Frihed, Thelma, Louise og Kaburatorvæskestand

Ok, nu sker det altså. Og jeg er nødt til at sige det højt, for ligesom at forpligte mig på det. Pyha. (Og inden jeg fortsætter, så har jeg en fornemmelse af at jeg i dag i stedet for det, jeg lige om lidt vil fortælle om, burde forholde mig til det hæslige massemord, der har fundet sted i Las Vegas, men jeg aner ikke hvad jeg skal sige endnu. Det er rædsomt, dybt rystende og forfærdeligt.)

Det jeg vil fortælle jer, bor et helt andet sted, og det begyndte i går. Jeg er simpelthen gået i gang med et kørekort. I kid you not! Et kørekort! Jeg er fyldt fyrre, jeg har adgang til en bil, jeg har børn, der skal fragtes, folk der skal besøges, ting, der skal køres, hentes og bringes, og jeg har taget første skridt ud i uafhængigheden. Jeg er klar over at jeg hverken bliver Thelma eller Louise, men tro mig, jeg vil cruise steder hen så snart jeg har det kort! Og jeg er SÅ bange for at det ikke lykkes.

Men faktum er at nu er det nu. Jeg var til første teoritime i går aftes, og time er underdrevet for åbenbart skal man kunne sidde stille i fire gange 45 minutter for at kunne tage et kørekort. Dét kan jeg ikke. Jeg får kriller i huden og i kroppen og jeg skal nærmest bide mig i kinden for ikke at falde i søvn, og samtidig skal jeg kunne høre efter. Jeg forstår ikke at 18årige drenge kan gennemføre et kørekort! Jeg forstår det ikke! Men der sad jeg så, og lyttede til en underviser, der ud over at fortælle os om at det koster mellem 15 og 25000 at tage et kørekort, også fortalte at man får fire års fængsel hvis man kører et menneske ihjel, og at han har en kæmpe villa på Amager. Af en eller anden grund hænger de oplysninger bedre fast, end hvor meget kaburatorvæske der skal være, før man må køre. Og noget med tandhjul, jeg lige skal have forstået. Men nu er jeg i gang. Sammen med et hold af purunge mennesker, der kigger på mig, som om jeg er 80 og det går op for mig, at deres mødre muligvis er på min alder. I holdes opdateret og jeg udsender en generel advarsel når jeg skal køre på en vej for første gang.

13 Comments
Previous Post
Next Post