Kapitel 10: Danske Kvinders Hverdagsliv: “…jeg er ved at lære, at det er okay at bede om hjælp”

Så er vi simpelthen nået til kapitel 10 i denne lange fortælling om, hvordan danske kvinder får deres liv til at hænge sammen. Jeg synes jeg har lært rigtigt meget, både om hvor ens vi er, men også hvor forskelligt vi griber hverdagen an. Sanne kender jeg ikke. Eller det vil sige, det tror jeg, jeg gør. Under et andet navn har Sanne nemlig læst med her, og også kommenteret on/off i alle de år jeg har blogget. Jeg skrev til Sanne og fandt ud af at jeg faktisk ikke kender hendes navn, hvilket jeg syntes var ret vildt. Nå, men her er Sanne, hendes døtre og deres hverdag:

 

1.    Hvordan er din situation ?

Jeg er 42 år, single og bor sammen med mine to børn, tvillingepiger på otte år. Deres far bor i udlandet, så de er altid hos mig.  

 

2.    Arbejde – hvad laver du? Hvad er din stilling, hvilken type virksomhed (stor/ lille). Er du glad for det? Hvor mange timer arbejder du (ærligt… – ikke hvad din stilling er sat til) 

Jeg sidder i en offentlig forvaltning, hvor jeg arbejder med faglig udvikling og projektledelse. Jeg arbejder i gennemsnit 40 – 42 timer om ugen og er meget glad for vores fleksordning. Jeg elsker mit job og kunne ikke tænke mig at lave andet.  

 

3.    Har du fritid? Og ting, du bruger din fritid til? 

Tid udenfor arbejde har jeg egentlig rimelig meget af, og jeg bruger stort set det hele sammen med mine børn. Praktiske hverdagsting som madlavning, madpakker, vasketøj, oprydning, transport og hvad der ellers skal til for at få hverdagen til at hænge sammen fylder det meste.  

 

4.    Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig? 

Ingen af os er udprægede morgenmennesker, så vi har brug for god tid om morgenen. Jeg står op kl. 5.50, tømmer opvaskemaskinen, går i bad, sætter hår og lægger makeup, inden jeg vækker pigerne. De kan bruge laaang at vågne og komme ud af sengene og få tøj på, og ofte må jeg skynde på dem indtil flere gange, inden vi alle tre spiser morgenmad sammen. Senest kl. 7.45 er vi ude af døren.  

 

Jeg følger pigerne i skole, før jeg cykler på arbejde, og jeg er som regel på kontoret mellem 8.15 og 8.30. De fleste dage veksler mellem møder og kontortid, og som regel er jeg ude af døren igen mellem 15.30 og 16.30. Min bagkant afhænger altid af, hvor og hvornår jeg skal hente pigerne. 

 

Når vi kommer hjem, skal der laves aftensmad og vi skal spise, pigerne skal have nattøj på, der skal ryddes op og lægges tøj frem til næste dag (det kan tage laaang tid, når man er otte år!), og hvis vi kan nå det, læser vi godnathistorie, inden jeg siger godnat til pigerne kl. 19.30. Herefter skal der laves madpakker til næste dag, nogle aftener arbejder jeg, eller også er der et eller andet praktisk, der skal ordnes, legeaftaler skal koordineres, aktiviteter planlægges osv., inden jeg selv går i seng senest kl. 22.00.  

 

5.    Hvad oplever du som den største udfordring for dig lige nu, her hvor du står? 

Det er altid en udfordring at få dagen til at hænge sammen, når min arbejdsdag slutter efter kl. 16.00, fx når jeg er til møde udenbys (hvilket jeg i øjeblikket er ca. en gang om ugen – og ikke altid en dag, hvor jeg kan trække på barnepigen).  

 

Det er generelt en udfordring at balancere hensynet til mine børn og mit arbejde. Som udgangspunkt sætter hensynet til mine børn dagsordenen, men det kolliderer af og til med møder og travle perioder på jobbet. Mit job fylder meget, og jeg kan godt føle mig som en dårlig kollega, når jeg er nødt til at gå kl. 16.15, ikke når at arbejde om aftenen eller i weekenden eller (igen) er nødt til at blive hjemme med et sygt barn. Syge børn kan nogle gange vælte ret meget planlægning, fordi der kun er mig til at blive hjemme.  

 

6.    Hvor er dine børn i dagtimerne – hvornår henter og bringer du (eller hvem der gør det) 

Mine børn er i skole fra 8.00 til 14.00 og bagefter i SFO. Jeg afleverer til skolestart hver morgen og henter tre til fire gange om ugen, som regel mellem 16.00 og 17.00 (fredag ca. 15.15, så vi kan nå til svømning).  

 

7.    Hvad har du af hjælp og hvor tit? (rengøring, babysittere, bedsteforældre, nogen, der henter) 

Tirsdag er (som udgangspunkt) barnepigedag, hvor vores søde barnepige henter pigerne i SFO, spiser aftensmad med dem og lægger dem i seng, så jeg kan arbejde et par timer ekstra og tage til pilates, inden jeg er hjemme senest kl. 20.00. Her i vinterhalvåret går pigerne til gymnastik en gang om ugen sammen med en klassekammerat, hvis mor er så sød, at hun henter alle tre børn i SFO og kører dem til gymnastik – og hun henter også dem alle tre og kører mine børn hjem, så de er hjemme ca. 17.15. Ren luksus! Generelt er klassekammeraternes forældre meget søde til at tage mine børn med hjem på legeaftale, når jeg er udenbys og først er tilbage, når SFO’en er lukket, tage os med i bilen til håndboldkampe i andre byer (vi har ingen bil) osv. Og jeg er ved at lære, at det er okay at bede om hjælp!  

 

En gang om ugen har jeg rengøringshjælp. Det er fantastisk at komme hjem til en rengjort lejlighed, og jeg betaler med glæde den regning hver eneste måned! Jeg laver madplan, handler de fleste dagligvarer på nettet og får dem leveret en gang om ugen, så jeg er fri for at bruge tid på at handle i hverdagen og slæbe alt hjem på cykel og op på 3. sal.  

 

Det en klar prioritering at arbejde fuld tid og bruge penge på at købe mig til hjælp. Hvis jeg går ned i tid, vil lønnedgangen betyde, at jeg selv skal gøre rent og købe ind, og så vil jeg ærlig talt meget hellere arbejde!   

 

Mine forældre bor en times kørsel væk og kan ikke lige give en hånd med i hverdagen. Men de elsker at have pigerne på weekend og nogle dages ferie, fx i sommer,- efterårs- og vinterferier, og hvis det kan lade sig gøre, kommer de gerne, når pigerne er syge, og jeg har opbrugt barns sygedage, eller har møder eller arrangementer, som er svære at aflyse, men det skal planlægges.  

 

8.    Har du principper, du kæmper for at fastholde i din / jeres hverdag? Og er det svært? 

Det er vigtigt for mig, at vi spiser morgen- og aftensmad sammen hver dag, også selvom det tager tid, især om morgenen. Det er også vigtigt, at mine børn lærer at hjælpe til hjemme, selvom det koster nogle konflikter.  

 

Der skal være lidt luft i hverdagen, vi kan ikke hele tiden skynde os. Så må det gå ud over godnathistorien, læs-selv-bogen eller den TV-udsendelse, jeg gerne ville se (hurra for streaming, ellers fik jeg aldrig set TV!).  

 

Jeg arbejder gerne hjemmefra, men kun når børnene sover eller ikke er hjemme (altså, bortset fra når jeg er hjemme med sygt barn). Tiden sammen med min børn skal bruges sammen med dem, så må arbejdet vente.   

 

Det er ikke så svært, men det kræver fokus og styring.  

 

9.    Hvornår er du lykkelig? 

Når solen skinner ind af vinduerne og alt ånder fred og ro. Når pigerne plasker rundt i svømmebassinet hver fredag eftermiddag og stråler af glæde. Når jeg henter dem fra SFO, og de på vej hjem fortæller mig om alle de ting, de har oplevet i løbet af dagen. Når jeg er sammen med mine forældre, min søster og hendes familie eller med gode venner. Efter en god dag på arbejdet. Når pigerne sover, og jeg er sunket sammen i sofaen og ser TV eller hører musik og slapper helt af. Når vi læser godnathistorie og sidder tæt. Når min blotte tilstedeværelse er alt hvad der skal til for at rette op på mine børns verdensorden og få dem til at falde til ro. Når jeg på vej til og fra arbejde cykler gennem skoven i solskin. Når jeg sidder ude med en kop kaffe og kan mærke solen i ansigtet og høre børnene lege (eller jeg er alene!).  

 

10.Hvad ønsker du at give dig selv mere af, og hvad ønsker du at give dine børn mere af? (ikke materielle ting) 

Opmærksomhed til mine børn og mig selv, men hverdagspraktikken æder en hel del af min opmærksomhed.  

 

Søvn! Jeg er virkelig utrolig dårlig til at gå i seng om aftenen, og eftersom jeg har et rimelig stort søvnbehov (især her om vinteren) og står rimelig tidligt op (alt for tidligt efter min døgnrytme), er jeg nærmest i kronisk søvnunderskud. Det hjælper heller ikke, at mindst et barn stadig lister ind i min seng næsten hver nat – og forstyrrer min søvn, hver gang hun vender sig!  

 

Spontanitet og frihed! Jeg er nogle gange ved at blive kvalt i de rutiner og faste rammer, vi har skabt for at få det hele til at fungere – men det virker for os alle, og mine børn har behov for at kende rammerne og dagens program.

 

Tid til at prioritere mig selv! Mine børn og mit job sætter suverænt dagsordenen. I den rækkefølge. Det skal nok komme igen i takt med, at børnene bliver større og mere selvkørende og har mindre brug for mig, men jeg savner det af og til.  

 

11.Har du måtte indgå kompromisser for at få din hverdag til at hænge sammen? 

Ikke sådan rigtigt, det handler mere om til- og fravalg og prioritering.  

 

Jeg har valgt at have fuldtidsjob, og det betyder mindre tid til at hente mine børn tidligt og mindre tid til at læse/spille spil/lege/bage boller osv. hver dag. Hverdagslogistikken tager også tid. Som eneste voksne i familien er der kun mig til at gøre alt det praktiske (bortset fra pigernes opgaver – som det er min opgave at huske dem på), og holde det hele kørende.    

 

Jeg har på mange måder skåret helt ind til benet, så alt handler om børn, hverdagslogistik og job. Forældreråd, sociale arrangementer, venindebesøg, bøger, byture og efteruddannelse må vente til børnene kan være alene hjemme om aftenen eller er flyttet hjemmefra. Lige nu prioriterer jeg mine børn og vores hverdag højest.  

 

Rent praktisk går jeg nok mest på kompromis med vores mad. Jeg elsker egentlig at lave mad, men vores hverdagsmad er godt nok kedelig! Dels har jeg ikke ret meget tid til at lave mad til daglig, dels er mine børn rimelig selektive med, hvad de spiser. Det sætter ret mange begrænsninger for kreativiteten.  

 

12.Er du glad for dit liv, jeres liv, og hverdag? 

I det store hele, ja, så er jeg faktisk vældig glad for vores liv og vores hverdag. Mine børn trives, vi bor et skønt sted, og jeg har et fantastisk job, og de ting gør – sammen med stram planlægning – at det hele hænger sammen og der også er lidt luft her og der.

3 Comments
Previous Post
Next Post