Om at være (ikke blive…) voksen og om tørre martinier

Jeg er ret vild med at være voksen. Jeg synes det har været mere end kompliceret at blive det, men at være det, det synes jeg er vidunderligt. Da jeg skrev ManiFest, var det en del af omdrejningspunket for bogen: Hvad er det for et liv, vi voksne mennesker / kvinder lever og hvor glade er vi egentligt i det?

Jeg har igennem mange år oplevet kvinder på min egen alder, ønske sig tilbage til dengang de var unge, hvor de var frie, hvor man scorede og blev scoret, og ingenting havde større konsekvens end at tingene kunne håndteres over en kop kaffe. Måske er det fordi, jeg aldrig har haft adgang til den slags liv, at jeg ikke savner det, måske er det fordi jeg ikke kan huske at have været ansvarsfri, at jeg ikke forstår det. Men jeg husker også de unge år som kaos, arbejde, svære studier, store beslutninger, brudte forhold og ondt i livet. NU er det tilgengæld noget andet: Nu har jeg ansvar, men kan selv bestemme, og sådan er det for de fleste af os – vi har i hvert fald sat os i de stole vi sidder i og kan handle ud fra det. I weekenden skete der så det, at jeg for første gang oplevede at drikke dry martini, og at synge højt nok på et hotelværelse til at få en klage. Det var Tom Jones. Måske er det derfor. Og det var der, det gik op for mig, at jeg er væsentlig bedre til at være voksen end ung. Og har det væsentligt sjovere med det.

5 Comments
Previous Post
Next Post