Om tiden, der slipper og børn, der gør det samme

 

Det kan godt være at det bare er mig, der er sådan lidt hudløs ind i mellem, men det er meget svært ikke at tænke over, det faktum at dagene kan være så uendeligt lange når man har børn, mens årene er så korte, at man ikke kan få fat i dem.

Ungerne og jeg var på stranden i går efter jeg havde været på arbejde og de havde været i skole. Vi nød den luksus at kunne tage bussen til stranden og at kunne spadsere hjem bagefter. Alene det var luksus. Tiden ved og i vandet med dem var også. Og det at der hverken var skrig eller skrål, eller den slags katastrofe, der engang indtræf hver eneste gang vi skulle bevæge os tyve meter ned ad en gade. Der var intet. Store, dejlige drenge, som fortæller om lyssværd, skole og hvilken gåde de lige for tiden synes er sjovest. Elias, der passer på Sofus, og viser omsorg, også når det ikke er nødvendigt, og Sofus, der bare nyder. Og det går hurtigt. Lige om lidt tager de afsted alene til stranden. Børnene giver slip, lige så stille. Det skal de også, og jeg er fandme så glad for den tid, hvor de lige nu er store, uden at have brug for at undvære mig helt.

 

2 Comments
Previous Post
Next Post