Det sidder et sted lige mellem kravebenene…

… det der forår.

Det buldrer og brager og man kan mærke, at nu, nu sker det. Nu er det slut med mørke, der hiver i benene og vejr, der sniger sig ind under håret på én. Nu er vi der, nu er det nu, nu er det tid til nye begyndelser, til at dufte helt kold, klar luft med et løfte om sol, blød muld og spirende grene. Himmelen er høj, klar og i nye toner, der ikke minder om grå. Jeg kan sket ikke rumme, hvor komplet vidunderligt og tiltrængt det er.

4 Comments
Previous Post