Lidt mere drama, lidt mere personlighed, tak (Bliver jeg Anne-Marie Helger?)

Der er noget med mode, med tøj, med sko, tasker og glimmer, som jeg troede jeg en dag ville vokse fra. At jeg ikke ville elske det helt så højt en dag, at jeg ville blive sådan en med en cool basisgarderobe bestående af 16 ting, som alle passede sammen, og så var man velklædt hele tiden. Sådan er jeg ikke, og sådan bliver jeg ikke. Og nu har jeg efterhånden fattet det; det kommer ikke til at ske. Tværtimod. Det hele bliver vildere og vildere for mig; og jeg glider langsomt hen mod noget jeg selv tænker er lidt bohemeagtigt, men som måske i virkeligheden ender i en Anne-Marie Helger, med fuld skrue på lilla, glimmer og frynser.

Men der er jo en grund til det. Eller mange faktisk. Der er noget med at fylde i verden, som tiltrækker mig. Jeg er tiltrukket af dem, der tør tage deres plads og selv bestemme hvor den er. Af dem, der fylder sig selv ud, og er sig selv. Dem med kant og larm og halløj. Og dem, der ikke er bange for at man ikke er enige hele vejen. Jeg har veninder, der er sådan, og jeg er vild med dem. De er så måske bare stadig gode til at være sådan i en sort blazer; men for mit vedkommende kravler det hele hen mod farverne, og ind i mellem ser jeg noget, jeg ikke kan holde op med at kigge videre på. Som de her ting fra butikken Cph Tokyo Vintage; antikke silkekimonoer:

 

5 Comments
Previous Post
Next Post