Bøger, der får en 8årig til at læse

Børn, der læser. At have et barn der læser. Midt i en iPad tid, hvor de største skænderier vi har herhjemme handler om hvornår man må se noget fjernsyn eller sidde med en ipad, eller slå en drage ihjel på en skærm. Jeg er nærig med skærm, altså ikke at skærm er forbudt, men at man ikke får 14 timer i træk med den, men jeg er aldrig nærig med sider. Elias må læse alt det han vil, og også alt det han ikke altid vil.

Det har heller ikke været sådan at han var ved at dø efter at komme i gang med at læse, men efter han fik taget hul på det, har jeg set det som en af mine fornemmeste opgaver at placere litteratur foran ham. Og jeg er ligeglad med hvad det er. Guiness Rekordbog for børn? Anders And? Den store bog om Palæontologi? En håndbog i Pokémon? Ja – han får alt hvad han ønsker sig – vi finder det på biblioteker og i antikvaren og i boghandleren. Nogle af de ting, jeg ikke har skulle presse ham til at læse er disse tre serier:

Dr. Z – en fantastisk serie af Kasper Hoff om to drenge der møder en tosset professor. Der er magi, eventyr, fantasi og det hele er faktisk så sjovt, at man også kan læse dem højt for lillebror. Vi startede faktisk med at læse dem højt for både Elias og Sofus, men nu har Elias genlæst dem og er vild med dem. Jeg har interviewet forfatteren Kasper Hoff her.

Sværdets Mester er en serie af Mette Finnerup. Jeg ANER ikke hvad de handler om. Noget med blod på et sværd, og et sværd der er magisk. Der er 10 bøger, og Elias har ædt dem. Jeg måtte faktisk bede om at han ikke læste mens vi spiste aftensmad, og det første til en konflikt af iPad-dimensioner. Nogen var ved at dø, eller noget i dén dur, og han kunne ikke vente med at vide, hvad der skete. De er – tilsyneladende – FANTASTISKE!

Drageriet Dragonia – er en slags graphic novel light – masser af tekst afbrudt af et par opslag hist og pist med tegneserie. Dem elsker Elias også. De handler om en dreng, der finder indgangen til en anden verden i sine bedsteforældres kælder, og her bliver han DrageRidder og redder verden i hvert eneste bind. Elias har også selv læst disse, og var næsten lige så væk i dem, som i Sværdets Mester.

8 Comments
Previous Post
Next Post