Den Næste Fase

IMG_8503

Elias er blevet en stor dreng. Den sidste rest af det lille barn er væk, og den store dreng, står tydeligere og tydeligere frem. Det menneske han er, helt selv, står allerforrest, og selvom han ind i mellem overdøver sig selv i en form for støj og uro, så ER han der. Tiden med ham er blevet kostbar, og der skal ydes på en anden måde i forældreskabet. Mor-hylden skal fyldes ud på en anden måde, og den nære tætte kontakt bliver pludselig til noget andet, noget man skal arbejde for på en anden måde, end da det var nok at sidde på skødet og tælle hinandens fingre. Det er en gave at opleve sit store barn folde sig ud, og en gave for mig at se, hvor fandens godt og sjovt selskab han er, når roen sænker sig. Lørdag aften var han og jeg alene hjemme. Uden Johan, uden Sofus og uden uro. Vi talte sammen, så fim sammen, holdt hånd og havde en af de aftener, der hiver tårer frem af rørelse over hvor skønt og privilegeret det er, at få lov til at opleve at være sammen med et stort, sjovt og eftertænksomt barn. Det minder mig om, at hver fase skal nydes, at man skal nyde lige dér, hvor man er, så godt man kan. Og at der absolut er grund til at glæde sig til fremtiden.

Om Luksus & Det Nøgne Ansigt

IMG_6421

For mig er luksus mange ting: At have tid med dem man elsker, at lave noget hver eneste dag, som man brænder for, at dele med andre – uanset hvor meget eller hvor lidt man har. Alt det er luksus. At give, eller at få blomster, at bage en kage med ungerne, at tage tidligt fri fra arbejde for at nå at lave særlig god mad… Der findes ret megen luksus, hvis blot man lægger mærke til den. Noget der bonner helt ud på luksusbarometeret for mig, er tid og råd til en ansigtsbehandling i ny og næ. Det Det sker ret sjældent for mig, og sidste gang jeg fik den store tur var faktisk tilbage i april 2014 (og ja, det HAR jeg naturligvis skrevet om…), men her i weekenden havde jeg booket mig ind til én.

Jeg synes min hud var blevet lidt grå og gammel, og jeg kunne mærke at jeg trængte til at passe lidt på den. Også lidt på mig selv i januarmørket. Jeg bookede naturligvis en behandling med pHformula, som er et syrebaseret brand udviklet af kyndige mennesker.  Produkterne er latterligt gode, og du kan virkeligt både se og mærke forskel når du bruger dem. Behandlingerne leverer så synlige resultater, at du faktisk kan komme af med voksenacne, med rynker, grå hud og dybe porer, og så effektivt at du kan se resultater selv efter korte behandlinger på 20 minutter. For at vise, hvor godt det hele virker, har jeg her et før og et efter billede. HELT uden makeup (og næsten uden øjne), bare så du kan se, hvor godt behandlingen virker (og mere om den nederst i indlægget).

FØR

IMG_6431

EFTER:

IMG_6450

Efter behandlingen er huden glat som Sofus på 3 års’ hud, bekymringsrynkerne i panden er halveret, og hudtonen er ensartet. Behandlingen fik jeg hos Self Care Shop - som en en kombination af en helsekostforretning, en kosmetolog og et apotek på Nordre Frihavnsgade, på Østerbro. Jeg har aldrig fået et dårligt råd dér, og jeg er heller aldrig kommet hjem med noget jeg ikke kunne bruge. Det var ejeren af den butik – Feodora – der reddede min familie og jeg med gode råd sidste vinter, da vi var syge på skift i en måned. Så den biks kommer med min varmeste anbefaling, og det gør deres kosmetologer også. Jeg fik den behandling, der hedder pH Radiance de luxe og varer i 50 min. Prøv dén.

Der sker noget, når man ligger dér i kyndige hænder, og bare slapper af, hvor pulsen kommer helt ned, og dét føles som den reneste, skæreste luksus.

Hvis du vil finde en klinik nær dig, der arbejder med pHformula, så klik her.

NB: Og bare inden du får tics og trækninger – så er dette indlæg (heller) ikke sponseret.

Note To Self: Store Armbevægelser i 2015

image-2

Denne ekstravagante sag er fra Etro, koster en arm, og er – efter min mening – hel vidunderlig. Jeg har ikke tænkt mig at købe den, men jeg synes stadig den er så smuk, og jeg er sikker på at jeg ville elske at bruge den. Men den er et meget godt eksempel på, hvordan jeg godt kunne tænke mig at være bedre til at have større armbevægelser i 2015. At være mere som de mennesker jeg selv beundrer, som gør hvad de kan for at være sig selv.

Og at huske, at det hele ikke behøver at være på det jævne. Selv at være en del af den bevægelse, der handler om at slå ud med armene, og at være til stedet i al sin egen mærkværdighed. Ikke at have travlt med at lægge en dæmper på sig selv, men at tage pelsen på og hælde champagne i glassene på en onsdag. Ikke altid være fornuftig, men at gøre det hele lidt sjovere, lidt vildere en kende mere festligt. Derfor ønsker jeg mig champagneglas, at spare op til diamanter og at forårets flade sko er dem her. Man må godt ønske, ikke? Og så kan man jo i mellemtiden spise fyldt chokolade til morgenmad en enkelt dag – sammen med ungerne – i stedet for at servere den sædvanlige havregrød. Jeg er sikker på at vi alle vil huske det resten af livet. Måske vil du være med. Jeg tror sgu det hele har godt af at være en my tosset og en my mindre regelret ind i mellem.

image-1

Champagneglas fra Spiegelau her.

Diamantarmbånd fra Julie Wettergren her.

Ballerinaer fra Chloé hos Leah Maria her.

 

Yummy Mummy – Its Funny Cause Its True

Kan du huske Sienna Miller? Et af de første stilikoner i hippiechic æraen? (jeg omtaler den i datid, men jeg er aldrig nogensinde kommet mig over den, og er nok i virkeligheden ikke i stand til at synes om andet, end netop dén stil). Hende der kyssede med Jude Law (swoon) og hende han forlod kone og børn for (uncool)? Skuespillerinden? Hun er blevet mor. Til to. Og har også opdaget at det ikke altid er for alle andre, som det er for for eksempel hende her. Så hvis du trænger til at slutte dagen af med et lille grin, så tjek denne video ud, som Sienna Miller har lavet sammen med Vogue. Jeg elsker den!

Je Suis Charlie

Skærmbillede 2015-01-08 kl. 09.16.26

Vi er rigtigt mange, der lever af, med og på at der er ytringsfrihed. At der er gensidig respekt. At det er ok at være uenig, at vi må mene og tænke hvad vi vil, når bare vi samtidig passer på andres muligheder for at gøre det samme.

Danske politikere og meningsdannere oplever ofte at holdninger og meninger udtalte i det offentlige rum, fører til verbale øretæver. Her i blogland værner vi også om hinandens ret til at mene noget andet, end vi selv gør – vi diskuterer alt fra sko, til litteratur til børneopdragelse, og selvom vi tager det sprængfarlige emne om amning eller ej op, fører det ikke til mere end uenighed. Blogland findes fordi vi tænker højt, fordi vi skriver, hvad vi mener og mener hvad vi skriver. Blogland er kun i kraft af at vi står ved – uanset hvad vi mener noget om.

At vi kan det, at vi kan mene på skrift, diskutere, tænke frit, mene højlydt, eller blot være stille, er noget vi tager for givet. Og heldigvis for det. Vi har nemlig friheden, muligheden og viljen til at være dem vi er, i tale og i handling, og til at være uenige. Det er dén frihed, der ved gårsdagens terrorhandling i Paris blev forsøgt rystet i sin grundvold.

Sorgen over det, der er sket, er ikke til at rumme. De mennesker, der har mistet deres liv, de børn der har mistet forældre, de mennesker, der har mistet dem de elskede. Dem må vi tænde lys for.

Hvis vi skal lære af det, så er det ikke at lære at være bange, det er ikke at holde op med at tale, tegne, tænke eller handle. Nej, vi skal gøre det – deltage i debatten, være fri til at mene og til at vise, hvad vi mener. Det er et privilegium vi alle har – og et vi gavmildt giver til alle. Alle. Uden undtagelse.

 

Om Selvrespekt, Kvindeliv & Joan Dideon

celine-joan-didion-spring-2015-holding

Der er så meget jeg gerne vil kæde sammen i dette indlæg, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde. Men i går gik dette billede op for mig – og nyheden. Nemlig at det franske luksusbrand Céline har begået en genistreg at vælge selveste Joan Dideon som deres kampagne”pige”. For det første giver det mig lyst til at købe rasende dyre sager fra netop det brand (det gør det!), for det andet får jeg lyst til at råbe til alle der gider høre det, at det netop er en handling som den her, der gør at modehuse og mode i det hele taget bliver ved med at være relevant. Joan Dideon er en af vor tids fineste skribenter: Hun kan skrive om sorg, så det driver smerten ud af siderne, om lykke, somre og kys, så du kan mærke solen trække fregner frem på dine kinder. Og hun står ved sig selv: Store dele af hendes forfatterskab er i memoir-genren, og handler om hende, hendes glæde, hendes store, store tab, og et langt og levet liv i den intellektuelle overhalingsbane, hvor det at turde være sig selv, stå ved sig selv og dele ud af sig selv er nøglen til din succes. Hun er et forbillede, hun er mit forbillede, og jeg tror aldrig du kommer til at møde en pen som hendes. Og nu er hun ansigt for et ikonisk luksusmodehus.

Joan Dideon er elsket af modebranchen, men har aldrig flirtet med den for alvor. Hun har skrevet for mange – hvis ikke alle – af de toneangivende magasiner, og ofte givet sit ærlige besyv med, også indenfor alt det, der ikke er plads til i selv den smukkeste håndtaske.

Hun skrev i 1961 et essay i amerikansk Vogue om selvrespekt. En lille del af det lyder sådan her:

To have that sense of one’s intrinsic worth which, for better or for worse, constitutes self-respect, is potentially to have everything: the ability to discriminate, to love and to remain indifferent. To lack it is to be locked within oneself, paradoxically incapable of either love or indifference. If we do not respect ourselves, we are on the one hand forced to despise those who have so few resources as to consort with us, so little perception as to remain blind to our fatal weaknesses.

Hvis du har et kvarter og en god kop kaffe, så læs hele essayet, og se, hvordan ikke meget har forandret sig i det reflekterede kvindeliv de sidste 50 år. Klik her.

Fra Carrie Bradshaw til Claire Underwood – Hvad TVmode Lærer Os Om Kvinder i 2015

clairecover

Ja, hun gør. Claire Underwood – fra Netflix serie House of Cards – ser godt ud. Robin Wright, som skuespillerinden hedder er  ikke 35. Stylisterne bag har ikke iført Claire iført tylsskørt eller gakkede sko, hun klæder sig på til at overtage magten, hver eneste dag hun står op.

Det gjorde Carrie Bradshaw – Sarah Jessica Parker – i Sex and the City ikke. Hun klædte sig på for at vise hvor feminin, nuttet og sjov hun var – og hvor meget hun vidste om trends. Hun klædte sig på, så hun kunne få kvinder til at savle over hendes personlige stil, og få mænd til at komme hen og samle hende op, og hjælpe hende med at finde lykken.

Hvis TV er en refleksion af tiden, af tidsånden, af målsætninger, og af, hvordan vi ser os selv, hinanden, og vore muligheder – hvad siger det så om os allesammen at det er Claire Underwood, der er en af tv-dramatikkens store fiktive heltinder lige nu?

Claire er karrierekvinde, og hendes mands karriere er også en del af hendes. Hendes morgenkåbe er strikket i grå cashmere og man skal lede længe efter en skygge af noget der rimer på glimmer. Men i 2015, er vi stadig mange kvinder, der sukker efter en stil mere som Carries end som Claires – måske fordi Claires er så maskulin, så hård, og fordi man seriøst ikke kan skjule en topmave i den? Og måske er vi vilde med figuren Claire Underwood, fordi hun er kompromisløs, uden tvivl, og gør alt det, vi ganske almindelige kvinder der skal nå at hente børn og gå i svømmehallen med dem, ikke gør?

Og måske er kvindebilledet virkeligt under forandring – måske er vi blevet bedre til at acceptere at vi netop ikke behøver at dyrke ensretningen, at vi ikke behøver ligne hinanden alle sammen, at vi ikke behøver vælge det samme? Måske lærer vi efterhånden at vi kan være lidt af hvert: Have tylsskørt og karriereambitioner og at vi ikke behøver at vælge mellem at være enten Claire eller Carrie. For uanset ambitioner, og længslen efter en grå cashmeremorgenkåbe, kan man sagtens have brug for et drys glimmer.

Carrie-Bradshaw8

 

Om Uldne Unger

IMG_6282

IMG_6283

Da jeg var barn, blev jeg rullet i uld. Jeg er vokset op med at så længe man har en ulden undertrøje på, bliver man ikke syg. Ikke sådan rigtigt i hvert fald, og jeg tror jeg var teenager før jeg smed den. Den var cremefarvet og virkelig ikke særlig fiks, og jeg husker det som om den kløede helt forfærdeligt når jeg løb eller legede, og man blev varm i den. Jeg var ikke fan.

Da jeg selv blev mor, gjorde jeg som min mor havde lært mig og pakkede Elias ind i uld. Uld, som i dag er noget helt andet, end da jeg var barn, og bestemt ikke klør. Nu har Sofus så fået det fineste sæt uldent undertøj i julegave – det er lavet af øko-uld, og begge dele kan bruges som undertøj, skiundertøj eller bare som tyndt, fint og lækkert tøj i børnehaven. Både inderside og yderside er bløde og lækre for ham at have mod huden, og jeg synes simpelthen finish er så pænt.

Jeg har så læst mig til at de såkaldte kradshår er fjernet fra ulden og at det er derfor det ikke klør at have på. Jeg har også fået et sæt, som er så pænt, at det overhovedet ikke er nok at bruge som undertøj. Mine lange underdrenge fx, er virkelig pæne til en nederdel. Og det viser jeg billeder af asap.

Undertøjet er fra Dilling, som er en dansk familieejet virksomhed – og man kan så vidt jeg ved, kun købe det på nettet. Her.

IMG_6284

Og tilbage igen…

IMG_8417

Denne himmel mødte mig, da ungerne var afleveret, i morges. Først Elias i skolen, dernæst Sofus i børnehaven, med behørig introduktion til at det er lykkes den lille fis at smide bleen, og et forsøg på at fravriste ham et kys, men der havde han allerede kastet sig ud i legen og var over alle bjerge. Det har været en af de bedste ferier, jeg kan huske. Både Johan og jeg har arbejdet en smule undervejs, men ikke sådan at det har forstyrret, nærmere på en måde, hvor vi hver især selv har trængt til at lave noget andet end at sidde i hyggehulen. Ferien var tiltrængt for os alle fire, og der har været en sjælden grad af harmoni, leg og sænket tempo også hos ungerne. Vi har været nede i gear – sammen. Vi er gået på legeplads når alle har haft lyst og ikke når én var ved at eksplodere i kuller. Det har virkeligt gjort os godt, og jeg tænker at det med ferie skal prioriteres højere end vi har kunnet finde ud af sammen, Johan og jeg.

Men nu er jeg tilbage i hverdagen. Og det er satme også lækkert: Jeg glæder mig over 2015. Det med at året føles friskt og nyt, og klart til at man selv kan fylde alt det gode ned i det. Jeg glæder mig over at tage hul på hverdagen igen sammen med yndlingskollegaerne, og at komme i gang med nye såvel som kendte projekter, samarbejdspartnere og kunder. Det ER sjovt at gå på arbejde – det er det altså. Det er her de store tanker foldes ud og tænkes, og det er her jeg oplever et fællesskab ud over det sædvanlige.

Jeg håber at du er glad for den hverdag, du skal i gang med, og at dit år bliver fyldt med alt det gode, det glade, og det glimtende. I hvert fald er min ambition at passe endnu bedre på hverdagene, at gøre dem endnu bedre end hidtil, og at sørge for at året bliver så godt det kan.

En Ny Last Er Født

Opdateret med opskrift kl 0930.

IMG_6346

I en af decembers udgaver af Berlingske Tidende havde deres mad- og modejournalist (og jeg tror ikke helt det dækker den fine dames fagområde) Sarah Skarum været i køkkenet med Mr. Kransekage. Den mand, der stod bag Kransekagehuset i København. Og når jeg siger “stod”, er det fordi han nu har solgt det, men han kan stadig røre en kransekagemasse, og dele ud af opskrifter. Jeg gjorde som der stod jeg skulle i opskriften, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smagt noget, der smagte så godt! Kransekage er glutenfri kager, og alt det gode på én gang.

Så her er den: Jeg behøver ikke lede længere: Min nye last. Pyha. Så kan det streges af to do listen for 2015.

IMG_6345

Og her er opskriften – (som er på et kransekagetårn) og altså fra Berlingeren og Sarah Skarum i julen:

IMG_8411

IMG_8412