Sommertravlhed / Storm før stilheden

Hvert år glemmer jeg det. Den generelle hyper overdrevne travlhed, der åbenbart rammer siger og skriver ALLE i Danmark, inden vi trækker stikket i fællesskab og putser ud. Det er det samme inden jul, og jeg er klar over at jeg selv bidrager til det og jo også bare kunne planlægge mit liv og min tid på en anden måde, men faktum er at man jo ikke er så fri til det, som man går og forestiller sig, når feriestilheden så endelig lægger sig.

I denne uge har jeg indtil videre siddet i telefonmøde sent mandag aften, været i Jylland hele tirsdag med dejlige kollegaer og gode venner af huset, kom hjem onsdag, sendt en ny sending MUSALIarmbånd ud til Moshi Moshi Mind butikker landet over (Whoop! Jeg tror faktisk det her projekt kan ende med at køre i længere tid, end jeg havde turdet håbe på), fået taget billeder til et branchemagasin, og skal i aften holde en middag sammen med Taverna og en stribe gæster, bloggere og madelskere. Det er en god uge, med knald på.

På grund af det med knald, tog jeg tidligt fri i går, hentede Sofus og sad på gulvet i en legetøjsbutik i to timer, mens han minutiøst gennemgik alle LEGOpakker, med henblik på at vælge en gave til sin ven, som han skal til fødselsdag hos i weekenden, samt orientere sig i, hvad han ønsker sig mest (!) til sin fødselsdag i september. Jeg tog mig tid, og lyttede, og hold op hvor er det vildt hvor stor han bliver. Det går stærkt det hele, ikke bare hverdagen, men også det der folder sig ud indenfor den. Alt er godt, og om 14 dage er det sommerferie.

//Desserten til middagen i tirsdags – vi taler rabarber og hvid chokolade på mange måder //

//Skofest med mine kollegaer//

//Fotoskydning med fotograf Vicki//

0 Comments
Previous Post
Next Post