“Det kan være virkelig svært for voksne at rumme, at børn er ulykkelige” Interview med Anne Sofie Hammer:

Nu er det jo ikke første gang Anne-Sofie Hammer udgiver en børnebog, og slet ikke første gang, hun udgiver én som jeg er vild med. Og i dag udkommer hun med Vi ses, Pellerøv, en såbar historie om store følelser, fortalt i den absolutte og meget loyale øjenhøjde, vi kender fra Villads fra Valby-serien. Det er en smuk og fin bog, illustreret hele vejen igennem af vignetter, som næsten er drømmeagtige. Den trækker tråde fra klassisk dansk børnelitteratur til i dag, med en usentimental fortælling om Pelle, der opdager verden omkring sig på en ny måde, i sin sorg.

Hammer, Anne Sofie_foto af Alexander Banck-Petersen

 

Hvad handler din seneste bog om?

Den handler om drengen Pelle, som har et ganske særligt venskab med sin morbror Mads. De interesserer sig begge to meget for dyr, og morbror Mads er sådan en voksen, som godt gider bruge en masse tid på at snakke med Pelle og fortælle ham om alle mulige spændende ting.

Men en dag forsvinder morbror Mads pludselig, og i lang tid er der faktisk ikke rigtigt nogen, der ved, hvor han er. Pelle kan godt mærke, at der er noget galt, men der er ingen, der fortæller ham, hvad det handler om. Et eller andet sted har han også selv registreret, at der af og til var noget, der ikke var helt, som det skulle være omkring morbror Mads. Men det her pludselige tab rammer ham utrolig hårdt. Samtidig fornemmer han, at hans forældre og bedsteforældre har nogle problemer, som handler om morbror Mads, men som han ikke får noget at vide om.

Bogen handler om at være pårørende, i Pelles tilfælde til en ludoman, men det kunne lige så godt have været en alkoholiker, en narkoman, en psykisk syg eller noget andet. Den handler om, hvor svært det kan være at rumme, at nogen, man elsker højt, har nogle meget mørke sider. Og om, at de voksne kan have svært ved at snakke med børnene om, hvad der sker – især fordi det som regel i en eller anden grad vil være hele familien, der er i krise, og de voksne derfor heller ikke har det overskud, som de måske burde have.

 

Hvorfor den lidt sjove titel til en bog om tilværelsens mørke sider?

Pellerøv er det kælenavn, som morbror Mads kalder Pelle, og titlen henviser til en scene, hvor morbror Mads pludselig dukker op uden for Pelles skole og giver ham en bog om dyr. Pelle kan godt mærke, at der er noget galt, men morbror Mads siger bare “Vi ses, Pellerøv”. Og så går han, og Pelle ser ham ikke mere og får heller ikke nogen forklaring. Så titlen er en sætning, som er sagt meget let og lyder lidt sjov, selvom den i virkeligheden dækker over en afsked, som er meget smertefuld, både for Pelle og for morbror Mads. På den måde kommer titlen også til at henvise til et af bogens omdrejningspunkter, som netop er det her med, hvor svært det er at snakke med børn om de ting, som man som voksen heller ikke rigtigt forstår. Især hvis det er noget, som gør ondt.

 

Tænker du, at vi voksne er berøringsangste i forhold til at børn ikke altid har de perfekte barndomme, vi ønsker for dem?

Vi vil jo i hvert fald gerne have, at vores børn bare skal være glade. Det kan være virkelig svært for voksne at rumme, at børn er ulykkelige. I Pelles tilfælde kommer det til at betyde, at hans forældre og bedsteforældre beskytter ham mod at kende sandheden om morbror Mads. Men de kan jo ikke beskytte ham mod det faktum, at morbror Mads ikke er der mere. Og det skaber sådan et mærkeligt forklaringstomrum, som desværre betyder, at Pelle aldrig rigtigt får lov til at sørge over sit tab, fordi de voksne omkring ham hele tiden lader som om alt er fint.

 

Som forfatter, hvordan føler du dig forpligtet i forhold til dit publikum?

Der er selvfølgelig forskel på at skrive sjove og underholdende historier som Villads-bøgerne eller som “Mig og Dylan Walker” og så at skrive en mere alvorlig bog som “Vi ses, Pellerøv”.

Men fælles for mine bøger er nok en følelse af forpligtelse til at være solidarisk overfor de børn, som jeg skriver om og til. I Villads-bøgerne har jeg meget fokus på, hvordan Villads oplever situationerne – at det f.eks. aldrig nogen sinde er hans mening at “lave ballade”. Og i “Vi ses, Pellerøv” er det også vigtigt for mig at vise tabet af morbror Mads, sådan som det opleves for Pelle. Jeg har jo ikke den perfekte løsning på, hvordan man lige præcis skal håndtere den slags familiekriser – så ville jeg have skrevet en fagbog. Men jeg vil meget gerne forsøge at sætte mig ind i, hvor voldsomt og uforståeligt hele forløbet virker for barnet.

 

Hvilke tre bøger (ikke dine egne) vil du anbefale til børn i 9-10-års alderen?

Det synes jeg er enormt svært! Det er en alder, hvor der er virkelig stor forskel på børnenes læseniveau og på, hvad der motiverer dem til at læse. Nogle kan lide sjove bøger, andre læser kun fantasy eller kærlighedsromaner. Nogle er stadig til letlæsningsbøger, mens andre sluger hele Harry Potter-serien.

Jeg synes, Kenneth Bøgh Andersens “Antboy”-serie er virkelig sjov og spændende, og Mette Finderups “Emmy”-serie er også sjov på sådan en lidt præ-teen-agtig måde.

Håkon Øvreås’ “Brune” og Inge Duelund Nielsens “Drengen, der ville være ond” vil jeg også gerne anbefale, for det er både spændende og vedkommende bøger.

Og så har jeg lige læst Liz Pichons “Tom Gates”, som er en ret skæg blanding af roman og tegninger, som også er super til den aldersgruppe.

Det var lidt flere end tre – men så er der til gengæld lidt for enhver smag.

 

Du kan finde bogen her – eller låne den på biblioteket.

 

 

 

0 Comments
Previous Post
Next Post