Bybørn og stueplanter – når æblet falder langt fra stammen

 

Glædelig jul! Jeg håber din er god, at alle har det godt, der hvor du er, og at du har den ro, du helst vil have.

Det er lykkes mig at få to drenge, som skal luftes. Helst hver dag. Det kommer bag på mig, for jeg ser egentligt mig selv som en slags stueplante, og jeg forestiller mig at jeg helst vil sidde indenfor og slappe af med en bog. Men måske tager jeg faktisk fejl, er det ved at gå op for mig.

Men drengene skal ud.  Hver dag. Uanset om der er evighedsregn, blæst eller bare den der sure   “vinter”stemning, som der er igen igen i december i år. Vi har brugt juledagene sammen med de nærmeste, og det har været og er præcis hvad alle har brug for. Men alligevel, når man så har været helt tæt med familien, tysset på ungerne, forsøgt at få plads, ro og mulighed for at lytte til alle, høre hvad der bliver sagt og i det hele taget være til stede i det larmene nu, det er at være i min familie, så er det ikke helt dårligt at ungerne insisterer på at vi skal UD. UD. Så langt ud, som muligt, og så langt væk fra stierne som muligt. I dag var vi i skoven. Elias har ønsket sig og fået en kikkert i julegave, og Sofus vidste ikke at han ønskede sig et sæt Walkie Talkies, men begge dele trækker ungerne ud, og er et hit. Elias kigger efter fugle, Sofus snakker, men i hvert fald gør walkierne at Sofus og Elias løber i forvejen, flere hundrede meter, ind de er ude af syne, og så melder ind undervejs. Hver gang de ser noget, men også bare når Sofus lige skal høre om vi stadig er der. Jeg tror vi har brug for julen, brug for den kollektive pause i systemer, rytmer og ting vi alle plejer at skulle. At jeg så muligvis er den der har sværest ved at synke ned i den ro, der er, må jeg deale med på yogamåtten, for en ting er at jeg aldrig har været et naturbarn, noget andet er, er det ved at gå op for mig, at jeg er skrigende, skingrende dårlig til at sidde stille. Og muligvis endda til at slappe af. Men jeg øver mig.

1 Comment
Previous Post
Next Post