Kapitel 4: Danske Kvinders Hverdagsliv: Der er store udfordringer

Så blev det tid til den fjerde kvinde, der ærligt og rørende fortæller om sin hverdag. Jeg synes du skal læse det, og fornemme, en helt anden stemme. Jeg har kendt skribenten her i omkring 10 år. Hun er ganske vidunderlig, men vil af hensyn til sine svar meget gerne være anonym.

 

1.    Hvordan er din situation (samboende, single, antal børn, ingen børn, alder på dig selv og dine børn) Samboende/gift på 23. år, både min mand og jeg er 50, vi har 3 børn på 18, 16 og 8 år.

2.    Arbejde – hvad laver du? Hvad er din stilling, hvilken type virksomhed (stor/ lille).

Redaktør i en virksomhed med ca 40 ansatte. Svært at gøre arbejdstider op, for mit job er sådan et, hvor jeg kan lave research og få ideer døgnet rundt, men reel arbejdstid er nok ca 37 timer om ugen. Jeg er virkelig glad for mit arbejde.  

3.    Har du fritid? Og ting, du bruger din fritid til?

Familie, yoga, meditationskursus, strikker, læser, hører lydbøger, for nyligt genoptaget at sy.

4.    Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig?

Vækkeuret bipper kl 5.55. Hvis jeg er den, der følger vores yngste i skole, er jeg den første, der står op, går i bad, vækker min mand som så går i bad, vækker den 16-årige, som så går i bad, vækker den 8-årige – hun skal helst kløes lidt på ryggen og have lov at vågne blidt – vi spiser morgenmad, børster tænder osv. Den, der ikke følger den yngste i skole, klarer oprydning efter morgenmaden, fodre hunden, åbner for hønsene og den slags. Jeg cykler eller tager toget (om vinteren mest toget, faktisk) ind til byen og er på arbejde et sted mellem 8 og 9. Kaffe som det første, så mails og overblik over dagen. Typisk et par møder, men også en del skrivebordsarbejde. Frokost i kantinen, helst ved det runde bord, hvor vi altid griner utrolig meget hen over maden. Hvis jeg ikke skal hente vores yngste, arbejder jeg typisk til ved 17-tiden, nogle gange lidt længere, men ellers henter jeg hende på fritten ved 16-tiden. Hendes skole ligge 2,5 km fra vores hjem, så p.t. kører vi i bil, men vi har selvfølgelig en intention om, at vi skal se at få gang i at cykle sammen, haha. I bilen snakker vi om, hvordan vores dag har været. Når vi kommer hjem, går jeg en tur med hunden og så hjem og få en kop te. Snakke lidt med teenagerne, hvis de er hjemme, høre hvordan deres dag har været. Den, der har hentet, står også for madlavning, selv om jeg aldrig rigtig gider. Maden står på bordet ved 18-tiden. Den af os, der skal putte (vi skiftes), sørger også for, at vores yngste tager et bad, den anden rydder af efter aftensmaden. De dage, hvor hun og jeg har overskud, sætter jeg mig med den yngste og kigger på nogle af hendes lektier. Ved 19-20-tiden bliver hun puttet, det foregår ved at jeg sidder på hendes seng og læser i en bog, og så ser vi en youtubevideo efter hendes valg. Så spørger vi hinanden, hvad der har været det bedste ved dagen, og så godnat. Nogle gange sætter jeg mig ind til en af teenagerne og snakker lidt og giver den yngste af dem fodmassage (det har jeg gjort, siden han var lillebitte), og hvis jeg er heldig, har jeg energi til at snakke lidt med min mand også. De fleste dage sætter jeg mig med en bog eller strikketøjet eller mobilen. Om sommeren er det noget lidt andet – der tusser jeg som regel rundt ude i haven og drivhuset, til jeg skal i seng. Jeg går sjældent senere i seng end kl 22, ret tit allerede 21.30. Det har taget mig mange år at fatte, hvor meget det betyder for mit overskud.

5.    Hvad oplever du som den største udfordring for dig lige nu, her hvor du står?

At et af mine børn har meget store udfordringer.

6.    Hvor er dine børn i dagtimerne – hvornår henter og bringer du (eller hvem der gør det)

De store er jo selvkørende, men den yngste møder i skole (2. klasse) kl 8 og bliver hentet ved 16-tiden.

7.    Hvad har du af hjælp og hvor tit?

Min mor henter vores yngste en gang hver 14. dag, ellers ikke noget.

8.    Har du principper, du kæmper for at fastholde i din / jeres hverdag? Og er det svært?

Stram planlægning. Min mand og jeg planlægger al hente-bringe osv nogle uger frem ad gangen. Det tog mig lang tid at acceptere, at det er nødvendigt, men nu er jeg helt afhængig af det, og jeg elsker den frihed det giver at vide tre uger frem, hvilke dage jeg skal hente osv, for så har jeg meget bedre overblik til at kunne planlægge resten af tiden, fx cafeaftaler med veninder osv. Af andre principper kan jeg nævne, at telefoner, tablets osv er helt bandlyst ved spisebordet, og det overholder alle 100 %. Også at snakke med alle mine børn hver dag og have en klar fornemmelse af, hvordan de har det. Det kan være svært at nå, og tit har jeg egentlig ikke overskud til at snakke mere, når jeg kommer hjem fra arbejde, men jeg gør det alligevel.

9.    Hvornår er du lykkelig?

Når jeg er sammen med mand og børn, især når vi oplever noget sammen, måske besøger en ny by. Og de dage, hvor det er hyggeligt at sidde ved middagsbordet, og nogen siger noget sjovt, og jeg mærker kærlighed mellem mine børn.  

10. Hvad ønsker du at give dig selv mere af, og hvad ønsker du at give dine børn mere af? (ikke materielle ting) Selv kunne jeg godt tænke mig lidt mere tid til mig selv. Og ift børnene kunne vi godt bruge flere stunder, hvor vi foretog os noget sammen. Mere kreativt arbejde sammen, vil gerne lære den lille at strikke og sy og den slags. Og så arbejder jeg på hele tiden at frigøre mig fra småirritationer og al slags fnidder, nag og negativitet – og det påvirker jo hele familien, hvordan man takler den slags.  

11. Har du måtte indgå kompromisser for at få din hverdag til at hænge sammen?

Ja, jeg synes, det er et kompromis, at jeg skynder mig hjem fra arbejde – ideelt ville jeg slendre af sted, sætte mig på en bænk og glo på mennesker, få tømt hovedet, tage noget tid til ineffektivitet. Dét gør jeg alt for sjældent.

12. Er du glad for dit liv, jeres liv, og hverdag?

Ja, meget. Jeg har utrolig meget af det gode i mit liv, og også meget af det svære, men jeg synes, balancen er ret god. Jeg har en mand, der også er min bedste ven, og som jeg synes er et virkelig klogt og ordentligt menneske, og det tror jeg er den vigtigste grund til, at vores hverdag kører godt trods store udfordringer.

3 Comments
Previous Post
Next Post