Jeg sover ikke: Om at sove, og om at drømme om at sove

Siden jeg fik Elias har søvn været et tilbagevendende problem. Jeg sover ikke. Eller jo, det gør jeg, men jeg sover ikke nok. Ikke fordi jeg ikke vil sove, eller ikke er træt, men fordi jeg ikke rigtigt kan huske, hvordan man falder i en dyb søvn. Og slet ikke i januar. Efter år med falsk strubehoste hos ungerne, talrige natlige vagtlægebesøg og mindst lige så mange udkald til skadestuer og ambulancer, med børn, der ikke kunne få været, så vågner jeg ved et grynt. Bogstaveligt talt. Nogle gange ovenikøbet mit eget. Og jeg vågner helt. Jeg står nærmes op i sengen, hvis jeg kan høre ungerne hoste i et andet værelse, og så er den nat ødelagt. Det ligger lige under huden på mig, at jeg skal være i allerhøjeste alarm, hvis Hosten (med stort med vilje) sætter ind. Og så er der alle de andre grunde til at jeg ikke sover: Børn, der drømmer og skal trøstes. Børn, der skal tisse og følges igennem lejligheden i nattemørket. Børn, der står ved siden af sengen klokken 2 om natten og ånder mig ind i ansigtet mens de med hviskende stemme spørger om jeg har lyst til at læse om et dyr i Sebastian-bogen? Børn, der vil ligge halvt ovenpå mig og blokkere mine luftveje før de selv sover godt. Sengetøj der skal skiftes om natten. Den slags. Jeg er holdt op med at sove. Med undtagelse af hoteller. Jeg sover så latterligt godt på hoteller, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal svare når andre fortæller mig at de har svært ved at sove et nyt sted. Et hotelværelse er dét sted, jeg sover bedst. Især om vinteren; væk fra hoste, snøft og rallen. Måske derfor – efter en særlig slem nat i sidste uge – kom jeg til lidt åndsfraværende at google hotelværelser. Og hotelsenge. Billederne her i indlægget er resultatet.

8 Comments
Previous Post
Next Post