Om søvn og rod og redning

Nå, men jeg ville egentligt have ventet med dette indlæg.

Til vi / Elias havde ryddet op. Men jeg kunne ikke rigtigt vente mere, mestendels fordi det simpelthen er for vidunderligt til at holde for mig selv. Ligesom Julie, blev jeg tilbudt at teste Fabers mørklægningsgardiner, og midt i Sofus endløse sygdomsperiode kom der så et meget venligt menneske og målte op. Nu har Elias så et mørklægningsgardin som kan følgende:

1. Være pænt

2. Lukke ALT lys ude

3. Sikre at drengen sover til længere end solen står op

4. Være så godt, at vi nu investerer i endnu et til vores eget soveværelse, hvor Sofus tremmeseng står, så der heller ikke er nogen chance for at knægten vågner før tid er.

Nu gør jeg så det vilde at jeg viser et pædagogisk (fejlslagent) projekt frem.

Elias skulle nemlig selv rydde op. Det skal han stadig væk efter han tømte al sit legetøj ud på gulvet i sit værelse. Men I bliver nødt til lige at se hvor fint det gardin faktisk er.

Se med vimpler. Og mørkt. Selvom det er taget ved højlys dag.

Og Elias hjemmebyggede kaos.

I får sgu da også lige et nærbillede. På dette og på det ovenfor fremgår det tydeligt at Elias ligner mig. Jaja, jeg har selvindsigt. Også bag mørklægningsgardinerne.

Raketten er venligst udlånt af Elias Onkel og bevogtes med livet som indsats.

KLIK her for at se mere om Faber.

Onsdagsstemmer #3

Linda med den fineste pen, og de bedste ord (“inspirationsforelsket” indgår for eksempel i hendes svar her – og så bliver det da ikke smukkere), driver bloggen Simpel Dagbog, som med fine tekster og fine billeder åbner et vindue ind til hvad der optager Linda lige nu. Læs med når Linda besvarer de fem store spørgsmål og klik dig videre til hende her.

1. Hvad er det vigtigste for dig i dit liv – hvis du ser bort fra familie, børn og kærester? Altså – det allervigtigste for DIG. Og hvorfor?

Det vigtigste for mig er at nusse om lykken – både den der findes i hurtige hverdagsglimt og i længerevarende kærlighedsbølger. At stoppe op, tillade den, iagttage den, modellere den, omfavne den og hylde den.
2. Hvad er den største sorg i dit liv og hvorfor?

Den største sorg i mit liv er at have mistet min første lille niece. En sjælden hjertefejl tog hende fra os. Det gør én syg om hjertet og skaber slinger. Afmagten og savnet kravler rundt i min krop, men sorgen har aldrig været på hviskeniveau; vi taler åbent om den.

3. Hvad er det vigtigste at vide om lykken?

Det er som narko – vi vil helst være lykkehøje hele tiden. Men for mig er det vigtigt at stornyde lykken, når den (endelig) rammer og så dele den med andre. For lykken skal helst gå udover vores medmennesker. Det må være verdenshistoriens bedste følelse.

4. Hvilke konkrete ambitioner har du for de næste ti år og hvorfor?

At jeg kan hænge ud med gode mennesker og sjove sætninger – det er ret enestående. Jeg er gået fra klassisk journalist-typen med hang til nyhedsjournalistik til en ordsmedinde, hvor jeg dyrker min passion for bypuls og østrogenfyldte emner. Så jeg siger ja tak til endnu mere sundhedsstof, kvinde-krea og leg i blogland og på sociale medier.

5. Hvem eller hvad inspirerer dig? Og til hvad?

Jeg er inspirationsforelsket i mange og meget, men politiske dokumentarer føler jeg noget særligt for. Som for eksempel Burma VJ, Irans unge ansigt, Ghosts of Cité Soleil, En dansker i helvede, Det røde kapel og Au Pair m.m. Jeg er overbevidst om, at den slags dokumentarer gør en forskel og er nødvendige. Jeg drømte selv om at være dokumentarist, da jeg var lille. Men jeg er slet ikke modig nok.

Gaveregn: Vind da Carl blev rasende

Ida Jessen og Hanne Bartholins samarbejde om Carl-bøgerne er noget af det fineste jeg kan komme i tanke om. Jeg er vild med billedbøgerne, den fine streg og de gode fortællinger. Nu er 3-eren udkommet og rammer igen børnehavebarnets følelsesliv så fint, at man sagtens kan holde ud at læse det samme igen og igen (…).

Smid en kommentar her inden torsdag aften og du deltager straks i lodtrækningen om et af de to eksemplarer.

Et hurra med en skål vemod on the side

Sofus er 7,5 måned nu og togturene mellem Sjælland og Jylland, mødedeltagelse og hotelovernatninger fungerer ikke med ham mere. Nu vil han nemlig alt for gerne være med – han ser det som sin pligt at savle en syndflod mens han charmer hele selskabet; men spøg til side: Han er blevet for stor til sigøjnerlivet nu. Derfor har jeg brugt nogen tid på ammenedtrapning. Og i går ammede jeg Sofus for sidste gang.

Det er meget mærkeligt, at den tid alligevel er gået. Meget mærkeligt at min lille baby ikke er helt så meget baby mere, og slet ikke til at forstå at jeg nu er sådan en, der kan være væk. Alene. Et lille hurra med en skålfuld vemod on the side er på sin plads.

Store Hvededag

Eller bededag er en af de dage, vi måske lidt har glemt, hvorfor findes. Lige nu er der en masse snak om at afskaffe den, og måske hælder jeg i virkeligheden selv til at den skal ud, på trods af at alle fridage i perioder jo faktisk er velkomne. Nå, men eftersom vi er det eneste land i Europa der nyder denne fridag, er den ikke fri for mig. Jeg er på arbejde og på vej til Norge lige om lidt. Og dermed gør jeg mig skyldig i en del forseelser, som du kan læse nedenfor – for hvis du  skulle have glemt, hvorfor denne dag findes, så er det så heldigt at jeg har fået en mail fra Landsforeningen af Menighedsråd. Her fortæller de følgende:

Den dag, vi i dag kender som “store bededag”, blev indført af Hans Bagger, biskop over Sjælland i 1675-1693, der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning d. 27 marts 1686 som en “ekstraordinær, almindelig bededag” for hele riget.

Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra landets kirker. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel og at kroer, beværtninger og lign. skulle lukke, så folk kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede. Derefter skulle befolkningen afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags “verdslig forfængelighed” indtil dagens kirkelige handlinger var overstået.