Aftenlys & Mere dårlig samvittighed

Sådan her så der ud i går aftes i Berlin. Der er noget helt særligt over denne storby, som ligger så tæt på os. Jeg har været her mange gange – både på arbejde (som nu), og på weekendture, der ikke havde andet formål end at være afstressende og fulde af god mad. For faktisk er Berlin blevet en ret fantastisk by at gå ud og spise i, og jeg må sige at det er den halve fornøjelse ved at være her.

Det er blevet koldt og mørkt, og jeg arbejder hårdt på at vinteren ikke får mig i år. En af genvejene må være at samle gode mennesker omkring sig, og at sørge for at være tilstede i sit eget liv på en god måde. Jeg slås stadig med dårlig samvittighed, hver gang jeg bruger en time på mig selv, og nogle gange er det faktisk ganske rart at være væk hjemmefra på arbejde, fordi det så for det første føles “tilladt”, men fordi der så for det andet, ofte er en time eller tre til overs, som man ikke “skylder” nogen – hverken kollegaerne, børnene, manden, eller vasketøjet. Og ja, jeg er klar over at jeg lyder småskør her, men jeg synes stadig (!) at det er den del af moderskabet, der næsten er sværest: At tage sig tid til sig selv.

(Jeg bliver her i Berlin længe nok til ikke at skulle arbejde hele tiden, og jeg sørger for at tage nogle billeder og skrive nogle gode spisesteder ned her til bloggen.)

 

2 Comments
Previous Post
Next Post