Om trækfugle, og om at være blød

Sommeren er slut. Det markeres på mange måder lige nu, og en af dem er at min far snart er på vej tilbage til Afrika. (Tænker du trækfugl? Jeg tænker det samme.) En anden er at vi har travlt. Ikke bare hos mig på arbejde, men i det hele taget.

Og vi er ikke alene. ALLE er spændt hårdt for når verden ruller i gang igen. Jeg glemmer det hvert eneste år. August og september er komplet vanvittige på arbejde. I familiekalenderen er der heller ikke plads til at trække vejret – to børns skolestart, masser af nye rutiner, nye vaner og frem for alt nye venskaber, skal introduceres i Sofus liv, mens Elias er på med lektier, fritidsaktiviteter og hvad har vi.

Denne weekend trak vi stikket ud, vi var sammen med venner, ungerne nåede indtil flere grineflip af den næsten uforståelige slags, og da vi var ved stranden, hoppede de i, vi nåede is og fast food, og jeg nåede to lange yogasessions og fik løbet. Som Elias sagde i går: “Denne weekend har føltes som ferie” – og han har ret. På de her hurtige billeder, Johan tog, da vi var på udflugt i Heather Hill (og ja, det er et sted i Danmark!) havde jeg nærmest nattøj på. Det havde jeg så hele weekenden.

Blødt, blødt, blødt. Jeg orkede simpelthen ikke at rulle mig ind i andet, end noget blødt. Jeg oplever nogle gange, at det der med at trække sig en smule tilbage fra verden, sammen med dem man elsker er ren og skær balsam for sjælen, og at den måde at give sig selv lov til at være blød på, både indeni og udenpå er guld værd. Ingen makeup. Intet gjort ved noget, ingen hårlak, ikke noget, der skal få en til at tage sig ud eller rette sig op. Den totale glimmerkontrast og så bare puste ud.

Hoodie er her fra, bukser og sandaler lige så. Og ja, det er et tilfælde.

6 Comments
Previous Post
Next Post