Om børn og år der gik

Sofus var syg i går, og havde en hel lang dag hjemme med Johan. Jeg kunne ikke blive hjemme, og det var lige før jeg blev misundelig over ikke at have den der lille varme feberkrop at sidde og kramme hele dagen. For de bliver store de drenge, og det med at få dem til at sidde helt stille til jeg har fået hudkontakt nok med dem (nok for mig, that is…) er ikke mere helt nemt.

Og alt er godt, og Sofus har det godt igen i dag, og det samme har Elias, og jeg fatter ikke hvor tiden bliver af. Hvor er de år blevet af, hvor jeg lå vågen hele natten, og aldrig sov? Hvor kaffe og panodil var en slags standardudstyr til bare at overleve halvt? De dage og de nætter er smuttet mellem fingrene på mig, og er nu lagt så langt bag mig, at jeg troede at jeg ikke kunne huske dem mere. Men det kan jeg. For desperationen i aldrig at få sovet nok, og den der evige tunge grå følelse kommer jeg aldrig til at glemme. Jeg kommer heller aldrig til at glemme følelsen af babyhud og dunhoved, og små bitte hænder og fede fødder. Jeg kunne ikke igen, men hvor er jeg dybt, grundlæggende og for evigt taknemmelig over at have haft det. Og for at have to store, fjollede, søde, skrappe, besværlige, smukke og gavmilde drenge med fregner på næserne og krudt i hele kroppen.

4 Comments
Previous Post
Next Post