Nærvær uden forhindringer

 

 

Jeg synes man hører det hele tiden; og siger det til hinanden: Vær her nu. Vær nærværende. Vær i øjeblikket, nyd det her øjeblik, for om lidt er det erstattet af et andet. Hold fokus og lad dig ikke distrahere. Det er sikkert virkeligt klogt, men det er også virkeligt svært. For det kan være svært at være her nu, hvis man ved at nogen er sulten om ti minutter, eller hvis man lige skal nå omkring Netto og hente gulerødder. Men denne weekend lykkedes det mig ikke at være tre skridt foran mig selv, dagen og dagen i morgen. Jeg var der ligesom bare, og jeg tror det skyldes vejret.

Det er lidt svært for mig at beskrive, hvor godt sådan et par dage med sol og sommer varmer helt ind i sjælen. Ikke at fryse, at der sol på himmelen, og at man ikke skal lede meget længe for at finde den blå sprække mellem de mørke skyer, gør mig lykkelig. Jeg synes også at man kan se hvordan humøret hos alle andre letter, så snart de tunge skyer gør det; vi er helt ærligt lidt flinkere og mere imødekommende når vintermærket ikke strækker sig godt ind i juni, som det har gjort de sidste par år.

Weekenden har med andre ord været fuld af sol. Sol, børn og venner. Både Sofus og Elias var i vandet to gange denne weekend. Det var ubeskriveligt koldt, på den måde, hvor man i virkeligheden ikke kan mærke sine tæer, når man har soppet i ti minutter. Jeg kom ikke under, men jeg kan godt se at det ikke gør så meget godt for min status blandt drengene hvis ikke jeg får taget mig sammen og hopper i, næste gang vi har chancen.

Men det med at være her nu – det er vigtigt og godt at kunne. Og jeg vil helt sikkert øve mig endnu mere. Det gør jeg bare bedst i solen.

3 Comments
Previous Post
Next Post