I går blev jeg ikke kidnappet (eller myrdet)

Billedet ovenfor er fra i morges, hvor jeg stod møgtidligt op og nåede at dyrke yoga. Her fik jeg tid til lige at tænke lidt over noget, der skete i går.

I går skulle jeg nemlig afsted for at holde et foredrag, ret langt væk fra S-togsnettet og eftersom jeg stadig ikke har taget (det fordømte) kørekort (jeg ved det .- det er komplet åndssvagt!!!), var det endnu engang et logistisk mesterværk, jeg var ude i.

Det er det sådan set tit og normalt er det aldrig et problem. Man kan altid forudbestille en taxa til den station, hvor man ikke kan komme videre i den rigtige retning, og så længe jeg bare planlægger i virkelig god tid er det virkeligt aldrig et problem at komme rundt.

I går skulle jeg holde det her foredrag. Livsstilsbingo. Det er megasjovt at holde, lærerigt at være med til, og der er præmier. Med andre ord: Det virker. Men der er en del at slæbe på. Så jeg havde naturligvis bestilt en taxa. 15 minutter før toget kom til stationen ringede der en chauffør og meddelte mig at han ikke kunne nå at hente mig. Så jeg bandede og svovlede og googlede og fandt ud af at der alligevel var et par kilometer at gå.

En venlig mand hørte det hele og tilbød at køre mig. Jeg tænkte med det samme at det er sådan man dør i svenske krimier, og takkede nej. Jeg forklarede ham at jeg ikke ville kidnappes (haha), og at man jo ikke må stige ind i biler i provinsen (eller hovedstaden) med mænd man ikke kender.

Vi steg ud af toget og han hev mig med over til sin kæreste og deres labrador, og foreslog igen at de kørte mig. Jeg gentog forbehold (svenske krimier, mord, kidnappet, bortført). Det syntes de var ret så sjovt, så ind med mig i bilen og de kørte mig i smukkeste stil hele vejen hen til foredraget. Var jeg tryg hele vejen? Hmmmm. Nope.

Må mine børn hoppe ind i biler hos folk de ikke kender? Under ingen omstændigheder.

Var det dumt af mig? Måske. Skal man tro på hinanden og det bedste i hinanden? ja. Så hvad så? Hvad gør man i sådan en situation? Jeg kan sgu stadig ikke finde ud af det – uanset hvor taknemmelig jeg var og er for mine helt utrolig søde redningsmænd og deres meget tålmodige labrador.

5 Comments
Previous Post
Next Post