Der vokser chili i Morfars Have

For en uges tid siden sad Elias og jeg hos min far på hans terasse i byen Livingstone i Zambia. Vi drak kaffe og snakkede, mens Elias legede med de to hunde, som min far og Anne har. Én ting er at de er der for selskabets skyld, men noget helt andet er at de er der for at forhindre indbrud, og ikke mindst: For at tage sig af slanger, kakerlakker og mus. Og rotter. Og al den slags kryb, som man ikke kan dukke sig for netop der. Og det gør de så også. Hundene. Tager sig af krybet altså. Der er mange ting, der er helt anderledes dér hvor de bor. Haven for eksempel. I køkkenhaven vokser der majs, chili som er så stærk at man sveder på øjenlågene af at smage den. Der vokser avokado. Som jeg troede sad på en busk; det gør de ikke, avokadoer vokser på træer. De har mangotræer, og så mange af dem, at man er nødt til at fælde et par stykker, og på den måde, kan et ganske almindelig ueksotisk zambiansk hus, føles så fremmed, og anderledes, at det ikke kun er det at solen skinner, og at man skal passe på kuduerne (hjorte), når man kører i bil, der giver et strejf af noget helt andet og helt fremmed. Alt er anderledes. Noget af det fine ved at rejse med et barn er, at for dem er tingene som de er. Man forholder sig til dem på en anden måde, end jeg som voksen gør. Elias tog det hele ind, men ikke som noget eksotisk, mere som det hus, og det land, Morfar er i lige nu.

 

0 Comments
Previous Post
Next Post