Hverdage, der tager røven på en og medaljer der bør uddeles

Der er morgener, der går virkeligt godt, hvor alt er idel lykke og dem, der er et hækkeløb mod kaffen på kontoret, og bare fire minutter for sig selv, hvor man kan stirre ind i en væg uden at skulle forholde sig til at éns yngste barn nu er blevet for lang til alle sine bukser, og de to han kan passe er “for tykke”.

Den slags morgener, hvor man løber hurtigere end kaffen kan holde til, og hvor panikken lyser ud af øjnene på én, når det pludselig går op for en at barnet har været hos sundhedsplejerske uden den seddel man skulle have fyldt ud for 14 dage siden. Og at han er 128 cm høj. Den lille store dreng.

Og så er der den anden slags morgener, hvor ingen er sure, hvor alle selv kan finde deres rene underbukser, hvor havregrøden smager godt og hvor kaffen er præcis så varm som den skal være. Den slags morgener der gør hele dagen bedre, og, går det efterhånden op for mig, mest handler om at undgå den funktion på vækkeuret der lover 9 minutters fred.

Hverdagen tager røven på mig ind i mellem, både på den fantastiske måde og på den der hektiske måde, hvor jeg sværger at jeg gør det bedre i morgen, og jeg mener stadig at man bør have en medalje hver eneste gang man ikke råber.

6 Comments
Previous Post
Next Post