på min blog, når der sker noget i deres liv. En anden grund er, at jeg prøver at holde tungen lige i munden i forhold til ikke at snuppe andres historier (for tit).

2. Jeg blogger ikke om Johan (yep – det er jeg også blevet spurgt om), fordi han lever sit eget liv, og fordi jeg ikke synes han skal være en statist her på bloggen. Desuden er jeg mærkelig blufærdig lige her – jeg vil gerne have ham for mig selv.

3. Arbejde – “Julia, hvorfor blogger du aldrig om dit arbejde?” Det er der flere grunde til. Jeg blogger faktisk om mit arbejde her ovre, men jeg blogger ikke om kunder, kollegaer og konkrete opgaver, før den enkelte opgave er slut. Tænk, hvis jeg kom til at afsløre noget, som de helst ikke vil have ud? SÅ er det bedre helt at lade være.

4. Elias – ja, jeg ved godt at det er kedeligt at man aldrig ser ham, og jeg elsker selv at se dem i øjnene, jeg læser om. Men på grund af Johans arbejde, og på grund af at jeg allerede sparer op til psykologhjælp (til ham eller mig, eller os begge) til når han opdager, at jeg har skrevet en bog om ham, synes jeg ikke han skal “bruges” til mere. Desuden er han så forbandet nuttet, at jeg jo næsten ikke kan være det bekendt over for resten af verden.

Ved du, hvad dette er?

ET MESTERVÆRK!

Elias var SÅ stolt da det endeligt lykkedes ham at lave den perfekte sandkage at han råbte: MOAR! DER KOMMER INGEN OG ØDELÆGGER DEN! Hmmm… han er vant til noget andet i vuggeren lader det til…