Drama, havregryn, solopgange og hverdag

Det var en helt utrolig smuk morgen i dag, da jeg var ude at løbe. Himmelen havde tusind farver, det blæste ikke og alt var idyl. De første kastanjer er faldet ned, og bladene er ved at skifte farve.

Alt var idyl.

Indtil jeg kom hjem, hvor det hele ligesom eksploderede hen over morgenmaden, og Sofus gik i banjo, og vi havde kollektivt svedt ud at Elias havde matematik for til i dag, og madkasserne var væk, og havregrynene var mere tørre end de plejer. Og Sofus græd, og jeg skældte ud, og badet var for kort, og kaffen for kold og vi havde pludselig for travlt. Sofus ene sko var væk, mens Elias blev færdig med matematikken, og kaffen blev faktisk aldrig varmere. Og det er tirsdag, og alle er trætte, og det er ikke engang vinter endnu, selvom der er fire dage til weekend, og ungerne bare gerne vil ligge under en dyne og se Netflix.

Pyha.

Så krammede vi, og kyssede og tog os tid til det, og fik ro på det hele, og kom for sent, og hvad så? Sådan er det. Man kommer nogle gange for sent, men det er så meget bedre end at komme forkert ud af natten og ind i dagen, og jeg kom til at tænke på at hverdagen stadig og med alt sit drama er det, jeg holder allermest af; fordi dem jeg deler den med, er dem, jeg holder mest af, men også fordi det er her, jeg lærer noget. Om ro, tålmodighed, overblik, og kærlighed.

8 Comments
Previous Post
Next Post