Interview: Findes Den Eneste Ene: “Jeg er fjerdegenerationsfraskilt og føler alligevel, at jeg nu lever sammen med min eneste ene”

 

Er der noget bedre end bøger, der vil noget? Måske endda lære en noget, eller udfordre én? Nej, vel? Sådan en er Katrine Frøkjær Baunvigs Den eneste ene – den er netop udkommet og udfordrer vores forestillinger om hvad og hvem den eneste ene er. For hvorfor tror vi egentligt på at han eller hun findes? Det er det Katrine afsøger i bogen, og det gør hun simpelthen så fint. Læs interviewet med hende her, og find bogen her.

Hvad handler din bog om?

Min bog handler om drømmen om den eneste ene. Den handler om, hvordan forestillingen om, at der findes ét bestemt menneske, som er forudbestemt til vores kærlighed, har udviklet sig fra tiden omkring år 1 og frem til i dag – i kulturer relativt tæt på vores egen.

Den blev født som en forestillingsluksus blandt en lillebitte elite og voksede sig gradvist større og større – og omfattede efterhånden flere og flere mennesker. I dag må vi godt alle sammen drømme.

Bogen handler også om, hvordan drømmen om kærligheden påvirker mennesker på godt og ondt. I gennem bogens seks kapitler vil jeg gerne vise, hvordan den eneste ene veksler mellem at være én, man tager sorgfuld afsked med og én, man udnævner til sin livsledsager. Denne vekselvirkning sker imellem de kulturelle perioder, bogen skitserer. Men den sker også ofte imellem perioder i enkeltpersoners liv. Og det sidste bruger jeg ret aktivt i bogen, hvor der er mange eksempler fra mit eget bagkatalog af smerte og eufori:

Jeg er fjerdegenerationsfraskilt og føler alligevel, at jeg nu lever sammen med min eneste ene. Bogen er skrevet som en undersøgelse af denne følelse – som jeg har lidt svært ved at forstå, når jeg forholder mig rent rationelt til sagen.

Hvad var det mest interessante for dig i arbejdet med Den eneste ene?

Jeg er universitetsansat religionshistoriker. Jeg er forskningsmæssigt optaget af de forestillinger, som vinder frem i den periode, vi tit kalder ’moderniteten’ – det vil sige fra slutningen af 1700-tallet og frem til i dag. Altså den periode, hvor kristendommen i den vestlige verden for alvor mister grebet i de veluddannede dele af befolkningen. Eller: Det tidspunkt, hvor ’Gud dør’. Det er netop det samme tidspunkt, hvor den eneste ene bliver hvermandseje – en drøm, som alle kan gribe ud efter.

Er der et øjeblik i verdenshistorien, hvor myten bliver konsolideret?

Den sorgfulde historie om den eneste ene, som én, man må dø for (tænk på Romeo og Julie) er den ældste. Den rodfæster sig i første årtusind før vor tidsregning.

Forestillingen om den eneste ene som den, man deler sit liv med (’og de levede lykkeligt til deres dages ende’) falder for alvor på plads i løbet af 1800-tallet, hvor kærlighedsægteskabet bliver et ideal.

Tror du den myte er skadelig?

Forestillinger, myter, idealer er tveæggede sværd.

På den ene side kan de være skadelige, hvis de individer, der dyrker dem, bliver ekstremistiske. I dette tilfælde kunne det være, hvis myten om den eneste ene slår om i prinsessenykker og afvisninger, fordi ingen i den virkelige verden kan leve op til de krav, der er vokset frem i ekstremistens forestillingsverden.

Men ekstremisme er et grundvilkår i alle lommer af tilværelsen – ikke kun på kærlighedsområdet.

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at forestillinger, myter, idealer på den anden side samtidig er et af de mest afgørende tegn på menneskelig kultur – det er det, der er med til at danne og motivere os til at stræbe efter andre og bedre situationer end den vi befinder os i. Med andre ord er den eneste ene en drivkraft, som kanbruges til at skabe bedre liv. Det kan fx være, når min søde single far, som alt for tidligt har fået Alzheimers, indrykker en kontaktannonce, fordi han midt i sin opløsning alligevel føler et stærkt behov for at have nogen at dele tilværelsen med.

Tror du på den store romantiske kærlighed og den eneste ene?

Sommetider. I meget konkrete situationer gør jeg: Når jeg kysser min kæreste, når jeg skriver digte til ham, når jeg laver perlepladehjerter til ham. Når jeg minder mig selv om det.

Men jeg tror ikke på drømmen, når jeg skal forholde mig køligt og rationelt til det. Jeg er arbejdsskadet: Jeg tror ikke på nogen former for metafysik – heller ikke skæbnen. Det betyder bare ikke, at jeg ikke godt kan gribes af følelsen.

Tro og følelser følges (slet) ikke altid ad. Den pointe kan jeg for øvrigt sagtens hæfte fast med referencer til en masse forskningslitteratur.

Hvad forventer vi historisk af kærligheden?

At den er en følelsesmæssig stærk oplevelse. En stor sorg eller en voldsom lykke.

Og fordi der i den vestlige verden ikke længere er meget tungtvejende sociale eller økonomiske grunde til at blive gift eller til at undgå at blive skilt, kommer det hele til at handle om følelser. Om mavefornemmelser. Om sommerfugle i maven – eller lige så vigtigt: mangel på samme.

Hvis vi skal vide én ting om den eneste ene, hvad er det så?

At udbredelsen af den er et tegn på åndelig og materiel velstand. Jeg synes, at det er en civilisatorisk succeshistorie, at alle i dag har ret til søge efter stor kærlighed.

Det er rigtigt, at det også er et pres. Det har blandt andre Svend Brinkman slået fast. Men  først og fremmest mener jeg altså, at det er godt, at folk har mulighed for at række ud efter drømmen og hinanden.

De fantastiske fotos her til indlægget (undtagen portrættet) er taget af min dygtige kollega Mette Skovgaard.

2 Comments
Previous Post
Next Post