Bibliotekaren; om at få adgang til titusind liv

Da jeg var barn, læste jeg vores lokale bibliotek fra ende til anden. Så tog bibliotekaren mig i hånden, tog med mig i bussen indtil børnebiblioteket, og satte mig af hos en kollega, som satte mig i gang. Bibliotekaren blev også dér min ven, og hun vidste hvad jeg bedst kunne lide at læse, men havde også en helt klar holdning til, hvad hun syntes jeg burde læse. Når hun mente det hele blev lidt for let, skruede hun op for kompleksiteten, og når hun syntes der gik lidt for meget eventyr i det, sørgede hun for afveksling med noget socialrealisme. Da jeg havde læst børnebiblioteket op, gav hun mig videre til Hovedbiblioteket. Også her tog vi en bus, og også her blev jeg personligt overleveret til en noget ældre herre, som så tvivlende på mig, men satte mig i gang. Samtidig med det, lavede min mor og min skoleinspektør (!) en læseliste til mig over tyske romantikere, som de mente jeg skulle kunne kende. Der var jeg 12. Jeg læste alt hvad man kunne få på dansk af Herman Hesse inden jeg blev 13, og fortsatte med det tyske, hvorefter jeg gik i gang med Karen Blixen. Jeg har læst lige siden. Og lyttet. Lydbøger er det vildeste drug, og jeg er hooked. Men det var egentligt ikke det jeg ville sige. Jeg ville sige at når jeg ser og hører om nedskæringer, og hvordan de rammer alt fra fødeafdelinger til biblioteker, så er der nogle voksne, som ikke får den indflydelse på børn, som vi er nogle der har været heldige at have oplevet. Det der med at nogen peger på en bog og giver en adgang til det liv, der gemmer sig på de sider er noget af det mest afgørende, for hvordan vi lærer at være empatiske, nysgerrige og undersøgende, tror jeg.

Jeg har en veninde, som er bibliotekar, som brænder for at give viden, litteratur og læselyst videre til børn. Som tydeligvis kan huske, hvordan det er at opdage verdener for første gang, gennem folk, der har skrevet det ned, og som giver det videre til børn. Tænk en gave at give til børn – som lige om lidt skal navigere i et liv, der er mere kompliceret end som så.  Uanset om bøger er digitale, på lyd eller om nogen fortæller én hvad der står på hver side, så har vi brug for dem, der viser os derhen, hvor de bøgerne står.

Nu har Sven Brinkman, psykologiprofessoren, forfatteren og nærmest en national samvittighed efterhånden, netop udtalt at psykologostuderende skal læse romaner. Jeg kunne ikke være mere enig. Læs her.

4 Comments
Previous Post
Next Post