Min Mors Lavendelhænder

 

Det kan jo egentligt godt undre mig at jeg udsætter mig selv for det; men det gør jeg. Hvert år. Hver eneste knapt udsprungne sommer. Når lavendlerne dufter, så skal jeg lige hen og snuse til dem, og trække duften helt ned i det center, jeg nærmest er bygget på. Mit barndomshjem duftede af lavendler om sommeren. Og af nybagt brød, og af haveroser. Min mors hænder duftede af lavendler om sommeren, af lavendler og cigaretter. Håndryggen var blød, og håndfladen var fast. Når min mor lagde begge sine hænder om mit ansigt om sommeren, kunne jeg dufte at det rent faktisk var sommer, og når hun kyssede mig var det med smæklyd og vilje. Min mor duftede også af kaffe, sommer som vinter, men det var lavendlerne, der flyttede ind i den kerne, der er den jeg er. Og når jeg nu står i altid romantiske (not) Amager Planteland og køber ind til den kaosramte kolonihave, er det ikke én enste gang lykkes mig at gå uden at købe lavendler. Og jeg gør som min mor, inden jeg lægger ungerne, jeg gnider et par lavendelblomster mellem hænderne, lægger dem som en skål om ungernes bløde kinder og kysser dem højt, med lyd og med vilje. Så de dufter og mærker at jeg elsker dem lige så højt, som jeg altid vidste min mor elskede mig.

 

11 Comments
Previous Post
Next Post