Hvis man nu fik lov til at råbe. Om at Mette Abildgaard er blevet bortvist fra Folketingssalen for at have sit barn med

Nå, men her på bloggen, og via mails er der en del damer der har foreslået at vi laver lidt larm omkring det faktum at en mor er blevet bortvist fra Folketingssalen for at have sin baby med. Her er hvad jeg tænker om den sag, og ja, jeg ved godt jeg råber:(…
og det er med vilje jeg ikke skriver navnet på folketingets formand, for sidst jeg gjorde det, blev bloggen lagt ned af trolls)

Valget er lige om hjørnet, og man må formode at det ikke kun er venstrefløjen, der har opdaget at kvinder også stemmer. Jeg har i mange år fulgt debatten om ligestilling, debatten om familiepolitik og ikke mindst fulgt med i hvor mange der argumenterer for at alt hvad der havde med børn, ligestilling og familiepolitik at gøre, skulle høre privatlivet til. Så mange gange har højrefløjen fortalt os, at kvinder selv må være i stand til at afkræve den ligestilling de vil have, at man selv må fordele barslen mellem sig, og at staten under ingen omstændigheder skal blande sig i det private. Ingen regler, ingen love er nødvendige ifølge den del af det politiske spektrum, når det kommer til at sikre kvinders samfundsdeltagelse, eller at give dem en forsikring mod at blive smidt ud af den økonomiske ligestilling, når de vælger den længst mulige barsel.  Jeg har desuden i mange år hævdet at det var en skrøne at kvinder er kvinder værst. I den forgange uge er min hårdnakkede overbevisning blevet modbevist mere effektivt end jeg kunne have frygtet. Og samtidig har det vist sig at højre side af de politiske Danmark meget gerne vil have lov til at regulere kvinder, barsel og familieliv. I den forgange uge blev et folketingsmedlem nemlig bedt om at forlade folketingssalen, fordi hun havde sin baby med. Det var Folketingets formand, der tog initiativ til bortvisningen, og jeg formoder at grunden til at der ikke er blevet skabt mere larm fra den bortviste mor, Mette Abildgaard, er at hun deler Folketingets formands side af holdningsspektret, og er som hun, repræsentant for den del af folketinget der stemmer til højre for midten. Abildgaard repræsenterer desuden den fløj af de folkevalgte, der i årevis har fortalt at familiepolitik er en privatsag, og at det aldrig kan blive arbejdsgiverens eller samfundets udfordring at skabe barselsvilkår eller en familiepolitik hele familien kan leve med. Samme side af Folketinget mener også at ligestilling hverken kræver love eller reguleringer, og at de dele af livet er en privat sag. I bund og grund handler disse holdninger om at bevare status quo, men også at kvinden og kvindekroppen historisk, kulturelt og politisk er unormal. Den heteronormative hvide mand er derimod den normale deltager i samfundet, og da han hverken er besværet af amning, barsel eller børn, er han da også den perfekte deltager i demokratiet. Folketingets Formand giver uden at hun måske er klar over det, med sin udvisning udtryk for at kvinder, med deres kroppe, risiko for lækkende bryster og børnefødsler er unormale, og på ingen måde det et samfund kan bygges på. Deres moderskab har dermed – synes det – intet at gøre med den politik et samfund skal bygges på. Desværre har vi set det før:  Historisk set er den danske udskamning af kvinder på barsel eller med børn en given sag. Man kunne have troet at vi var færdige med den del af verdenshistoriens store fejltagelser, og selvom man i andre parlamenter velkommer spædbørn og deres mødre, så er vi i det Danmark, vi tror er ligestillet, ikke kommet længere end i slutningen af 1800tallet, hvor kvinder efter børnefødsler stadig ikke kunne komme ind i mange kirker før den mandlige præst var trådt ned af prædikestolen og havde inviteret hende ind i kirken. Og dermed løst hende fra den urenhed barslen havde påført hende. Kvinder med spædbørn var med andre ord ikke velkomne i samfundet, og det lader til at vi stadig ser på kvinder med de øjne. Et samfund skal åbenbart ikke drives af de mennesker, der lever i det, og åbenbart kun varetages af dem, der har løst sig selv fra familiære bånd og forpligtelser, dem der er rene nok til aldrig at skulle tage sig af andre. Abildgaard har i den grad ved sin mådeholdne kritik af det omsorgssvigt hun er blevet udsat for, vist sig som en af drengene, og jeg er sikker på at hun nok skal blive rost internt for ikke at råbe op. At hun derved også har vist hvor lidt hun tror på at hun som folkevalgt også har ansvar for andre end sig selv, er en helt anden sag. Det bliver desuden ganske spændende ved det kommende valg, at lytte til, hvordan familiepolitik igen bliver skubbet til side af den samlede højrefløj fordi de igen vil hævde at familiepolitik hører privatlivet til, selvom vi så effektivt har kunnet observere hvordan en fremtrædende del af denne fløj forsøger at opstille regler for hvordan mødre må deltage i samfundet.

4 Comments
Previous Post
Next Post