Sådan fungerer ideer. Om kreativitet. Uddrag af bogen Big Magic af Elizabeth Gilbert

Godmorgen; det er weekend, og jeg håber du har tid til at drikke en kop kaffe og læse lidt. Også selvom du skal gemme dig i et klædeskab for at få fred fra dine unger, der synes du skal afsted på legepladsen, nu hvor klokken jo nærmer sig otte om morgenen. Hvis du har tid til at læse, så læs dette. Jeg har nemlig fået lov til at bringe tre sider af en af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig i 2016, nemlig Elizabeth Gilberts Big Magic. Den er endelig (!) udkommet på dansk, og wer et must read for alle, der ikke kan holde selvhjælpsbøger ud sådan for alvor, men som gerne vil leve, arbejde, tænke og handle bare en smule kreativt. Bogen handler om kreativitet, ideer, og om hvordan man omsætter en idé fra netop idé til virkelighed. Og så er den fyldt med anekdoter og gode historier. De tre sider jeg har fået lov til at dele med jer af Forlaget Gyldendal handler om hvordan en idé dukker op, og hvordan Gilbert oplever, at den virker.

Sådan fungerer ideer

Her bør jeg nok pointere, at jeg har tilbragt det meste af mit liv i kreativitetens tjeneste og undervejs har udviklet nogle dogmer om, hvordan den fungerer – og hvordan man forholder sig til den – som uden forbehold baserer sig på magisk tænkning. Når jeg taler om magi her, mener jeg det bogstaveligt. Ligesom på Hogwarts. Jeg refererer til det overnaturlige, det mystiske, det uforklarlige, det uvirkelige, det guddommelige, det transcendente og det overjordiske. For sandheden er, at jeg tror, at kreativitet er en magisk kraft – altså ikke kun menneskelig i sin oprindelse. Jeg er klar over, at det ikke er et særlig tidssvarende eller rationelt syn på tingene. Det er afgjort uvidenskabeligt. Så sent som for et par dage siden hørte jeg en respekteret neurolog sige i et interview: »Den kreative proces kan forekomme magisk, men det er ikke magi.«

 

Med al respekt vil jeg forbeholde mig retten til at være uenig.

Jeg tror, at man kan beskrive den kreative proces som både magisk og magi. Her er mit syn på, hvordan

kreativitet udfolder sig: Jeg tror, at kloden er beboet ikke kun af dyr og planter og bakterier og vira, men også af ideer. Ideer er en æterisk og energisk livsform. De lever fuldstændig adskilt fra os, men er i stand til at interagere med os – på deres egen subtile måde. Ideer har ikke nogen fysisk form, men de har bevidsthed, og ikke mindst har de vilje. Ideer er drevet af én eneste impuls, nemlig at blive realiseret, og den eneste måde, det kan lade sig gøre på, er i samarbejdet med en menneskelig partner. Kun i kraft af en menneskelig indsats kan en ide blive hjulpet ud af æteren og materialisere sig. Derfor tilbringer ideerne evigheden med at hvirvle rundt omkring os i jagt på ledige og samarbejdsvillige menneskepartnere. (Jeg taler om alle ideer her – kunstneriske, videnskabelige, industrielle, kommercielle, etiske, religiøse og politiske). Når en ide mener, at den har opdrevet en person – for eksempel dig – der kunne tænkes at lukke den ind i verden, kommer ideen på besøg. Den vil forsøge at fange din opmærksomhed. I de fleste tilfælde vil du ikke bemærke det. Sikkert fordi du er så optaget af dine egne dramaer, bekymringer, overspringshandlinger, usikkerhed og pligter, at du ikke er modtagelig for inspirationen. Måske går signalet din næse forbi, fordi du ser fjernsyn eller køber ind eller skumler over, hvor sur du er på nogen, er optaget af dine nederlag og fejltrin eller i det hele taget bare har travlt. Ideen vil prøve at få kontakt med dig

(måske bare kortvarigt, måske over et par måneder og måske over flere år), men når det til sidst går op for den, at du sidder den overhørig, vil den opgive dig og forsøge at finde en anden person.

Men sommetider – sjældne, men store øjeblikke – er der dage, hvor du er åben og afslappet nok til rent faktisk at modtage. Dine parader er nede, din nervøsitet har fortaget sig lidt, og så er der banet vej for magien. Ideen, der fornemmer din åbenhed, begynder at bearbejdedig. Den vil udsende inspirationens universelle fysiske og psykiske signaler (gåsehud på armene, nakkehårene, der rejser sig, den nervøse mave, de summende tanker, følelsen af forelskelse eller besættelse). Ideen vil arrangere sammentræf og varsler på din vej for at holde gryden i kog. Du begynder at bemærke alle mulige signaler, der peger dig i retningen af ideen. Alt, hvad du ser og rører ved, vil minde dig om den ide. Ideen vil vække dig midt om natten og forstyrre dine daglige gøremål. Den slipper ikke sit greb, før den har din fulde opmærksomhed.

Herefter vil den i et roligt øjeblik spørge: »Vil du arbejde sammen med mig?« På det tidspunkt har du to svarmuligheder.

 

Hvis du svarer nej

Det nemmeste er naturligvis bare at sige nej.

Så hænger du ikke på noget.

Ideen forsvinder af sig selv og – tillykke! – du behøver ikke at skabe noget.

 

Det er ærlig talt ikke noget, man nødvendigvis behøver at skamme sig over. Måske afslår du inspirationens invitationer af dovenskab, angst, usikkerhed eller modvilje. Men andre gange kan du blive nødt til at sige nej til en ide, fordi det er ubelejligt, eller fordi du er optaget af et andet projekt, eller fordi du er sikker på, at ideen har banket på den forkerte dør. Jeg er tit blevet opsøgt af ideer, som jeg vidste ikke passede til mig, og så har jeg høfligt sagt: »Tak, fordi du valgte mig, men jeg er ikke dit bedste valg. Må jeg i al respekt foreslå Barbara Kingsolver?« (Jeg er altid overordentlig høflig, når jeg afslår en ide. Det skulle nødigt rygtes i universet, at man er vanskelig). Hvordan du end svarer, så prøv at være sympatisk over for den stakkels ide. Husk: Dens eneste ønske er at blive realiseret. Den gør sit bedste. Den banker på alle de døre, den kommer i nærheden af. Måske bliver du nødt til at sige nej.Siger du nej, sker der overhovedet ingenting. De fleste mennesker siger nej. Det meste af livet går folk rundt dagen lang og siger nej, nej, nej, nej. Men det er ikke umuligt, at du en dag alligevel siger ja.

 

Hvis du svarer ja

Siger du ja til en ide, så er det showtime. Nu er din opgave både enkel og vanskelig. Du har officielt indgået en kontrakt med inspirationen, og du bliver nødt til at løbe linen ud uden at have den fjerneste

ide om, hvad det ender med. Du bestemmer selv vilkårene i kontrakten. I den moderne vestlige verden er den mest almindelige kontrakt stadig forbundet med selvpineri. Det er en kontrakt, der lyder: Jeg vil plage livet af mig selv og alle omkring mig i mine anstrengelser for at realisere min inspiration, og mit

martyrium skal være beviset på min kreative berettigelse. Hvis du vælger at indgå en kontrakt, der indebærer kreativt selvpineri, bør du prøve at identificere dig så meget som muligt med klicheen om den lidende kunstner. Her finder du masser af forbilleder. Følg deres eksempel ved at overholde disse grundregler: Drik dig fra sans og samling; brænd alle broer; kæmp så voldsomt med dig selv, at du ender som et ringvrag hver gang; udbred dig konstant om din utilfredshed med dit arbejde; konkurrér på liv og død med dine kollegaer; misund andre deres sejre; beskriv dit talent som en forbandelse (ikke en velsignelse); lad dit selvværd afhænge af ydre belønninger; vær arrogant, når du har succes, og den

rene ynk, når du fejler; foretræk mørket frem for lyset; dø ung, og bebrejd din kreativitet, at den slog dig ihjel. Virker den metode? Ja, helt sikkert. Den kan noget. Indtil den slår dig ihjel.

Ingen forhindrer dig i at vælge den vej, hvis du har lyst. (Lad endelig ikke mig eller nogen anden fratage

dig dit martyrium, hvis du trives med det. Jeg er bare ikke sikker på, at den vej er særlig produktiv, eller at den vil sikre dig og dine kære et lykkeligt og fyldestgørende liv. Jeg medgiver, at denne form for kreativt liv kan være ekstremt glamourøst og smækfyldt med billeder til en glimrende dokumentarfilm efter din død, så hvis du foretrækker et kort og tragisk (glamourøst) liv frem for et langt og udbytterigt liv (hvilket mange gør), så hold dig endelig ikke tilbage. Selv har jeg altid haft på fornemmelsen, at den lidende kunstners muse – alt imens kunstneren river sig i håret – sidder stilfærdigt i et hjørne af værelset og filer negle, mens hun venter på, at kunstneren falder ned og bliver ædru, så de kan komme i gang med arbejdet.

For i sidste ende skal man have noget fra hånden, ikke? Har jeg ikke ret i det? Og måske er der en anden strategi, man kan tage i brug?

Må jeg foreslå en?

VIL DU LÆSE MERE? (JA, det vil du helt sikkert!) SÅ kan du finde bogen her.

1 Comment
Previous Post
Next Post