På Eventyr i Afrika

Glædelig søndag; og jeg skylder en forklaring. Jeg har været på rejse den sidste uge, sammen med Elias – og bloggen her, kunne jeg simpelthen ikke få adgang til. Der var ikke net nok, og jeg nåede ikke at hidse mig op over det, nok til at gøre noget ved det.

Elias og jeg er hjemme igen. Vi har været i Afrika, nærmere betegnet i Zambia, på besøg hos min far og hans Anne. Det længe, længe ventede besøg, som vi aflyste for nogle år siden, fordi Elias blev syg. På mange måder tror jeg det var godt vi ventede, for det var en skelsættende begivenhed i Elias liv, at komme afsted nu. Han var stor nok til det nu, til at tage titusind indtryk ind, til at skulle tilpasse sig noget andet, og til at forstå og være imødekommende overfor andre måder at være på, end han er vandt til.

Og vi er vendt hjem med historier, oplevelser og billeder nok til ikke at være nødt til at slippe rejsen foreløbig. Jeg samler lidt sammen til at fortælle herude også, og kommer ikke til at skåne dig for historier fra de varme lande. Men det vigtigste, var at Elias så hvor hans Morfar har slået sig ned, på den anden side af jorden, 24 timer og titusind kilometer væk, med dejlige mennesker i sit liv, og masser af sommer.

Det næstvigtigste, og måske det vigtigste for mig, var at være på eventyr alene med min store dreng. At opleve ham nonstop i 8 døgn, 24timer, bare ham og jeg, var stort. Det var nært, skønt og anbefalelsesværdigt, og vi fik fat i hinanden på en anden måde, end vi ellers har. På en måde, jeg – som mor – kan være helt nervøs for at blive udelukket fra, fordi det univers, der trækker mest i mine to drenge, ikke altid er mit. Og som Elias sagde i ét af rækken af fly, der førte os hjem: “Jeg synes det er sejt, at det var os to, der gjorde det her sammen. Det plejer at være drenge og deres far, der tager på eventyr.”

5 Comments
Previous Post
Next Post