WeekendGuld og HverdagsGlimmer

Ok, jeg er med på at det er tirsdag, men weekenden var så travl (med gode ting), at jeg ikke nåede så meget som at tænke på at sætte en vask over, endsige skrive noget som helst. Fredag var jeg til min vens fernisering her. Udstillingen var virkelig smuk, fra billederne i sig selv til rummet den blev holdt i. Så strøg jeg videre til en middag med en masse vidunderlige damer – en af dem var Mo, som er guldsmed og en fantastisk én af slagsen. Hende kan du besøge her. Mo havde lommerne og hænderne fulde af guld, som gik bordet rundt – en håndfuld af det kan du se her på billedet, og jeg kan slet ikke beskrive hvor lækkert det var at sidde og flashe lånte fjer, mens man prøvede løs. Mo laver også de smukkeste halskæder – jeg er især helt vild med den her. Min farmor var guldsmed, og havde samme skødesløse forhold til smykker, guld og ædelstene som Mo har. Jo mere jo bedre, og man kan sagtens have en håndfuld guld liggende i lommen. Min farmor mente forøvrigt at man ikke havde smykker nok på, før man kunne høre dem, når man bevæger sig, og det prøver jeg at efterleve. Den der lyd af ringe og armbånd mod hinanden er for mig, alt godt i verden. Guld skal bruges til hverdag, og det samme skal glimmer.

Jeg håber du er kommet godt i gang med en god uge – helst en glimrende, glimtende én af slagsen.

0 Comments
Previous Post
Next Post