Om Selvpineri & Kolonihavelængsel

Den her kolde tid. Det der januar-noget, som bare har været her siden november, og udsigten til at det forsætter indtil udgangen af marts. Det kolde, det mørke. Jeg er uendeligt dårlig til det. Jeg kan næsten ikke tage mig sammen til at komme igennem det. Min rygrad er bygget af kaffe, glimmer og chokolade, og udsigten til hvidvin og ekstra søvn i weekenden. Men så kom jeg til at kigge lidt i min telefon. I billederne fra sensommeren, og det gik op for mig, at det for det første er selvpinere, men  også – for det andet – at der er en ende på det. Om tre måneder, kun tre måneder, kan jeg komme ud i vores lyseblå skur igen. Sammen med ungerne, med Johan og med alle dræbersneglene. Så skinner solen, og verden bliver en anden.

7 Comments
Previous Post
Next Post