The På The Bristol & Kaffe Til

IMG_7106

Da jeg var i Paris i sidste uge havde jeg en eftermiddag med pause i de mange oplæg. Her blev jeg inviteret til noget, som åbenbart er en klassisk oplevelse i Paris, nemlig The på Hotel The Bristol.

Og fordi jeg er nørd, er jeg nødt til at fortælle at the er et måltid, som blev indført for et par hundrede år siden i England. Hos adelen blev det nemlig på mode at aftensmaden blev indtaget senere og senere, så de stakkels silkeklædte adelsfolk blev sultne mellem frokosten og aftensmaden. Derfor blev the-en indført som et måltid omkring klokken 17, så man ikke sultede inden aftensmaden. En rigtig the skal indeholde forskellige former for bagværk: Der skal være noget blødt, noget, der knaser, noget sødt og noget “savory”, aka salt. Men… Man må faktisk gerne drikke kaffe til. I hvert fald løftede de ikke så meget som ét eneste nydeligt plukket øjenbryn da jeg bad om kop nummer fem. Og som glutenallergiker, var min tallerken meget lidt pæn, da jeg efterlod den, for jeg splittede det hele ad og spiste næsten kun det jeg måtte.

Helt klart en oplevelse, som man også kan få flere steder i Danmark nu. Perchs thesalon både i Aarhus og i København serverer det de kalder Perchs Klassiske ceremoni, og på Kokkedal slot kan du  få det helt store udtræk under navnet Te på slottet.

IMG_7104

IMG_7107

IMG_7108

PS – det der med h-et i The ved jeg godt, jeg bør droppe. Men det ser bare så pænt ud.

Endelig mandag

Skærmbillede 2015-03-23 kl. 09.24.47

Så blev det mandag, og en glædelig en af slagsen. Jeg troede i mine mest selvmedlidende øjeblikke i går nemlig ikke at jeg skulle overleve. Jeg blev ramt af maveinfluenza fra helvedet natten til søndag, og som om det ikke var slemt nok, skulle jeg have været med toget til Aarhus tidligt søndag morgen, for at holde event og workshop der. Helt ærligt, det er SÅ unfair, at lægge sig syg der, og mellem dårlig samvittighed, mavekramper og børn, der gerne ville lege, var jeg ved at rive øjnene ud på mig selv. Så ja, det er sandt: Jeg var selvmedlidende som ellers kun mænd er det. Det var ikke et kønt syn. Tilgengæld blev det endelig mandag.

Glimt fra Dragsholm Slot

 

IMG_4161

I onsdags viste TV2 det afsnit af Danmarks Dejligste Slotshoteller, hvor vi var på Dragsholm, som var et af turens absolutte højdepunkter. Slottet ligger ved Lammefjorden, og har i dén grad en holdning til fødevarer og oprindelse, og til, hvad god mad og økologi er. Ret spændende, ret dyrt, og ret dejligt.

Her nogle fotos derfra – først køkkenhaven – eller snarere køkkenmarken, hvorfra urter og grøntsager til slotskøkkenet kommer:

IMG_4157

Og Dragsholm har wifi! Bestemt ikke noget der gælder ret mange af de slotte vi har været på.

IMG_4148

IMG_4156

Her, mit værelse. Brudesuiten:

IMG_4172

IMG_4174IMG_6581

IMG_4167

IMG_4168

Og her: Middagen, som blev indtaget på alt for kort tid, da holdet også skulle nå at spise. Se hvor tålmodigt, de venter btw:

Når det hele snurrer

IMG_9258

I går kom jeg hjem fra Paris. Jeg landede klokken 13 i lufthavnen, og var en lille smule rundtosset.  De sidste dage har været så fyldt med informationer, og ting, jeg næsten forstår, at jeg lige har skullet gøre mig ekstra umage for at følge med. Jeg kommer til at fortælle meget mere om denne øvelse i anvendt feminisme, og om, hvor inspirerende de mange kvinder var. (Klik evt her.)

I går fyldte jeg så også 38 år. Så da jeg kom hjem hentede Johan og jeg unger, trætte og glade efter en dag i forårsland. I går eftermiddags fik jeg blomsterne ovenfor af Elias – han havde valgt hver enkelt hos blomsterhandleren, og var simpelthen så sød.

Så det hele snurrer, indtryk, at komme hjem til dem, man elsker, at kramme, at kysse og bare lige at lande. Og når det snurrer så hurtigt, er der også ting man glemmer: For eksempel at fortælle jer om den afternoon tea, jeg var med til i Paris, backstagebilleder fra onsdagens udsendelse af Danmarks Dejligste Slothoteller (Dragsholm, eksempelvis) og alle mulige andre små og store ting. Men jeg får samlet op på det hele asap.

Og hov! Tak fordi så mange af jer læste med på Tove Ditlevsen i går. Virkeligt fedt. Og hvis du ikke har læst det endnu, så læs om kønsroller, seksualitet og opvask a la Tove Ditlevsen lige her.

 

Overvejelser om Hverdag, Utroskab & Huslighed. (Gave Til Dig: Tove Ditlevsens Flugten Fra Opvasken)

Skærmbillede 2015-03-13 kl. 12.54.40

Dette er forsiden på et helt fuldstændigt fantastisk værk (læs mere her), der udkommer på Gyldendal i dag, nemlig en stor samling såkaldt glemte tekster fra Tove Ditlevsens hånd. Der er hverdagsovervejelser, små tætte tekster og brevkassesvar, og alt muligt andet godt fra den begavede dames hånd. Tove Ditlevsen er en af de forfattere, vi alle kender, men få af os har læst rigtigt. Eller i hvert fald grundigt. Hun skriver så tårerne flyder og smøgerne tænder sig selv, og hun skriver så den dybeste blå melankoli møder den letteste, den mest flygtige sommerhimmelblå. Hun skriver vidunderligt. Og hun skriver til, for og om kvinder – og deres, hendes og vores, hverdag. Måske derfor er hun ikke prisbehængt og måske derfor har hun aldrig helt fået den litterære hæder der tilkommer hende. Fordi kvindelivet den gang og i dag, i al dets trivialitet, kan synes så… hverdagsagtig.

Men her i stuen hyldes hverdagen, og de mænd og kvinder, der lever den. Og netop derfor er jeg SÅ stolt af helt ekstraordinært at have fået lov til at bringe et uddrag fra bogen, som er et must på dit natbord. Hvis du undrer dig over at der flere gange i indlægget her står, at det er bragt med tilladelse fra Tove Ditlevsens arvinger, så er det fordi, at det er det. De passer nemlig godt på deres Tove. Og nu igen, bliver hun også lidt vores, og viser med sine tekster at der findes nogle forhold, nogle omstændigheder, som ingenting har at gøre med generationer. Opvasken løber nemlig ingen steder.

Læs essayet: Flugten fra opvasken nedenfor, og nyd de kunstneriske fotos af medlemmer af teatergruppen Sort Samvittighed som netop nu er aktuelle med forestillingen Tove Tove Tove. Fotosne er del af bogen, som udkommer i dag.

 

Sort Samvittighed ved arbejdsbordet side 44 foto Sofie Amalie Klougart

 

Flugten fra opvasken

Når man betænker, hvor mange hjerteskærende sukke der dagligt udstødes under afviklingen af en opvask, hvor mange bitre stridig­heder opvasken udløser mellem ægtefæller verden over, mellem mor og børn, far og børn, eller børnene indbyrdes, og hvilke uover­lagte handlinger disse stridigheder kan føre med sig, så er det vir­kelig mærkværdigt, at denne oldnordiske familiekloak er blevet så skødesløst behandlet i litteraturen, både i poesi og prosa. Eliot lader det ganske vist rasle med tallerkener fra kælderkøkkener, når han vil frembringe en trøstesløs stemning, men det er kun et symbol, ligesom det ikke er af interesse for blikkenslagerne, når han skriver om rustne vandrør. Når det drejer sig om opvask, ved mænd i det hele taget ikke, hvad der er tale om. De kender den af navn, men anser det ikke for vigtigt at sætte sig ordentligt ind i, hvilke rædsler der i realiteten skjuler sig under begrebet. Dette er altså i beklage­ligt bogstavelig forstand en kvindesag.

I en novelle af Katherine Mansfield optræder en ‘litterær herre’, som undrer sig over, at alle spørger, hvordan han klarer sig med det huslige, eftersom han er ungkarl. „Det er meget ligetil,“ svarer han, „man lader bare det hele flyde, og så lejer man en gammel kælling til at gøre i stand to gange om ugen.“

Alle kvinder ved, hvordan en lejlighed ser ud, når en mand bare en enkelt dag har ‘ladet det hele flyde’. Men hvordan ser manden ud, han, som sidder midt i rodet, fredeligt læsende og bakkende på sin aftensnadde? Han ser glad og tilfreds ud, ingen sky formørker hans pande, for ingen omhyggelig mor har nogen sinde banket ind i ham, at han bør føle sig brødebetynget og udstødt fra alle ordent­lige menneskers agtelse, bare fordi man må sparke en hoben tom­me konservesdåser til side for at få entrédøren åbnet, fjerne et par malpropre unævnelige plus en halv årgang af ‘Mandens blad’ fra den mindst tildækkede stol, før man sætter sig på den, og samtidig passe på, man ikke stikker foden i den suppeterrin, han anvender som askebæger. Han føler ingen trang til at undskylde sig over for gæsten, retter ikke nervøst på håret med en lille anstrengt latter: Tænk, jeg har forvredet foden, det er derfor, her ser så rædsomt ud! Kun en pludseligt opstået invaliditet ville kunne redde en kvinde ud af samme situation med sit huslige ansigt i behold. Desuden har alle mænd, gifte såvel som ugifte, forstået at indrette sig sådan, at der på et eller andet tidspunkt dukker et kvindeligt væsen op, som tager sig af det hele; en ‘gammel kælling’, en hustru, en mor, en elskerinde, en værtinde. Der er altid et hunkønsvæsen parat til at muge ud under en mand, som er doven og sjusket og upraktisk, mens en kvinde med de samme egenskaber fordømmes af samtlige sine medsøstre.

Men for at vende tilbage til selve opvasken, så dukker den op som et uundgåeligt faktum i alle familier hele året rundt hver eneste aften ved halvsyvtiden, efter at dagens store måltid har fundet sted. Den viser sig i reglen ved, at alt, hvad man ejer af porcelæn og glas, gryder og pander, gafler, skeer og knive, dækker hele køkkenbor­dets flade, så langt øjet rækker, og at alt er fedtet, klistret, fyldt med madrester, kort sagt afskyeligt.

I dette øjeblik passerer hele en husmors liv revy for hendes indre blik, ligesom hos en druknende. Hun synes, det har været opvask alt sammen, og vage flugtplaner krydser hendes tanker. Noget med at ‘rende fra det hele’ i lighed med de større børn, der pludselig er som sunket i jorden. Men da det nu ligger sådan, at hun ingen steder har at rende hen, nøjes hun med at flygte ind i stuen, hvor ægtemanden fromt sidder gemt bag sin avis, ventende på aftenkaf­fen. Hvad er det egentlig for et fremmed menneske, hun har giftet sig med? Han forstår hende overhovedet ikke, de har ingenting at tale om, og hvad hun nogen sinde har set i ham, er en gåde. Måske kommer hun i tanker om et tilfælde af utroskab, der for længst er glemt og tilgivet, men velegnet til at starte et opgør med, ellers er der mange andre temaer, der kan anvendes til at forhale tiden lidt.

Men belært af erfaringerne, som er bitre og talrige, kan det også være, hun tier stille og bare sidder og stirrer tomt frem for sig. Hvis manden nu løfter blikket fra avisen, hvori han omsider er nået frem til dødsannoncerne, vil han opdage, at hans kone ser ti år ældre ud, end hun er. Det gør alle kvinder, der har en opvask stående urørt ude i køkkenet. De får et ganske bestemt resigneret drag om mund­vigene, som om store sorger er faret hen over deres tilværelse, og de har set og hørt mere her i livet, end godt er. Deres skuldre synker sammen, og de er midlertidigt berøvet ethvert spor af kvindelighed. Øjnene er glansløse og fjerne, hænderne hviler apatisk i skødet, for­vandlet til blot og bar redskaber.

Svigtet og forladt sidder hun der, mens oprøret ulmer i hende. Hun tænker på alle de tilfælde, hun kender, hvor det vitterligt er lykkedes kvinderne at flygte fra opvasken. Ikke bare hen til en opvask et andet sted, men planlagt, målbevidst og ofte for tid og evighed. Det er ikke nok at være ‘udearbejdende hustru’ i almin­delighed; som sådan kan man slippe for børnepasning, rengøring og madlavning, forudsat at man har en temmelig god indtægt, der tillader én at holde formiddagshjælp, men opvaskens problemer er ikke løst med det. Uvist af hvilken grund kan man jo ikke være be­kendt at slippe en rengøringsassistent ind ad døren, medmindre de mest iøjnefaldende tegn på familiens færden først er fjernet. Også de selverhvervende må altså vaske op om aftenen, eventuelt bistået af en mand, der står og svinger viskestykket på skrømt, mens han belærer dem om, hvor rationelt man kunne gå til værks, hvis ikke kvinderne var så reaktionære og fyldt med traditioner, f.eks. over­hælde hele redeligheden med kogende vand, lade det stå og små­snurre over gassen et par timer og derefter sprede det ud over hele lejligheden, til alt var tørret af sig selv, og lignende åndssvage råd.

Men som hun sidder og grubler, kommer hun måske i tanker om en slående og enkel sandhed, der sender et pludseligt lys ind i det mørke, hendes sjæl er indsvøbt i: Den flugttendens, hun kender fra sig selv, er jo netop opvaskens positive og velsignelsesrige side! Hvorfor, tænker hun, røber alle betydelige kvinder (blandt andet i avisernes interviews), at de ikke kan udstå at vaske op? Fordi, svarer hun sig selv, deres modvilje har været så usædvanlig intens, at de har været nødt til at blive ‘betydelige’.

Der sad engang en kvinde ved navn Jane Austen i en præstegård i England. Hun skrev den ene glimrende roman efter den anden, og derudover ved man ikke andet om hende, end at hun altid arbejde­de i familiens dagligstue og en gang imellem med spagfærdig røst bad om at få en dør smurt, som knirkede, når den blev åbnet. Man kan udmærket forestille sig hendes mor hen ad dagens kritiske tids­punkt stirre fra den flittigt arbejdende Jane til hendes ubeskæfti­gede søstre og derefter sende en af de sidstnævnte ud i køkkenet. Ganske vist har der uden tvivl været en tjenende ånd på stedet, men som bekendt var det også dengang skik at opdrage unge piger til huslighed.

Intet menneske går i lag med et arbejde, der er det vederstyg­geligt, hvis det på nogen mulig måde kan blive fri. Kvindesagens første pionerer har alle været fortropper i flugten fra opvasken, denne underjordiske bevægelse, som i tidens løb har jaget masser af panikslagne kvinder over i kunsten, i videnskaben, journalistik­ken, kommunismen, og i strømme sendt dem ud over landet som foredragsholdere, fredsduer, varme forkæmpere for fremmede fol­keslag, med hovedet fuldt af store planer om børnebegrænsning i Indien og havregryn til guldkysten.

Der er nemlig tre ting, som kan få de fleste mænd til at tage op­vaskens åg på sig eller finde sig i, at budgettet belastes med noget så luksuriøst som en husassistent. Den ene er ganske ligetil, at deres kone har formue eller udsigt til en betydelig arv. Den anden, at hun er indehaver af en eller anden form for talent, lige meget hvilket, lige fra porcelænsmaling til den højeste digteriske eller sceniske ud­foldelse, dog skal det naturligvis først være anerkendt udefra. Og den tredje er uselvisk optagethed af en ‘sag’, mange flygtendes ene­ste redning, som i grunden kun forudsætter en vis portion reel vi­den samt den talefærdighed, alle kvinder ejer i vuggegave; den skal bare kultiveres og ledes ind i en bestemt bane, så går det hele som smurt. Flugten er i fuld gang, og da menneskets evne til at føre sig selv bag lyset er utrolig, ved kvinden i løbet af kort tid slet ikke, at der er tale om nogen flugt, og da slet ikke fra noget så ligegyldigt som opvasken! Hun har fået et kald, hun ser længere end til sin egen næsetip, og hendes hjerte strømmer over af medfølelse for alle jordens ulykkelige skabninger, større, jo længere de befinder sig fra landets grænser, mærkeligt nok – –

Mange frugtbare inspirationer har foldet sig ud i kvinden, når den huslige elendighed, symboliseret i den tårnhøje opvask, hvi­ler som en uafrystelig byrde på hendes forpinte sind. Hun hører de flygtende fodtrin ned gennem tiderne, og som lysende stjerner ser hun de store kvindeskæbner springe frem på hverdagens grå himmel. Da begynder et eller andet sin vandring i hendes hjerte, for engang ville hun noget andet og mere med sit liv end opvask, sådan som de fleste mennesker i grunden engang har villet noget andet end det, de ender med. Og pludselig ser hun, at der er masser af ting at tage fat på og masser af ubrugte muligheder i hende selv. Det gælder bare om at vælge noget, der med lidt behændighed lader sig putte ind under de to acceptable begreber: talent eller ‘sag’. De magiske ord, som endelig kan få droget til at lægge avisen fra sig og sjokke ud for at sætte vand over. Så må man bare håbe, han ikke en dag bliver besat af den samme flugttendens, for som før bemærket er der det nederdrægtige ved det, at der altid er en kvinde parat til at tage sig af en mand, hvis kone er rendt fra opvasken.”

Tekst bragt med tilladelse fra Tove Ditlevsens arvinger.

Læs mere om bogen her.

Sort samvittighed - Tove til tørre side 114 foto Sofie Amalie Klougart

Foto: Sofie Amalie Klougart

Tekst: Tekst af Tove Ditlevsen bragt med tilladelse fra T.D.´s arvinger.

Indlægget er ikke sponseret etc.

Rollemodeller, Sorte Huller & Eliteforskning

16680810166_297e3a62cd_z

Vidste du at mindre end 3% af de naturvidenskabelige nobelpriser er blevet givet til kvinder? Eller at et sort hul udgøres af masse svarende til 100.000.000 soles masse? Nej vel? Jeg vidste ingen af delene, men er i Paris for at blive klogere.

Kvinden ovenfor hedder eksempelvis Professor Dame (ja, hun er adlet for sin forskning) Carol Robinson. Hun har lavet epokegørende grundforskning indenfor proteiners funktion. Og her taler vi ikke LCHF, men proteiners funktioner i cellerne. Og nærmere betegnet i cellemembranen. Jeg forstår det ikke, og har hørt hende holde et oplæg i dag, hvor jeg var nødt til at spidse blyanten og bide mig i kinden for blot at bevare overblikket, mens jeg tog noter til ting, jeg skulle slå op.

Jeg er inviteret af L’Oréal, hvis globale CSRprojekt i årevis har været at finde, hylde og støtte kvindelige forskere i hele verden. For Women In Science hedder projektet, og jeg er vild med det. Her i Paris er den årlige prisuddeling, hvor fem exceptionelle forskere hyldes for mod, vid og tålmodighed indenfor deres forskning. Lynende begavede kvinder, som bidrager til at verden rent faktisk bliver et bedre sted at leve, fordi vi ved mere, forstår mere og kan mere.

I Danmark hyldes hvert år tre kvindelige danskere forskere med legater og festligheder, og ud over det forskningsmæssige perspektiv (som jeg knapt begriber omfanget af), så er For Women In Science også ladet med historier om, hvordan kvinder har det mindre let i forskerstillinger end mænd, og hvordan vi kvinder sjældnere end mænd bliver eliteforskere. Carol ovenfor havde for eksempel ikke mulighed for at gå den gængse vej gennem universitetet, men læste sin bachelor på aftenskole, fordi det var den mulighed hun havde. Desuden har hun børn, og ville ikke være så meget væk fra dem, som eliteforskningen krævede, så hun tog otte år fri. Da hun begyndte at forske igen, gjorde hun det om natten og i de tidligste morgentimer. For, som hun siger: Hun var ikke savnet klokken fem om morgenen.

Så selvom jeg i dag ikke fattede hvordan man måler omfanget på et Hyper Sort Hul, så har jeg fanget, at der findes tiltrængte rollemodeller for flid, mod og nytænkning.

Solotid med Lillebror

IMG_7088 IMG_7061

Sofus, Bedste Karen og jeg ledte efter foråret i lørdags. Vi fandt noget der lignede det i det store, smukke drivhus i Botanisk Have. Elias var sammen med en legekammerat, Johan sov, og varmede op til det spillejob, der viste sig at blive noget nær legendarisk, og vi tre gik tur. Sofus var meget betaget af de kødædende planter, Bedste Karen udpegede stueplanter i drivhuset, og sammen ledte vi efter de bitte små farvede frøer, der bor i den ende af huset, der huser mangroveskoven.

Der er nogle steder i København, der føles magiske. Dette sted er et af dem. Det spirer og gror, og det er som at træde ind i enten et filmset eller en 1800tals gotisk fantasi. Der er rodet, kaotisk og lidt tilfældigt derinde, men det virker dragende og mystisk. Også på små drenge, der næsten har tålmodigheden i orden.

IMG_7070

IMG_7077

IMG_7065

IMG_7083

IMG_7089

Ugen Der Gik (Og Weekenden, Der Kommer)

IMG_6967

Endnu en af de uger er gået, hvor store ting og små, har filtret sig ind og ud mellem hinanden på allerfineste vis. Fra kvindekamp til deodoranter, og alt det midt i mellem. For det første sprang en kirsebærgren ud hjemme hos os, og sjældent har jeg set noget så yndigt og fint, i de ganske få timer det varede før den begyndte at drysse sine blade. Men foråret er på vej, og stemningen både inden i mig (og andre) og udenfor letter. Jeg kan mærke det: Alting bliver en lille smule sjovere, end lille smule lettere, en lille smule mere lige til. Det holder.

FullSizeRender-5

I den forgangne uge talte vi igen om ligestilling og feminisme, og igen blev det sagt mange gange, at uanset hvad der sker, er det altid kvinder og børn der rammes hårdest: Af sygdom, arbejdsløshed, manglende socialt ansvar etc. Det er altid kvinderne det rammer hårdest. Og netop derfor passer ovenstående efterhånden noget bedagede kampråb stadig. Og det gør slet ikke noget at vi husker på det lidt mere end en gang om året.

Dette var også ugen, hvor Elias og jeg var ude at høre Johan spille. Det var en meget stor oplevelse at høre Johan tale, fortælle og spille akustisk. Og at sidde der sammen med Elias.

I weekenden skal jeg høre Johan spille med stort band i Pumpehuset i København. Det er i morgen (se her), og i aften spille Johan med det samme store setup i Aarhus på Radar (se mere her). Jeg glæder mig helt tosset, og også over at mange af mine kollegaer tager med.

IMG_9118

Dette var også ugen, hvor jeg blev afhængig af en the. Hvem havde troet det? ikke mig! Den er købt på denne spa og smager fuldkommen vanvittigt godt.

IMG_7028

Så blev jeg i denne uge også præsenteret for en deodorant som hæmmer hårvæksten under armene, så man ikke behøver at barbere sig så tit om sommeren. Hvis man altså er til nøgne armhuler. Den dufter godt, og jeg er ret spændt på det med hårene.

IMG_7041

Kunsten at provokere en mand: Fanpost fra Peter (Og Et Kig På Langeland)

Noget af det mest interessante ved at være på TV er de reaktioner, jeg får fra folk. Jeg får heldigvis overvældende mange meget positive mails, kommentarer og henvendelser. Og komplimenter som er værd at varme sig ved. Men jeg får også de virkeligt mærkelige – folk, der skriver en laaaaang mail, som ingen mening giver, eller dem, som skriver for at skælde ud. Dem, der skælder ud, er så vrede at de nærmest ryster igennem mailen, så man bliver helt ked af det på deres vegne over at de har det SÅ dårligt over 30 minutters sødsuppeTV fra sommerlandet.

Men tag nu Peter. Han har siddet oppe i nat for at skrive til mig. Og det tror jeg faktisk at han har brugt lang tid på. Peter er nemlig vred, og mails som den her er på ingen måde ualmindelig. Jeg får nemlig rigtigt mange mails fra mænd, der er sure. Jeg har fået en virkelig fantastisk mail om at jeg havde for korte nederdele på, og måske 30 om at mit hår er for stort. Jeg har også fået en, som jeg overvejer at ramme ind om at jeg er for tynd (HAHAHAHA), og én om at jeg bør vaske de grimme pletter af mit ansigt, hvis HAN skal se på mig en anden gang. De grimme pletter hedder fregner, btw. Jeg har også fået mange mails om at jeg bander som en havnearbejder, og det er jo sådan set rigtigt nok.

Men Peters mail, den handler om at jeg mangler stil. Og det må han sådan set gerne synes, ligesom de mange der synes jeg er dårligt opdraget. Men sagen er bare den, at jeg ikke mangler stil – jeg har min egen. Og hvis der er noget der provokerer mænd – midt om natten – så lader det til at være det:

IMG_9143

Men tilbage til gårsdagens udsendelse, hvor jeg lovede at vise nogle flere billeder fra:

IMG_5094

I det danske sommerland, efter afkørslen til Sædballe, og forbi den til Bøsseløkke, ligger Broløkke. En fantastisk lille perle af en restaureret herregård, som er perfekt til at holde et brag af en fest på. Langeland er stedet, og har du ikke været der for nyligt, så tænk den smukke ø med når du lægger sommerferieplaner. Så fin og yndig.

IMG_7141

Her var jeg så heldig at få lov til at kigge forbi, da vi lavede TV sidste sommer. Meget smukt. Og værelserne er seriøst så pæne. Her lige lidt fra selve huset:

Og her:

Det værelse, jeg fik lov til at bo på.

Fint og smukt:

Besøg Broløkke her (og se lige hvad det koster. Man kan godt)

Dansefødder: Broløkke & Hvedholm

IMG_4619

Som sagt, skal der danses i aften på TV2, og det var faktisk rigtigt sjovt. Der var hentet dansere ind fra den lokale danseskole, og det er ikke svært at gætte hvem det var… Og lige på falderebet inden udsendelsen lidt bag-om-billeder fra optagelserne:

IMG_4633

Tilgengæld tager det syv lange og syv brede at optage til TV og vi skulle danse igen og igen, så filmholdet kunne få lyd, billeder og detaljer til at spille sammen. Og jeg kom til at lave liiidt fis undervejs, og det hjalp heller ikke på tempoet. Heldigvis blev det sjovere undervejs, men jeg var helt svedt igennem, da vi var færdige, og det var dér det gik op for mig, at det virkelig er en god måde at komme i form på, det der dans…

IMG_4625

IMG_4656

IMG_4640

IMG_4618

Dansen foregik på Hvedholm slot, hvorfra jeg lige sørger for at lægge en masse blomstrende / blondede / forgyldte billeder op fra i morgen – og ikke mindst fra underskønne Broløkke Slot på Langeland.