Betragtninger fra en fodboldmor

Ok, Elias er begyndt til fodbold. han har spillet siden i sommer, og han elsker det. Ud over et aktivt barn, virkeligt meget vasketøj og samtaler om Atletico (?), forskellen på den ene strategi vs den anden og diskussioner om transfervinduet, får jeg nu også et indblik i hvad det vil sige at være en fodboldmor. Det jeg kan sige om den slags uden at bringe mit barns fritidsliv i fare er at fodboldmødre er længere fra en akut blodprop end fodboldfædre. Fodboldmødre ser ikke sig selv som mere valide trænere end træneren. Fodboldmødre har muligvis heller ikke så mange karriereambitioner på deres 11årige børns vegne, som andre kan have. Fodboldmødre bliver ikke sure på deres børn når de ikke præsterer 180% hele tiden. Fodboldmødre diskuterer ikke med dommeren. Men fodboldmødre fryser. Hold nu kæft, hvor vi fryser. Det gør de fodboldfædre der drøner op og ned langs banen ikke… Så tør jeg ikke sige mere om den sag… Men, det kunne være ret så interessant at overveje kollektivt hvor grænsen mellem engagement, interesse og ambitioner skal skæres, når det kommer til éns unger. Hvor meget tiger skal der være i forældreskabet og hvor meget skal ungerne selv have lov til at finde deres vej? Jeg tror jeg har besluttet mig.

 

7 Comments
Previous Post
Next Post