Marmelade, Rødløg & Skolestart

Min søster har brugt noget af sin weekend på at lave syltede rødløg og marmelade. Hun laver fuldstændig fantastisk mad, og skriver bøger om det, og hun slapper af mens hun laver mad. Det er afstressende for hende, hvor det nogle gange kan tage pusten fra mig, selvom jeg også elsker det. Det var faktisk weekendens højdepunkt, da jeg mødtes med min søster-kollega på kontoret søndag, og fik to glas med hjem. De sidste fem dage hos mig er forsvundet i tåger af snot og ondt i halsen, i arbejde men frem for alt i rummelen omkring at Sofus  skal finde sine ben i 0. Y og at Elias er begyndt i tredje klasse, og nu på en eller anden måde er ved at få et liv, der ikke kun drejer sig om os derhjemme. Det er stort – det fylder, og det kræver opmærksomhed, nærhed og at jeg på en eller anden måde holder fast i selv at være rolig, selvom det hele flyver rundt. Men tilbage til min søsters rødløg. Der er omsorg i at lave mad til andre; i den tid og den ro, man bruger på det, og dén marmelademad, jeg smurte med hendes lækkerier var fantastisk.

2 Comments
Previous Post
Next Post